En hidtil uset politisk alliance er dannet, og ramaskriget er fuldstændig udeblevet

Og reaktionen? Ramaskriget? Det er udeblevet. Det er som om tabuet simpelthen er væk.

Det fortæller os noget interessant om dansk politik. Afstanden mellem Radikale og de andre borgerlige knyttede sig snævert til den værdipolitiske dagsorden, der voksede frem efter valget i 2001.

Det handlede først og fremmest om udlændingepolitik, men kastede også en række tilknyttede skel af sig, der i bund og grund afspejlede afstanden mellem Radikales stadig mere højlydte "progressive" værdipolitik og det borgerlige Danmarks i bred forstand mere "De Konservative". Storbytosser mod landsbytosser.

Afstanden mellem KLAR og SVM er langt fra uoverskridelig. De taler ikke to forskellige sprog, men to forskellige dialekter

Christian Egander Skov

Præsten og politikeren Søren Krarup, der dengang var medlem af Dansk Folkeparti, kaldte betegnende for stemningen valget i 2001 "det lille systemskifte". Og hvad handlede det om?

Ja, det handlede det om, at Radikale Venstre endelig var blevet sat stolen for døren. Det handlede om at gøre op med et parti, der havde svunget taktstokken siden sin stiftelse få år efter det store systemskifte i 1901.

Vælgermæssigt trivedes Radikale egentligt meget godt med det. Men det betød også, at partiet gik fra at være midterpartiet per excellence til at indtage en yderposition. Den balance – eller ubalance – har siden martret det radikale sjæleliv. Og gør det vel endnu i dag. Partiet er ikke udskrevet fra historiens sygeafsnit, men måske i bedring?

KLAR-koalitionen har en umiddelbart politisk betydning som et modsvar til SVM-regeringen. KLAR repræsenterer en anden og mere renskuret borgerlig variation over det reformpolitiske tema, der kan sætte regeringen i vanskeligheder og synliggøre de indre sprækker i dens altid noget dristige konstruktion.

Men i virkeligheden er det snarest som indikation på de dybereliggende forandringer i dansk politik, at KLAR er interessant.

Den nye omgang håndtryk antyder et nyt politisk landskab. Her er afstanden mellem De Konservative, Liberal Alliance og Radikale på centrale velfærdspolitiske spørgsmål mindre end afstanden mellem De Konservative, Liberal Alliance og de partier, som snarere kanaliserer en populistisk reaktion mod reformpolitikken.

Samtidig er afstanden mellem KLAR og SVM langt fra uoverskridelig. De taler ikke to forskellige sprog, men to forskellige dialekter. På samme måde, som hvis man bor på hver sin side af en bæk på Als. Bækken er der jo, og man kan få våde fødder. Men man kan jo bare gå over. Rubicon er det ikke.

Dette må, trods alle vanskeligheder, være en af de helt store sejre for den politiske teori, som ligger bag SVM. Store Bededag og regeringens damptromletilgang til politik i dens første 100 dage har haft omkostninger.

Tilliden til regeringen er meget lav, vælgerne flygter, og en udvikling i retning af øget splittelse og politisk polarisering er i den grad en mulighed. Men sagen er, at vi lige nu ser noget andet

Christian Egander Skov

Tilliden til regeringen er meget lav i befolkningen, vælgerne flygter fra den, og en udvikling i retning af øget splittelse og politisk polarisering er i den grad en mulighed.

Men sagen er, at vi lige nu ser noget andet – og faktisk har gjort det siden det lykkedes regeringen at splitte oppositionen på spørgsmålet om folkeafstemning. Størstedelen af oppositionspartierne bejler åbenlyst til magten og søger indflydelse. Det gælder KLAR-koalitionen. Det gælder alliancen mellem De Konservative, SF og Liberal Alliance på uddannelsespolitikken.

Det gælder også Danmarksdemokraterne og SF. Dansk Folkepartis rolle i forhold til de mange forlig, de er en del af, er ikke afklaret. Tilbage i hård opposition står Nye Borgerlige og Enhedslisten.

Samtidig lægger regeringen nu op til en mindre konfrontatorisk linje, i takt med at relevansen af dens krisefortælling træder i baggrunden. Det er ikke blot et nyt politisk landskab, men også en ny mulighed for regeringen.

Måske har de alligevel opfundet den politiske evighedsmaskine.