Fem stærke stemmer: Her er det nye debatpanel
DEBATPANEL: Hjernen bag Danmarks største kommercielle jobportal, en jobcenterchef med fingrene i virkeligheden, pensionskassernes grand old man, en rising star fra SF og regeringens beskæftigelsespolitiske vagthund. Mød de nye debattører på Altinget Arbejdsmarked.
Søren Elkrog Friis
MagasinredaktørDagpengereform, moderne kontanthjælpsloft, social dumping, job til flygtninge, topskattelettelser, pensionsreform, BoligJobordning, gensidig forsørgelsespligt.
På det beskæftigelsespolitiske område er der lagt op til et begivenhedsrigt og konfliktfyldt folketingsår.
Vi giver ordet til fem nye debattører, der fra vidt forskellige positioner på det arbejdsmarkedspolitiske felt får mulighed for at lufte synspunkter og krydse klinge på Altinget Arbejdsmarked.
Debatpanelet består af:
Sisse Marie Welling (SF): Medlem af Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune, hvor hun er beskæftigelses-, bolig- integrations- og sundhedsordfører. Derudover Folketingskandidat.
Hans Andersen (V): Beskæftigelsesordfører for Venstre i Folketinget. Byrådsmedlem i Frederiksund.
Torben Möger Pedersen: Administrerende direktør for Pension Danmark.
Kaare Danielsen: Stifter og direktør for JobIndex, Danmarks største private jobportal.
Kim Them Serup: Arbejdsmarkedschef i Næstved Kommune. Tidligere blandt andet arbejdsmarkedschef i Dansk Metal, konsulent i Arbejdsministeriet og kontorchef på LO's Bruxelles-kontor.
Første debattør på banen er Venstres beskæftigelsesordfører Hans Andersen, som vil sætte foden ned over adgangen til danske velfærdsydelser for EU-borgere fra andre lande.
Læs indlægget her: V: EU skal ikke være en social union