DFF: Trepart er forældet

Af Lisbeth Balslev Aagaard
Leder af Rådgivningen og socialpolitisk konsulent i Dansk Fibromyalgi-Forening (DFF)

I DFF er vi optaget af, hvordan velfærdssamfundet kan styrkes både økonomisk og menneskeligt, således at der både kan sikres større vækstmuligheder til fordel for samfundsøkonomien generelt, men også kan sikres større inklusion på arbejdsmarkedet. 

Målet for DFF er overordnet at skabe et mere dynamisk arbejdsmarked for mennesker med nedsat arbejdsevne og at øge det enkelte menneskes livschancer via en progressiv og strategisk arbejdsmarkedspolitik. 

Både offentlige og private arbejdsgiveres holdninger og indsatser har stor indflydelse på udvikling af en inklusionsstrategi. DFF mener, at både vækstøkonomi og udvikling af inklusionsmuligheder kan opfyldes ved en samlet strategi.

Alle skal inddrages
Som udgangspunkt ønsker DFF, at alle mennesker uanset arbejdsevne skal have mulighed for at indgå på arbejdsmarkedet, således at den enkelte oplever at kunne bidrage og tage aktivt del i samfundsudviklingen; således at den enkelte borger oplever en mulighed for at blive betragtet som en vigtig medborger. 

Ligeledes skal samfundets demokratiske beslutningsstrukturer og -processer inkludere borgere med nedsat arbejdsevne i ide- og politikudvikling. 

DFF er overbevist om, at vi ikke kan fortsætte som hidtil, da flere og flere borgere eksluderes og ringeagtes med de nuværende løsninger, og det koster samfundet millioner. 

Lisbeth Balslev Aagaard
Leder af Rådgivningen og socialpolitisk konsulent i Dansk Fibromyalgi-Forening (DFF)

Alle mennesker har brug for at høre til og at føle sig som en del af noget større, og dette kan ske via en strategisk inklusionstankegang. 

Udvikling af klare og tydelige inklusionsstrategier vil være en proaktiv og forebyggende tilgang, der på sigt vil kunne foregribe udstødningsmekanismer og styrke velfærdssamfundet generelt.

Behov for en inklusionsstrategi
Overordnet set ønsker DFF, at arbejdsmarkedets parter under trepartsforhandlingerne udvikler en samlet inklusionsstrategi, der dels tager hensyn til de forskellige målgrupper, der i dag har behov for at blive inkluderet i større grad på arbejdsmarkedet, og ligeledes tager hensyn til de forskellige aktørers muligheder for rent organisatorisk og økonomisk, at skabe og sikre større inklusion.

For i langt højere grad at konsolidere og udvikle et stærkere inkluderende arbejdsmarked, er der derfor behov for et samlet overblik over, hvilke grupper og herunder estimeret hvor mange der har behov for en særlig indsats for at kunne blive en del af arbejdsmarkedet. 

Der skal dels politisk tages et signifikant ansvar for inklusionsprocessen, og dels konkret kan der således udvikles de særlige indsatser, der skal til, for at inklusionsprocessen bliver en succes.

De svage skal sidde med ved bordet
DFF's udgangspunkt er, at det ikke er kvalificeret at se alene på én gruppe. Der må som nævnt laves en samlet strategi, som giver arbejdsgivere, offentlige som private, et overblik over, hvor stor inklusionsopgaven er, således at arbejdsmarkedets parter får et oplyst grundlag vedrørende økonomiske implikationer, beslutnings- og implementeringsproces. 

DFF vurderer, at følgende grupper har et særligt behov for en indsats for at kunne komme ind på arbejdsmarkedet:

1. Kontanthjælpsmodtagere - kortvarige og langvarige
   
   
2. Handicappede - både fysisk og psykisk 
   
   
3. Ledige fleksjobbere (20 procent ledighed inden for fleksjobområdet)
   
   
4. Førtidspensionister – flere skånejob (større økonomisk incitament for arbejdsgiver og førtidspensionist til at tage et skånejob)
   
   
5. Sygemeldte – konsolidering af fastholdelsesstrategier for sygemeldte (hurtig afklaring og udredning, samt eventuellt rehabiliteringsplan; samt styrkelse af muligheden for fastholdelsesfleksjob eller andet fleksjob)

Andre aktører har noget at byde på
For at nye samarbejdsplatforme og nye metoder for løsning af inklusionsproblemer på arbejdsmarkedet får en så bred opbakning som muligt af centrale aktører i velfærdssamfundet, ser DFF, at den klassiske model for trepartsforhandlinger må justeres. 

DFF ser flere mulige aktører end hidtil:

• Arbejdsmarkedspensionskasserne har en stærk økonomi, og ligeledes har de medlemmer, som nedslides og udstødes fra arbejdsmarkedet. 
  
  
• Patientorganisationerne og handicaporganisationerne sidder inde med stor viden om sygdomme, og hvordan disse begrænser arbejdsevnen.
  
  
• Arbejdsgivere, private som offentliges medvirken og interesse i at ansætte mennesker med nedsat arbejdsevne på arbejdsmarkedet er væsentlig. 
  
  
• Staten skal sikre, at der skabes en målrettet styring- og adfærdsudvikling i forhold til målet om større inklusion af mennesker med nedsat arbejdsevne. 
  
  
• Fagbevægelsen skal sikre, at løn- og ansættelsesforhold sker efter overenskomsterne inden for den enkeltes faglige område.
  
  
• KL skal sikre, at kommunerne implementerer de beslutninger og drøftelser, trepartsforhandlinger udmunder i. Således skal kommunerne sikre hurtig udredning og afklaring af borgere og sikre opkvalificering af sagsbehandlere. KL skal endvidere være initiativtager til at udvikle nye metoder og nye politikker for inklusion af mennesker med nedsat arbejdsevne.

Nye metoder og nye platforme
Der må udvikles et tættere samarbejde mellem sagsbehandler, udredningsenheder på hospitalerne, patientorganisationer og borgeren, så afklaring af arbejdsevnen kan ske hurtigt. 

De nye samarbejdsplatforme skal inddrage borgeren, da borgeren ofte sidder inde med den vigtigste viden for at kunne inkluderes på arbejdsmarkedet. Hvis flere arbejder sammen om et givent mål, opnås øget ejerskab og bedre resultater. 

At trepartsforhandlingerne derfor udvikles og tilpasses til en moderne tidsalder, som afspejler nutidens kompleksitet, og hvor eksempelvis patientorganisationernes viden inddrages i løsningerne vil være et skridt i den rigtige retning. 

Ligeledes vil en indtænkning af pensionskasserne i løsningsmuligheder kunne bidrage til bedre økonomi og flere projekter, hvis mål skulle være at inkludere blandt andet pensionskassernes medlemmer, men også andre borgere med nedsat arbejdsevne på arbejdsmarkedet. 

Et sted at starte
DFF er overbevist om, at vi ikke kan fortsætte som hidtil, da flere og flere borgere ekskluderes og ringeagtes med de nuværende løsninger, og det koster samfundet millioner. 

At skabe fattigdomsproducerende politik via arbejdsudbudstankegangen og herunder udhule overførsler, skaber ikke løsninger, der er samfundsøkonomiske og menneskelige billige på lang sigt. 

Der må skabes politik, der er løsningsorienteret. Det er derfor at begrebet politik skal ses som mulighed for at træffe forskellige valg.

Der er nok og tage fat på i trepartsforhandlingerne. Lad os starte med en samlet inklusionsstrategi. Det vil give overblik, struktur og målretning og mere vækst.