Tesfaye går i ideologisk ring
Mads Bang
JournalistDen tidligere SF-næstformand Mattias Tesfaye har droppet politik, meldt sig ind i Socialdemokratiet og er tilbage i sit fag som murer. Han holder dog fast i den politiske dagsorden med sin bog "Kloge hænder", som er landet midt i den politiske debat om reform af erhvervsskolerne.
Tesfayes projekt med "Kloge hænder" er tiltrængt. Han konstaterer med en række gode og velfortalte eksempler, at det er på høje tid at fremme det gode håndværk og anerkende Danmarks faglige traditioner og de mennesker, der holder dem i hævd. Især i en tid, hvor erhvervsskolerne er kommet ud af finanskrisen som tabere i uddannelsesræset.
"Kloge hænder" giver et levende blik på den faglighed, der er truet. Lige fra dårligt byggeri i Ørestaden, der anerkendes vidt og bredt som verdensarkitektur, til et kritisk blik på den manglende forståelse for, at rengøringsassistenter på hovedstadens sygehuse skal have et højt fagligt niveau.
Så langt lykkes Tesfaye. Faktisk så godt, at mange unge kunne have glæde af at læse bogen og forstå, at en murer ikke bare smider sten oven på hinanden og for øvrigt er ligeglad.