Ny bog om "pseudoarbejde" er en kende forenklet, men har mange inspirererende refleksioner

Da jeg for nogle år siden læste og anmeldte Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensens "Pseudoarbejde", fandt jeg bogens generelle skepsis overfor akademia problematisk.

Og selvom jeg er helt enig i, at det til hver en tid er vigtigt at se på effektiviteten på vores arbejdspladser, så var jeg bekymret for at lade betegnelsen pseudoarbejde træde i stedet for eksempelvis bureaukrati eller overstyring.

Denne bekymring synes jeg desværre er blevet bekræftet i de senere år, hvor "pseudoarbejde" efter min opfattelse er blevet et begreb, der legitimerer en kværulantisk snak om arbejde, man ikke kan lide, men som er noget andet end det pseudoarbejde, som blev problematiseret fra blandt andre Dennis Nørmarks side. 

Med risiko for overfortolkning virker det, som at Dennis Nørmark i sin nye bog "Tag tiden tilbage" er opmærksom på, at det sidste kan være en faldgrube. Det bliver nuanceret, at det ikke er den enkeltes subjektive opfattelse, der tæller, men det er arbejdets betydning ind i organisationen.

Dennis Nørmark forfalder stadig til den subjektive betegnelse af "rigtigt arbejde", som typisk er betegnelsen for frontlinjearbejde, mens administrativt og back office-opgaver oftest er der, hvor det overflødige fedt opstår – dog nuanceret en smule, så det ikke er alt, der er overflødigt.  

Balance synes uklar
Som læser synes jeg at det organisationsideal, som Dennis Nørmark tilstræber, både er noget idealiseret og også en kende forenklet. Det er en helt relevant diskussion, om de ansattes fagligheder får tilstrækkeligt spil i den moderne organisation.

Historien har imidlertid vist, at rene fagvælder har en tendens til at lukke om sig selv og blive uimodtagelige for forandring til ugunst for dem, der skulle nyde glæde af fagligheden. Den balance synes uklar i Dennis Nørmarks optik. 

Lars Qvistgaard
Formand, Akademikerne

Det synes uomtvisteligt rigtigt, at fagligheden mange steder bliver holdt i alt for stramme tøjler, hvilket har betydning for kvaliteten og resultatet af de opgaver, der bliver løst. Historien har imidlertid vist, at rene fagvælder har en tendens til at lukke om sig selv og blive uimodtagelige for forandring til ugunst for dem, der skulle nyde glæde af fagligheden. Den balance synes uklar i Dennis Nørmarks optik. 
 
I bogen er eksempelvis en bemærkelsesværdig case om en organisation, hvor den interne revision har konstateret at journaliseringen har været mangelfuld gennem en årrække. Organisationen bliver derfor sat til at skulle rette op på dette.

Det kan synes irrelevant for virksomhedens kerneopgaver, at der skal sættes tid og ressourcer af hertil. Men det kan jo have betydning, hvis man i fremtiden har behov for at vurdere opgavernes betydning for omverdenen.

Jeg tror, de fleste os forventer, at eksempelvis sundhedssektoren har fuldt styr på registreringen af forbruget af medicin og behandlingsmetoder og deres virkninger eller bivirkninger også tilbage i tiden.  

Flere inspirerende refleksioner
Som tidligere controller kan jeg godt synes, at nogle af Dennis Nørmarks feltstudier er interessante. Mantraet var for mig, at styring og controlling var karakteriseret ved få mål, men mange målinger.

Jeg overraskes af de mange ledelsesreferencer i bogen, som anerkender, hvor lidt disse målinger har betydning for virksomheder og organisationers ledelse.

Og det er vel en af de grundlæggende pointer, at man som ledelse altid skal udfordre sin egen hunger efter viden om organisationen og begrænse den til det, der er nødvendigt for at kunne levere kerneopgaven.

Trods bogens retorik om det rigtige arbejde er der mange refleksionspunkter, man som leder kan lade sig inspirere af. Jeg tror de fleste af os, lige som vores organisationer, er indrettet med en indbygget tendens til systembevarelse.

Når organisationen vokser, og opgaverne vokser, er det som oftest kun, hvis der er en ydre anledning som årsag, at man får taget sig sammen til at se på sammensætningen af opgaverne, og hvor mange der skal til for at løse disse opgaver.

Det søger man at tage hånd om i budgetmodeller eller i organiseringen med for eksempel intern afregning, som Dennis Nørmark også fremhæver som model til at sikre balance mellem de administrative og de udførende opgaver. 

De fleste af os kan dog nok også genkende den situation, hvor det er de tidligere opgaver, som definerer de fremtidige opgaver, og her kan det være fornuftigt at holde spejlet op foran sig og stille nogle af de spørgsmål, som Dennis Nørmark adresserer, for at identificere, om der er opgaver, som har mistet deres betydning i organisationen. 

Kan snildt genkende cases
Det er en vanskelig balancegang at omfatte anbefalinger til både medarbejdere og ledere, når det arbejde, der ikke har betydning for kerneopgaven skal identificeres og elimineres. Som medarbejder kan jeg snildt genkende flere af de cases, som Dennis Nørmark fremdrager, om hvordan man kan blive overvældet af opgaver, som man ikke selv ser som kernen af sin funktion.

Omvendt kan jeg som leder godt finde begrundelse for nogle af de tiltag, jeg som medarbejder ikke kan lide, da det som leder er nødvendigt at have redskaber, der kan sikre organisationens effektivitet og produktivitet. Selv om jeg synes om mange af de spørgsmål der bliver rejst, er jeg usikker på, om "Tilbage til arbejdet" rammer den rette balance mellem det ene og det andet perspektiv.

Afslutningsvis kan det nævnes, at Dennis Nørmark peger på et dilemma, som jeg ikke helt har sluppet endnu. Meget af det arbejde, som bliver udført på vidensarbejdspladser, og som bliver udført af akademikerorganisationernes medlemmer, er opgaver, hvor indhold, kvalitet og afslutning bliver defineret undervejs i arbejdet.

Ikke desto mindre måler vi stadig arbejdets omfang i forhold til en fastlagt arbejdstid, i stedet for eksempelvis hvornår opgaven er afsluttet. 

Grænseløst arbejde
Dennis Nørmark peger på, at det kan give medarbejdere den problematiske oplevelse af at have for meget tid til opgaverne, og at det kan være en kilde til opfindelse af indholdsløst arbejde blot for at holde tiden gående indtil næste opgave.

Jeg hører sjældent dette være tilfældet. Oftest er det den modsatte problemstilling, der gør sig gældende. Hvor mange oplever, at deres arbejde har en grænseløshed, som gør det svært at holde balancen mellem arbejdsliv og fritid, og hvor den konkret aftalte arbejdstid er et værn mod for meget arbejde.

Ideelt set burde det være muligt efter afslutningen af en konkret opgave at glæde sig over dens afslutning, tillade sig restitution og refleksion inden den næste opgave.

Det kunne være spændende, om Dennis Nørmark i sit videre arbejde med arbejdslivets indretning kom med nogle anvisninger til, hvordan vi håndterer det.