Socialdemokratiet får ny ældreordfører under Fie Hækkerups barsel
Maria Durhuus afløser Fie Hækkerup som ældreordfører for Socialdemokratiet, imens hun er på barsel. Fie Hækkerups plads i Folketinget besættes af Louise Mehnke.
Sigurd Lilmose Bech
RedaktionsassistentDet bliver Maria Durhuus, der afløser Fie Hækkerup som ældreordfører for Socialdemokratiet, imens hun er på barsel.
Det oplyser Socialdemokratiet til Altinget.
Fie Hækkerups plads i Folketinget besættes under hendes barsel af Louise Mehnke, der sidder i byrådet i Fredensborg Kommune.
Maria Durhuus blev ved folketingsvalget 2022 valgt for Socialdemokratiet i Københavns Omegns Storkreds. Hun fik 2.616 personlige stemmer.
Den nye ældreordfører blev uddannet sygeplejerske i København i 2006 og fik i 2008 specialuddannelse i psykiatrisk sygepleje.