Wolt: Politiske automatreaktioner overskygger fakta om platformsindustrien

De sidste ugers debat i Altinget har med al ønskelig tydelighed vist, at platformsvirksomheder er en politisk katalysator. Fortæl mig, hvad du synes om platformsvirksomheder, og jeg skal fortælle dig, hvad du stemmer.

Og selvom det selvfølgelig er interessant, at der er politisk interesse for vores forretning og vores forretningsmodel, så forsvinder nuancerne alt for hurtigt i de meget polariserede politiske automatreaktioner. 

Polariseringen bliver desuden yderligere forstærket af, at man hos fagbevægelsen er meget påpasselig med at gå i dialog – både med os som virksomhed, men i særdeleshed med dem det egentlig burde handle om: kurerpartnerne/budene.

Automatreaktioner afspejler ikke sandheden

For os er budenes ønsker det vigtigste, og den pointe understreger Anna Ilsøe og Trine P. Larsen fra Københavns Universitet i deres indlæg 19. november. Her skriver de:

“Her er det vigtigt at lytte til platformsarbejdernes og platformenes erfaringer i den kommende tid og indtænke dem i de fremtidige modeller. Deres erfaringer er værdifulde – ikke kun i forhold til platformsøkonomien – men også i forhold til andre dele af fremtidens arbejdsmarked, hvor freelancearbejde og bibeskæftigelse kan blive mere udbredt.”

Vi ved fra flere undersøgelser, senest en paneuropæisk undersøgelse af 16.000 bude på tværs af 24 europæiske lande, at langt de fleste af budene ønsker at arbejde som selvstændige med fleksibilitet og mulighed for at selv at vælge arbejdstid og -længde. Det er arbejdstagere anno 2021, der svarer sådan, men det gør ikke indtryk på en fagbevægelse, der ellers er skabt for at varetage arbejdstagernes interesser.

Automatreaktionen lyder derfor fra fagbevægelsen og fra venstrefløjen, at arbejdsgivere fralægger sig arbejdsgiveransvaret blot ved at udråbe deres medarbejdere til at være selvstændige. Men det er jo ikke hele sandheden, hvis arbejdstagerne netop ikke ønsker at være medarbejdere med mellemledere og vagtplaner.

Vi undergraver ikke den danske model

Virkeligheden er, at det er nemmere at få arbejdskraft til at melde sig arbejdsklar som selvstændige i platformsindustrien end som medarbejdere i den danske hotel- og restaurationsbranche. Det er virkeligheden, og det er en afspejling af nutidens arbejdsmarked.

Det håndterer vi ikke ud fra automatreaktioner, men med ud fra en nuanceret beskrivelse. Altingets invitation til debat om platformsvirksomheder har heldigvis bragt nuancer ind og vist, at platformsvirksomheder kan bidrage med såvel skatteprovenu og fast arbejde som eksempelvis hos Happy Helper såvel som en virksomhedsoverenskomst, der gør det muligt for rengøringsplatformen Hilfr at ansætte platformsarbejdere på nultimerskontrakter.

Fagbevægelsens popularitet er dalende, og derfor bliver automatreaktionen udtrykt med kulsorte fortidsbilleder af daglejere på havnen tilsat voodoomagi og heksekunster.

Søren Meier Svendsen
Adm. direktør, Wolt Danmark

Platformsvirksomhederne undergraver ikke den danske model. Det gør en manglende opdatering af den danske model. Det fleksible arbejdsmarked er kommet for at blive, som Anna Ilsøe og Trine P. Larsen udtrykker det.

Det er et arbejdsmarked, hvor private forsikringsselskaber har set muligheden for at tilbyde den sikkerhed til arbejdstagerne, som fagbevægelsen har haft patent på at tilbyde. Men fagbevægelsens popularitet er dalende, og derfor bliver automatreaktionen udtrykt med kulsorte fortidsbilleder af daglejere på havnen tilsat voodoomagi og heksekunster. 

Virkeligheden er anderledes, og den danske model kan sagtens bære en version 2.0, hvor platformsarbejdernes og platformenes erfaringer bliver indtænkt. Alt andet ville jo blot være en automatreaktion. 

Fleksibilitet er ikke et arbejdsgiverønske

Vi ønsker nuancerne, og vi ønsker at tage udgangspunkt i den virkelighed, vi opererer i. Som Nicole Offendal her i Altinget så pædagogisk forklarer det, skal vi som arbejdsmarkedets parter “ikke ændre folk, deres behov eller ønsker, så de passer ned i en skabelon. Vi skal derimod turde modernisere os selv, nytænke og tilpasse vores aftaler og overenskomster til den virkelighed, vi er en del af. Og som vi har et medansvar for.”

Det er præcis, hvad Wolt ønsker at tage medansvar for. Og det er præcis det, vi har forsøgt at komme i dialog med fagbevægelsen om. Men for os handler det om at finde nye måder at kombinere sikkerhed og fleksibilitet på og ikke om at presse nye arbejdsformer ned i gamle kasser.