Kinas økonomi er på vej mod afgrunden, men en kursændring vil undergrave Xi Jinpings magt

I Kina er valg noget som bekræfter magt; magt er ikke noget man udfordrer – med mindre man går med en drøm om at tilbringe nogle år i en arbejdslejr i det ydre Mongoliet. 
 
Derfor er vi ikke alle sammen kaffepauseeksperter på kinesisk politik på samme måde, som vi gladelig diskuterer Harris' muligheder for at slå Trump i Pennsylvania.

Der er ingen helaftensudsendelser på tv om kinesisk politik eller arrangementer i Altingets gård, hvor folk møder op for at drøfte diskussionerne i politbureauet over en kop kaffe.  

Selvom det langt fra altid føles sådan, så er den åbenhed en enorm styrke ved det amerikanske politiske system.

For hvor overrasket man end kan blive over et valgresultat, så ved man, hvornår og hvordan magten skifter.

Xi Jinping er ikke på valg. Det betyder, at der ikke sker den korrektion af den økonomiske politik, som i de fleste tilfælde forhindrer demokratier i at køre ud over afgrunden.

Mikkel Vedby Rasmussen

Og vi har en god ide om, hvad et valg af Trump vil betyde, og hvad et valg af Harris vil betyde. Derfor tager aktiemarkederne det også roligt. Markedet har dækket sig ind. 

Det kinesiske aktiemarked er anderledes uroligt. I sommer forsøgte den kinesiske regering at sætte gang i økonomien med blandt andet en rentenedsættelse.

Det fik de kinesiske aktier til at ryge i vejret. Men nu er markederne i frit fald.

Børsen i Shanghai oplevede det største fald i aktiernes værdi i 27 år. Markederne har mistet troen på, at regeringen i Beijing kan forhindre økonomiske nedgangstider. 
 
Siden coronapandemien har Kina kæmpet med at få sin økonomi tilbage på vækstsporet.

Det er ikke blevet nemmere af, at pandemien mindede resten af verden om vores afhængighed af varer produceret i Kina.

Den afhængighed består i stigende grad som en sikkerhedspolitisk udfordring, fordi pandemien også forstærkede de autoritære tendenser i præsident Xi Jinpings ledelse af landet.

Apple har således flyttet dele af produktionen af iPhones ud af Kina. Mange andre vestlige firmaer gør det samme. 

Takket været etbarnspolitikken er Kina hurtigere end noget andet land gået fra at være et land med en gigantisk arbejdsstyrke til et land med enormt mange pensionister.

Økonomen Lars Christensen påpeger, at siden Kina ikke har opbygget et egentligt pensionssystem, så har kineserne investeret deres opsparing i boliger.

Det skaber masser af arbejde i byggebranchen, men det er ikke nødvendigvis den bedste måde at forrente pengene på.   

De mange penge, kineserne tjener, går ikke til investeringer i nye teknologier, som kunne tjene endnu flere penge til samfundet, hvis kineserne havde pensionsselskaber, som købte aktier.

Spørgsmålet er, om partiet kan overleve Xi Jinping.

Mikkel Vedby Rasmussen

Men, som Christensen påpeger, så har kommunistpartiet ideologisk modstand mod aktier – det er partiet, ikke aktionærer, som skal eje Kina.

Derfor har rige kinesere de senere år pludselig befundet sig i fængsel, fordi de fyldte vel meget i det offentlige liv.

Det signal har udenlandske investorer ikke været sene til at fatte, og en række udenlandske virksomheder har afviklet deres selskaber i Kina for ikke at være gidsler for den kinesiske stat. 
 
Den kinesiske regering tager til gengæld gerne sine egne borgere som gidsler.

Financial Times kan således berette om, hvordan offentligt ansatte har fået inddraget deres pas. De kan kun rejse ud efter at have udfyldt en lang ansøgning til de lokale myndigheder.

For en befolkning, der siden 1980'erne har vænnet sig til, at verden kom til Kina, og kinesere kunne rejse ud i verden, er det en enorm omvæltning. 

Hvis præsident Xi Jinping skulle stille op til et valg som Harris eller Trump, så ville undertrykkelse af borgernes frihed og nedgang i økonomi ikke ligefrem være opskriften på genvalg.

Men Xi Jinping er ikke på valg.

Det betyder til gengæld, at der ikke sker den korrektion af den økonomiske politik, som i de fleste tilfælde forhindrer demokratier i at køre ud over afgrunden.

Valg giver muligheden for at dreje af.

Den mulighed har Kina ikke. For en kursændring vil undergrave ikke bare Xi Jinping, men kommunistpartiets magt.  
 
Hvis Kina er på vej mod afgrunden, så kører landet – som det i sin tid blev sagt om Danmark – mod afgrunden på første klasse.

Kommer de til at se det som et valg mellem partiets og Xi Jinpings overlevelse, så vil partiets ledere pensionere Xi Jinping.

Mikkel Vedby Rasmussen

Kina har ikke Sovjetunionens økonomi, som var ude af stand til at konkurrere på verdensmarkedet og var dybt afhængig af at kunne eksportere olie.

Men Kina har Sovjetunionens politik – og det var det sovjetiske kommunistpartis uvilje til at acceptere konsekvenserne af markedsreformer, der bragte regimet til fald.

Frem til at Xi Jinping overtog magten, var det kinesiske kommunistparti anderledes fleksibelt.

Det er Xi Jinpings autoritære tendenser, som gør det svært at håndtere økonomien og bringer Kina på konfrontationskurs med USA og dets allierede.  

Det kinesiske kommunistparti har overlevet forbud, borgerkrig og ikke mindst sin egen ondskab og inkompetence siden 1920'erne.

Spørgsmålet er, om partiet kan overleve Xi Jinping.

Kommer de til at se det som et valg mellem partiets og Xi Jingings overlevelse, så vil partiets ledere pensionere Xi Jinping.

Han kan så blot håbe, at han får lov til at spille golf i fred. Mens en anden prøver at redde partiets magt over Kina.