De 800.000 passivt forsørgede på slankekur

Af Martin Ågerup
Direktør i Cepos

Dagbladene Information og Politiken samt DR’s Detektor-redaktion er begyndt at påstå, at det skulle være vildledende at påpege, at cirka 800.000 personer i den arbejdsdygtige alder står udenfor arbejdsmarkedet og er på offentlig forsørgelse.

Professor Jørgen Goul Andersen istemmer: “800.000 er en frygtelig vildledende reference, for det bliver brugt, som om det er folk, der burde og kunne være i arbejde. Men selv i den bedste af alle verdener, vil der altid være nogle, der er på førtidspension, er alvorligt syge, har barnets første sygedag eller er på barselsorlov”, har han udtalt til Information.

Det er korrekt, at ikke alle 800.000 kan komme i arbejde. Det er der da heller ikke nogen som helst, der har påstået eller antydet, så det er noget af en stråmand Goul Andersen & Co. her konstruerer.

Men hvorfor så overhovedet interessere sig for tallet? Det er der gode grunde til.

Hvis en læge skal finde ud af, om en patient er overvægtig, starter man med at veje patienten. Hvis lægen finder, at patienten vejer 120 kg, er det jo ikke et udtryk for, at alle 120 kg er overvægt. Men vi skal kende vægten, før vi kan vurdere, hvor overvægtig personen er.

De 800.000 er på forskellige former for overførselsindkomst eller støttet beskæftigelse. Nogle af disse kan komme i beskæftigelse fra stort set alle kategorier.

Martin Ågerup
Direktør i Cepos

Flere offentligt forsørgede i Danmark
Ifølge Dansk Arbejdsgiverforening, har Danmark sammenlignet med andre lande en exceptionelt høj andel af personer i den arbejdsdygtige alder, som forsørges af skatteyderne.

Det koster os dyrt som skatteydere. De første 40-50.000 kroner, som en person i arbejde betaler i skat, går ifølge DA til at forsørge andre i den arbejdsdygtige alder.

Godt ti procent af befolkningen, svarende til 450.000 personer, i den arbejdsduelige alder er helt eller delvist på offentlig forsørgelse som følge af dårligt helbred. 

Igen – og det er åbenbart nødvendigt at påpege: Ingen påstår, at alle disse 450.000 kunne bringes i arbejde. 

Men tallet rejser nogle væsentlige spørgsmål: Hvorfor er der for eksempel 170.000 flere i dag end i 1985, som er på passiv forsørgelse på grund af dårligt helbred? Og hvorfor er der markant flere i Danmark end i lande som Sverige og Tyskland?

Noget kunne tale for, at vi i Danmark burde se på vores samfundsindretning for at sikre, at flere voksne danskere inkluderes og bliver selvforsørgende. Ikke 800.000, men måske så mange, at vi kommer ned på andel af passivt forsørgede, som er sammenlignelig med andelene i andre lande. 

Ligesom den overvægtige ikke skal tabe 120 kg, men måske de 30 eller 40, der gør ham normalvægtig.

Slankekur
De 800.000 er på forskellige former for overførselsindkomst eller støttet beskæftigelse. Nogle af disse kan komme i beskæftigelse fra stort set alle kategorier.

En afskaffelse af efterlønnen ville øge arbejdsudbuddet frem til 2020 med 36.000 personer, hvilket er lidt mere end den samlede effekt af alle de reformer, Thorning-regeringen har gennemført.

Der bør gennemføres reformer, som gør det attraktivt at tage et lavtlønsjob. 

I øjeblikket har vi mange tusinde østeuropæere på det danske arbejdsmarked, blandt andet fordi mange danskere på overførselsindkomst ikke ønsker at tage disse jobs. Den månedlige gevinst ved at taget et lavtlønsjob er beskeden for nogle grupper. Det drejer sig om 50 kroner om dagen, eller mindre for forsørgere på kontanthjælp, som er over 30 år.

Det kalder på en kontanthjælpsreform.

For personer på maksimale dagpenge er gevinsten ved et lavtlønsjob ofte tæt på 0 kroner og i nogle tilfælde negativ. En løsning herpå kunne være at reducere dagpengene med 10 procent. Det ville øge beskæftigelsen med cirka 14.000 personer. 

Rent faktisk kan man med rette tale om ”de 2,1 millioner danskere” på overførselsindkomst.

Det tal fremkommer, når man inkluderer SU-modtagere og folkepensionister. Nogle vil indvende, at pensionister ikke kan komme i job. Det er også korrekt for langt de fleste pensionister.  Men man kunne for eksempel øge pensionsalderen hurtigere end det, der ligger i den nuværende tilbagetrækningsaftale. Også antallet af SU-modtagere kan reduceres, for eksempel ved at reformere SU-systemet yderligere, så unge kommer hurtigere gennem deres uddannelse.