Særligt tilrettelagte projekter er ikke uddannelse
Anne Bjerregaard
Jeg eller ministeriet har ikke haft noget ønske om at skjule oplysninger. Hele formålet med Jobindsats er netop det modsatte, at give så mange som muligt indsigt i, hvordan det går med beskæftigelsesindsatsen.
Inger Støjberg (V)
Beskæftigelsesminister
I starten af sommeren måtte beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) se sig anklaget for "tal-trylleri" på Arbejdsmarkedsstyrelsens hjemmeside om statistik på overførselsmodtagere og beskæftigelsespolitik.
Ministeren var onsdag kaldt i samråd af Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører Torben Hansen for at forklare, hvorfor ministeriet er begyndt at opgøre "særligt tilrettelagte projekter" for kontanthjælpsmodtagere som "uddannelse" i statistikken.
"Det grundlæggende problem er, at i og med, man laver statistik-opgørelsen om, så er der pludselig usikkerhed om, hvor mange der er i "særligt tilrettelagte forløb" og hvor mange, der er i uddannelse. Det har i allerhøjeste grad betydning for, hvilke knapper vi skal skrue på," sagde Torben Hansen på samrådet.