Fagforeningsformand: Forsvaret står på et vaklende fundament, som vi nu skal til at bygge på
Forsvarets medarbejdere holder Danmark sikkert i en verden, der bliver mere og mere usikker, men flere års nedskæringer og nedprioriteringer har efterhånden gjort det svært for dem at løse opgaven, skriver Jesper Korsgaard Hansen.
Jesper Korsgaard Hansen
Formand, Centralforeningen for Stampersonel (CS), formand, Centralorganisationen af 2010Efter en lang og sej valgkamp, hvor debatten om forsvars- og sikkerhedspolitik har været fuldstændigt fraværende, er vi en del, der venter i spænding på, at politikerne kommer tilbage på sporet og får sat en retning på vores forsvar. Første punkt på dagsordenen bliver at forhandle et nyt forsvarsforlig.
Som formand i forsvarets største fagforening vil jeg klart opfordre til, at politikerne først og fremmest skaber bedre arbejdsvilkår for medarbejderne og dermed stopper den værste blødning af folk, der forlader Forsvaret. Fastholdelse og rekruttering er nogle af de største udfordringer for Forsvaret, og udfordringen bliver ikke mindre, når der forhåbentligt skal findes endnu flere kollegaer. Jeg nævner med vilje fastholdelse før rekruttering, for det nytter naturligvis ingenting at kunne rekruttere, hvis folk forsvinder ud ad svingdøren efter få måneder.
Forsvarets medarbejdere holder Danmark sikkert i en verden, der bliver mere og mere usikker, men flere års nedskæringer og nedprioriteringer har efterhånden gjort det svært for dem at løse opgaven. Forsvaret er i dén grad underbemandet.
Det presser dem, der er tilbage, og som skal løbe ekstra hurtigt for at erstatte de kollegaer, der mangler. Dertil kommer, at der mangler udstyr og materiel, og at bygningerne er nedslidte. Kort sagt er det et vaklende fundament, som man nu skal i gang med at bygge på.
Fokus på kerneopgaven
Derfor er det første punkt på dagsordenen for vores politikere at få lappet hullerne og få skabt et forsvar, der er mere solidt og rustet til de opgaver, der skal løses nu og i fremtiden. Forsvarets kerneopgave skal prioriteres, og der skal skabes en robusthed på mandskabsfronten, så opgaveløsningen ikke længere afhænger af, at loyale medarbejdere tager telefonen i deres fritid og forlader familien over aftensmaden. Og i øvrigt er nødt til at bryde arbejdstidsreglerne for at få opgaven løst.
En prioritering af kerneopgaven betyder, at der skal være mere tid til træning og uddannelse. Selvfølgelig med det nødvendige udstyr og materiel. Til gengæld kan man så sørge for, at bureaukrati og unødvendig administration fjernes. Mange medarbejderes dagligdag drukner i administrativt arbejde, som tager tid fra de egentlige opgaver – ofte i systemer, som er langt fra brugervenlige.
En attraktiv karrierevej
Derudover skal der kigges mere langsigtet på, hvordan man motiverer medarbejderne til at blive i længere tid i Forsvaret. Soldater og medarbejdere i Forsvaret bruger nogle af deres bedste arbejdsår på at holde Danmark sikkert, og vi har som samfund et ansvar for, at de kan komme bedst muligt videre den dag, de beslutter sig for at lægge uniformen på hylden.
Fastholdelse og rekruttering er nogle af de største udfordringer for Forsvaret, og udfordringen bliver ikke mindre, når der skal findes endnu flere kollegaer
Jesper Korsgaard Hansen
Formand, Centralforeningen for Stampersonel (CS)
Når jeg taler med særligt de yngre medlemmer, ønsker de sig en mere fleksibel kontraktform med en civil uddannelsesordning, da en sådan ordning vil have en positiv effekt på både fastholdelse og rekruttering. Det viser erfaring fra andre lande, og det er også opfattelsen blandt store dele af Forsvarets ledelse. En kontraktform, hvor man sideløbende med sin tjeneste kan optjene civil uddannelse, vil være en gevinst for både den enkelte, Forsvaret og samfundet.
Forsvaret er en arbejdsplads med mange muligheder for at gøre karriere, men alt for få medarbejdere ser de muligheder, fordi der ikke er tilstrækkelig karriereudvikling. Der skal derfor skabes nogle karriereplaner, der giver mening, og som motiverer den enkelte i større udstrækning end i dag. Lokal vejledning og et opgør med det nuværende ansøgningssystem vil være en god start.
Vi kommer ikke udenom at se på lønnen
Sidst, men ikke mindst, er der hele spørgsmålet om løn og ydelser. Jeg ved godt, at selve lønproblematikken ikke hører hjemme ved forligsforhandlingerne, men det er noget, man bliver nødt til at tale om, for vi kan ikke komme udenom, at rigtigt mange kollegaer forlader Forsvaret på grund af den relativt lave løn. Grunden til, at jeg alligevel tager lønnen med på listen, er, at forsvarsforliget bør prioritere lønkroner til flere ansatte, til fastholdende aktiviteter, til mere uddannelse, øvelser og til udbetaling af variable ydelser.
Det bliver en stor opgave at genopbygge et forsvar, der har været nedprioriteret i så mange år. Genopbygningen må og skal starte ved medarbejderne, for der er ikke et forsvar uden dem.