Analyse af 
Martin Breum

Derfor vil “Grønland er Afrika på is” klæbe til Pape, hvis han bliver statsminister

Søren Pape har med sine udtalelser om Grønland sat sig selv i en vanskelig position som potentielt kommende statsminister. Forløbet tyder på, at han ikke har sat sig tilstrækkeligt ind i, hvad Grønland betyder for Danmarks sikkerhed og alliancer, skriver Martin Breum.

Papes udtalelser har formentlig
allerede placeret ham i det galleri af danske politikere, der mistænkes for
at mene, at grønlænderne er ude af stand til at løse problemerne
selv, og som ikke anerkender, at Danmark har en væsentlig del af skylden, skriver Martin Breum.
Papes udtalelser har formentlig allerede placeret ham i det galleri af danske politikere, der mistænkes for at mene, at grønlænderne er ude af stand til at løse problemerne selv, og som ikke anerkender, at Danmark har en væsentlig del af skylden, skriver Martin Breum.Foto: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix
Martin Breum

Statsministerkandidat Søren Pape Poulsens (K) beskrivelse af Grønland som “Afrika på is” har potentiale til at følge ham langt ind i embedet, hvis han skulle blive statsminister.

Søndag aften sagde han undskyld til Grønland og grønlænderne under en tv-duel på TV 2, men den korte undskyldning “fordi jeg har sagt noget firkantet, det burde jeg ikke have gjort” var pakket ind i en polemik om mink og vil næppe fjerne pletten for alvor.

Hans bemærkning om, at “Grønland er Afrika på is” faldt ifølge mediernes kildeløse sammenstykninger under en sammenkomst på den amerikanske ambassade i februar 2021.

Pape kan ikke huske, at han har sagt det, siger han, men han har omhyggeligt undladt at afvise, at han har sagt som citeret. I sidste uge uddybede han endda, hvad han i givet fald havde ment, hvis ordene var hans.

“Jeg er ikke en type, der pakker tingene ind (...) På nogle områder minder Grønland om et udviklingsland. Når jeg siger det, så handler det om indhold - om vold, sex og druk," som han sagde i et interview med Berlingske.

Berlingskes tekst fortsætter med incest, vold og grønlandske børn, der ikke får mad, fordi forældrene drikker pengene op.

Hvad sker der, hvis Grønland under næste krise undlader at koordinere med København, fordi tilliden til statsministeren er væk?

Martin Breum
Forfatter og journalist

“Det er helt igennem forfærdeligt, at vi i det danske rigsfællesskab har sådanne forhold. Jeg siger det ikke for at gøre nogen kede af det, men det er jo virkeligheden,” siger Søren Pape Poulsen.

Han erkender, at “Grønland er Afrika på is” måske ikke er den mest elegante formulering, han har fundet på, “men det skal ikke skygge for de kæmpe problemer, der er,” siger han. 

Ifølge Ekstra Bladet har han per sms sendt en undskyldning til det grønlandske folketingsmedlem Aaja Chemnitz (IA), der til gengæld har bedt ham undskylde overfor hele den grønlandske nation. Formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede, kalder Søren Pape Poulsens bemærkning respektløs.

“Jeg håber ikke, han bliver statsminister med de holdninger, han har til Grønland. Jeg kan ikke se, at et frugtbart samarbejde kan køre, hvis man har den grundholdning,” siger han til Ekstra Bladet.

To problemer

En del vælgere vil sikkert erklære sig enige med Søren Pape. De sociale problemer i Grønland er grelle og veldokumenterede. Når episoden alligevel ikke kan placeres i afdelingen for uskyldigt politisk teater, skyldes det mindst to forhold.

For det første det udenrigs- og sikkerhedspolitiske. Forløbet tyder på, at Søren Pape Poulsen selv ikke på dette sene tidspunkt forud for eventuel indtagelse af statsministerkontoret midt i en krigstid har brugt megen tid på at studere, hvad Grønland betyder for Danmarks sikkerhed og alliancer, og hvilket ansvar der derfor påhviler den til enhver tid regerende statsminister.

Arktis og tæt koordination med Grønland og Færøerne har i de seneste fem-seks år hørt til topprioriteterne for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Prioriteringen er nøje kodificeret i strategier, der forpligter såvel statsministeren som udenrigstjenesten, Forsvaret og tilhørende efterretningstjenester.

Den nyligt udgivne redegørelse for de trusler, der tegner sig mod Danmarks sikkerhed frem mod 2035 — også kaldet Zilmer-Johns-rapporten — understreger igen, at den rette håndtering af relationen til Grønland er afgørende for alliancen med USA, for Danmarks deltagelse i forsvaret af forsyningslinjerne mellem USA og Europa og for flere andre udfordringer, Forsvaret står overfor i Nordatlanten og Arktis.

Vi er for længst i mellemrigspolitikkens tidsalder, hvor sikkerheds- og forsvarspolitik må forhandles med Thorshavn og Nuuk

Martin Breum
Forfatter og journalist

For USA handler Grønland om forsvaret af USA's egne borgere. Grønland er stødpuden mellem USA og en afgørende del af Putins evne til at føre atomkrig — nemlig de mange russiske skibe, fly og ubåde, der er opmarcheret på Kola-halvøen i det russiske Arktis.

Som det hedder i Zilmer-Johns-rapporten: “Det er i Arktis, at Kongerigets alliancerelation til USA fremstår tydeligt og er forankret i en vidtgående bilateral forsvarsaftale. Her er forsvaret af USA’s territorium også på spil, og afhængigheden er på den vis gensidig. De amerikanske kerneinteresser i Arktis gør håndteringen af Kongerigets – formelle og uformelle – alliancerelation og allianceforpligtigelser til USA endnu mere delikat.”

Det amerikansk-grønlandske forhold udvikler sig eksplosivt. Amerikanske diplomater på USA's nye konsulat i Nuuk plejer dagligt relationerne til Grønlands politiske ledelse, og i Washington arbejder Grønlands egne diplomater på at sikre flere amerikanske investeringer. Engelsk haler roligt ind på dansk som første fremmedsprog i Grønland.

Hvordan Søren Pape vil håndtere denne kompleksitet i samarbejde med det Grønland, han opfatter som “på mange områder et udviklingsland”, er nu et åbent, men påtrængende spørgsmål.

Hans beskrivelse af Grønland som “Afrika på is” vil snart være kendt stof i Washington, og vi kan kun spekulere over, hvad det vil betyde for hans omdømme som statsmand, skulle han gå hen og blive statsminister. Et tydeligt modsætningspar i kongeriget vil nu være tydeligt for vores modstandere.

Rigets leder

På de indenrigs- eller mellemrigspolitiske linjer vil “Afrika-på is” forfølge Søren Pape, hvis han bliver statsminister og derfor må tage plads for bordenden ved de årlige rigsmøder, hvor de politiske ledere af Danmark, Grønland og Færøerne taler fortroligt om kongerigets udfordringer.

Som statsminister vil Pape blive tvunget til at bruge kræfter på at gendrive billedet af en leder, der ikke for alvor har sat sig ind kongerigets rolle i den moderne, kriseramte verden

Martin Breum
Forfatter og journalist

På samme vis vil bemærkningen kaste skygger over ham i det nyligt oprettede kontaktudvalg, hvor lederne fra Nuuk og Thorshavn inddrages i nationens sikkerhedspolitiske dilemmaer på tættere vis end nogensinde før.

På kontaktudvalgets første møde på Færøerne i juni mødtes statsminister Frederiksen, forsvarsminister Bødskov, udenrigsminister Kofod og justitsminister Tesfaye med ministre fra Færøerne og Grønland for at tale blandt andet om krigen i Ukraine og alliancen med USA på baggrund af klassificerede oplysninger.

Statsministeren skal i disse sammenhænge sikre fælles fodslag og fælles forståelse for kongerigets nødvendige, koordinerede skridt. Tiden er forbi, hvor Grønland og Færøerne kunne parkeres udenfor døren. Vi er for længst i mellemrigspolitikkens tidsalder, hvor også sikkerheds- og forsvarspolitik må forhandles med Thorshavn og Nuuk, fordi politikerne fra de to hovedstæder kræver det.

Bliver det Søren Pape Poulsen næste gang, vil han blive tvunget til først at bruge kræfter på at gendrive billedet af en leder, der ikke for alvor har sat sig ind kongerigets rolle i den moderne, kriseramte verden.

Rigsfællesskabet er indviklet, det er centralt for Danmarks sikkerhed, det kræver indsigt i hybride sikkerhedstrusler, splittelse vil svække alle parter, og som ressortminister for rigsfællesskabet er det statsministeren, der bærer ansvaret for, at det fungerer.  Zilmer-Johns-rapporten beskriver udfordringen i klartekst:

“Det vil ikke være til gavn for Kongerigets sikkerhed, hvis håndteringen af de stadig hyppigere tilfælde af nye trusler uden for det konventionelle sikkerhedspolitiske rum regelmæssigt fører til gnidninger i de interne forhold i Kongeriget”.

Læs også

Løkkes lufthavne

Lars Løkke Rasmussen må have oplevet betydningen af tillid mellem statsministeren og Grønland, da han i 2018 indgik en aftale med Kim Kielsen, daværende landsstyreformand i Nuuk, om dansk medejerskab af de to nye lufthavne i Grønland.

Indsprøjtning af 1,5 mia. danske kroner aflivede et truende kinesisk engagement i lufthavnene. Det var et stærkt ønske i Washington, og det danske bidrag sparede samtidig Grønland for en milliard i renter på længere sigt, men forudsætningen for det hele var, at Kim Kielsens regeringskoalition, der var grundlaget for hans egen position, blev sprængt, fordi den ikke kunne bære en forstærket dansk rolle i Grønland.

Uden et vist mål af tillid til statsministeren var det næppe gået.

Tilsvarende da Donald Trumps tanker om at købe Grønland slap ud i 2019. Da de første forlydender lød, ringede Nuuk som det første til statsministeriet for at sikre, at Trump fik et velkoordineret svar. I ugerne efter var der tæt kontakt mellem Mette Frederiksen og Kim Kielsen. Grønland og Danmark stod skulder ved skulder i den transatlantiske storm, Trumps tanker udløste.

Papes bemærkning vil givetvis føje sig til kataloget af episoder, hvor Grønlands ledere har følt sig tromlet af danske politikere, fordi de mener at have retten til at definere, hvad Grønland er

Martin Breum
Forfatter og journalist

Tænk et øjeblik, hvis det modsatte havde været tilfældet. Hvad nu, hvis der ingen tillid havde været til Mette Frederiksens forståelse for Grønlands egne ønsker og aspirationer? Havde reaktionen i Nuuk været den samme, hvis statsminister Frederiksen uden blusel havde delt det synspunkt med resten af verden, at Grønland “på mange områder er et udviklingsland” drevet af “vold, sex og druk”?

Hvad sker der, hvis Grønland under næste krise undlader at koordinere med København, fordi tilliden til statsministeren er væk?

Kolonial

Det er velkendt i Grønland, at selvmordsraten er tragisk høj — også blandt unge. Alt for mange familier lever med det traume. Det samme gælder misbrugsproblemerne, de seksuelle overgreb på mindreårige, volden i hjemmene. Problemerne er store, velbeskrevne og genstand for intens debat.

Men Søren Pape Poulsens bemærkning vil alligevel givetvis føje sig til kataloget af episoder, hvor Grønlands ledere har følt sig tromlet af danske politikere, fordi de uden videre mener at have retten og evnen til at definere, hvad Grønland er - i dette tilfælde “et udviklingsland” - og hvori problemet består — i dette tilfælde “vold, sex og druk”.

Søren Papes dilemma er, at hans “Afrika-på-is”-reduktion formentlig allerede har placeret ham i det galleri af danske politikere, der mistænkes for at mene, at grønlænderne per definition er ude af stand til at løse problemerne selv, og som ikke først tydeligt anerkender, at Danmarks egne gerninger i Grønland gennem 300 år har en væsentlig del af skylden for de sociale problemer.

Mette Frederiksen har scoret point i Grønland for netop at signalere vilje til et opgør med det postkoloniale efterslæb. I juni underskrev hun og Múte B. Egede en erklæring, der skal lede til en fælles kulegravning af danske synder i Grønland. Den hidtil største — samtlige syv årtier fra 2. verdenskrig skal endevendes.

Mette Frederiksen gentog sin intention så sent som i sin tale ved Folketingets åbning, dagen før valget blev udskrevet.

“Danmark er en tidligere kolonimagt. Og vi har påført ikke mindst Grønland nogle dybe sår, som vi danskere har haft svært ved at blive konfronteret med. Men fortiden forsvinder ikke. Vi bliver nødt til at forholde os til det hele. Både det gode og det dårlige,” sagde hun.

Kommissoriet og det afgørende budget for kulegravningen skulle være offentliggjort her i oktober, men det er nu udskudt til efter valget. Bliver Søren Pape Poulsen statsminister, skal sagen først over hans skrivebord, før den kan færdiggøres.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Martin Breum

Forfatter, journalist (med fokus på Arktis)
journalist (Danmarks Journalisthøjskole 1982)

Søren Pape Poulsen

Fhv. partiformand (K) & MF, fhv. justitsminister og borgmester, Viborg
kontorassistent-lære ved Grundfos, lærerstudier (Ribe Statsseminarium 1993-94), speditør (Grundfos 1992)

Múte Bourup Egede

Landsstyreformand, Naalakkersuisut, formand for Inuit Ataqatigiit (IA)
Kultur- og samfundshistorie (Grønlands Uni.) (ikke færdiggjort)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024