Aki-Matilda Høegh-Dam: Grønland skal omsætte stormagternes Arktis-interesse til udenrigspolitik kompetence

Interessen for Arktis øges hverdag. Vores hjem, Grønland, som geografisk ligger tæt på nordpolen er i rampelyset fra det internationale samfund.

Stormagter banker på Naalakkersuisuts og udenrigsministerens dør på skift. USA opretter et kontor, og EU vil også have sin afdeling. Af samme årsag mener vi at det er på tide, at Grønland får den fulde udenrigspolitiske kompetence. Dette har vi kæmpet for i årtier, men nu er det mere relevant end nogensinde før.

Men for at forstå kontekst af dette, er det nødvendigt vi ser på den udenrigspolitiske historie mellem Danmark og Grønland.

Øget interesse er ingen undtagelse

En af de første ting Danmark gjorde i starten af forholdet med Grønland for omtrent 300 år siden, var at Kongen af Danmark ihærdigt sørgede for, at Holland og Portugal ikke længere kunne handle med varer rundt omkring i den grønlandske kyst.

Man har siden da fra dansk side mere eller mindre isoleret Grønland fra omverdenen, både når det handler om handel, udenrigspolitisk medbestemmelse eller almindelig menneskelig interaktion med andre folkefærd. Eksempelvis var det ikke tilladt for en grønlandsk person at interagere med amerikansk militær personale, selvom de var i grønlændernes eget land, helt frem til 1986.

Grønland har således aldrig med god vilje bedt Danmark om at føre vores udenrigspolitik, herunder også i forsvars- og sikkerhedspolitikken, for os. Vi har altid efterspurgt mere kontakt med omverdenen, og det gør vi også den dag i dag. Og trods disse eksempler kan lyde som noget, man blot kan læse i historiebøgerne, kan man argumentere for, at den ufrivillige isolation fra omverden ikke er helt er væk i dag.

Det er igennem utrættelige politiske aktører, at Grønland i dag har åbnet sig mere for verden omkring os. Jo mere globaliseret vi bliver, jo mere grønlandsk udenrigspolitisk kompetence er blevet nødvendig for Grønland.

Den øgede interesse for Arktis, som også kommer af både klimaforandringer og øget globalisering, kommer ikke til at være en undtagelse.

Forventningen om, at Grønland automatisk vil have den samme tilgang som Danmark, har desværre resulteret i store konflikter frem for et større samarbejde.

Aki-Matilda Høegh-Dam
Medlem af Folketinget for Siumut

Adskil Danmarks og Grønlands udenrigspolitik 

Så hvorfor har globalisering skubbet Grønland i retning af mere udenrigspolitisk kompetence? Og hvorfor er dette mere fornuftigt end at lade Danmark tage styringen alene? Der er tre konkrete grunde til at Grønland, med den store interesse for Arktis i dag, skal få fuld udenrigspolitisk kompetence.

For det første opbygger det tilliden mellem Grønland og Danmark. Det er ikke langt tid siden, at Danmark efter stor mediebevågenhed indrømmede i 1995 at have holdt ting hemmeligt for Grønland, som absolut vedrører vores land og befolknings sikkerhed. Specifikt er der tale om, at man har givet USA tilladelse til at have atomvåben på grønlandsk jord. Sådan en nylig baggrundshistorie er jo alt andet end tillidsopbyggende.

For det andet blev store grønlandske økonomiske interesser beskadiget på grund af manglende inddragelse. Efter en hundrede års insisteren på at have det sidste ord for Grønlands udenrigspolitik, glippede Udenrigsministeriet med en vigtig aftale. Det fik den konsekvens, at det delvist grønlandsk ejede Greenland Contractors mistede en kontrakt i 2014, som havde konsekvenser for Grønlands økonomi.

Med et så elementær en fejl, og med så vidtgående konsekvenser, er det endnu et bevis på, at når Grønland bliver diskuteret, er det Grønland, der skal tage beslutningen.

For det tredje vil en anerkendelse af vores forskelligheder fremme samarbejdet. Det er en naturlov, at Grønland og Danmark ikke altid vil have de samme interesser. Vi har stor geografisk afstand fra hinanden, samtidig med at vi har store kulturelle og sproglige forskelle, der gør det uundgåeligt at se på verden med forskellige briller.