Regeringen vil ændre lov, så kontanthjælpsmodtagere ikke straffes for grænsehandel

Som kontanthjælpsmodtager kan man sagtens både stå til rådighed for arbejdsmarkedet og tage over grænsen for at handle billige varer, mener beskæftigelsesministeren. En lovændring er derfor på vej.

Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Simon Lessel

Det skal være helt slut med historier om kontanthjælpsmodtagere, der bliver trukket i ydelser for at køre over grænsen for at handle billige varer.

Det mener beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), der derfor vil ændre loven.

"Jeg mener godt, at man kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet, selv om man en eftermiddag er taget syd for grænsen for at handle. Nogle kontanthjælpsmodtagere har oplevet at blive sanktioneret for at tage over grænsen for at handle, og det, synes jeg, ikke er hensigtsmæssigt," skriver beskæftigelsesministeren i en mail til Altinget.

Jeg mener godt, at man kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet, selv om man en eftermiddag er taget syd for grænsen for at handle.

Ane Halsboe-Jørgensen (S)
Beskæftigelsesminister

Den kommende lovændring er en reaktion på de historier, som blandt andet DR kunne fortælle i efteråret og vinteren 2022. Her berettede flere kontanthjælpsmodtagere om, hvordan de var blevet skåret i kontanthjælpen af kommunen for at tage over grænsen og købe dagligvarer.

Flere jura-eksperter pegede i den forbindelse på, at den lovgivning, som kommunerne fulgte, var ulovlig og i strid med EU-lovgivningen. Ombudsmanden gik også ind i sagen.

Efterfølgende skrev Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering ifølge Politiken til landets kommuner og bad dem om at sætte sanktioneringen af korte ophold i udlandet på pause.

"Vi har siden gjort det klart, at borgere på kontanthjælp gerne må handle på den anden side af grænsen og ikke skal sanktioneres. Det bliver de heller ikke fremadrettet," forsikrer ministeren nu.

Læs også

Det vil regeringen ændre

Sådan omtales lovændringen i regeringens lovprogram

Ændring af lov om aktiv socialpolitik (Lempelse af regler for udlandsophold i EU/EØS-lande for kontanthjælpsmodtagere)

Lovforslaget har til formål at sikre, at Danmark overholder EU-retlige forpligtelser og ikke begrænser helt korte udlandsophold i andre EU/EØS-lande for modtagere af kontanthjælpsydelser.

Lovændringen er programsat til behandling i Folketingssalen i februar 2024.


Kilde: Lovprogram for folketingsåret 2023-2024, Statsministeriet

Minister vil finde den rette balance

I loven om aktiv socialpolitik står der blandt andet, at en kontanthjælpsmodtager må opholde sig kortvarigt i udlandet, men at de samtidig skal have "befundet sig i Danmark inden for hvert døgn."

Samtidig gælder det, at udlandsopholdet kun må ske én gang om måneden, og at man skal give kommunen besked senest to dage før turen.

Regeringens ændringen af loven er på lovprogrammet til februar.

I lovforslaget bliver opgaven at finde "den rette balance" for, hvor lang tid kontanthjælpsmodtagere fremover må opholde sig i udlandet uden at overtræde reglerne, påpeger beskæftigelsesministeren.

"Reglerne skal give mening for den enkelte, men samtidig skal borgere på kontanthjælp selvfølgelig stå til rådighed for at tage et arbejde," skriver Ane-Halsboe Jørgensen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ane Halsboe-Jørgensen

Beskæftigelsesminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2009)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024