Forbundsformand: Det kræver politisk vilje at sikre folk en værdig alderdom

Den første gruppe er typisk højtuddannede. De har job, der primært kræver noget af hovedet og ikke så meget af kroppen. De har høje lønninger og gode pensionsopsparinger.

Når de nærmer sig efterløns- eller pensionsalderen, har de typisk (økonomisk) overskud til selv at vurdere, om de har lyst til at forlade arbejdsmarkedet eller ej.

Denne gruppe kan med andre ord få den afsked med arbejdsmarkedet, som vil være optimal for os alle.

Den anden gruppe har en kort eller ingen uddannelse. De har job, hvor de hver dag bruger deres krop. De har igennem livet tjent en lavere løn og har mindre pensionsopsparinger.

Deres kroppe slides gennem arbejdslivet, og ofte er den nedslidt, allerede inden de når pensionsalderen. De ender derfor langt hyppigere end den første gruppe på førtidspension eller anden offentlig forsørgelse.

De, der rent faktisk arbejder til folkepensionsalderen, må slæbe sig det sidste stykke i mål. Denne gruppe får sjældent en værdig afsked med deres lange arbejdsliv.

Privilegerede får en økonomisk bonus
Seniortænketanken blev bedt af den forhenværende regering om at komme med bud på, hvordan vi får flere til at blive længere på arbejdsmarkedet.

Der er flere gode forslag, og jeg håber, at politikerne lytter, for de tiltag, der hidtil er prøvet, er ikke gode nok.

Hovedsageligt fordi de udelukkende koncentrerer sig om den første gruppe. Om de privilegerede.

I starten af november besluttede politikerne på Christiansborg sig for endnu en gang at belønne seniorer, der vælger at blive på arbejdsmarkedet frem for at gå på pension.

De får en skattefri præmie på op til 67.000 kroner, hvis de arbejder to år efter pensionsalderen. Men nok så mange tusinde kroner kurerer ikke den slidte skulder eller de dårlige knæ.

Tiltaget kommer derfor alene den første gruppe til gode; de, der kan og i høj grad allerede bliver længere på arbejdsmarkedet. De i forvejen privilegerede med de gode pensionsopsparinger.

Politisk vilje og penge løser problemet
Jeg mener, det er en forkert måde at bruge vores fælles midler på – at give mere til dem, der allerede har. Vi bliver nødt til i stedet at se på, hvordan vi kan hjælpe den anden gruppe. Jeg mener, at der er tre fokusområder:

For det første skal der bruges langt flere midler på uddannelsessystemet, så vi kan få løftet uddannelsesniveauet.

Det handler både om at højne kvaliteten af uddannelserne, om bedre oplysning om mulighederne og om at sikre, at der er incitamenter, der får folk til at benytte de muligheder, der er.

For det andet skal arbejdsmiljøet forbedres væsentligt. Teknologien hjælper os på vej, men det går for langsomt med at få forbedret arbejdsmiljøet på de danske arbejdspladser.

Alt for mange slides ned, og det kræver politisk vilje og ikke mindst penge at rette op på det.

Uværdigt at skulle slæbes over målstregen
Sidst, men ikke mindst, skal vi sikre, at de, der arbejder i de brancher, hvor nedslidningen finder sted, også kan forlade arbejdsmarkedet med værdighed – før kroppen siger stop.

Har man haft et langt arbejdsliv og ydet sig bidrag til fællesskabet, er det uværdigt at skulle slæbe sig over målstregen – eller ende sit arbejdsliv på førtidspension.

En sådan ordning for de nedslidte lønmodtagere bliver af nogle anset for et stort privilegium.

Jeg er dog ikke i tvivl: De privilegerede er dem, der kan arbejde længere.