Koloniherren Thorvald Stauning ville beskytte Grønlands "naturfolk" mod storpolitik

På 4. sal på Arbejdermuseet på Rømersgade i midten af København står to store arkivkasser.

Her kan man – uden at skulle tage handsker på – læse personlige og officielle breve fra en høj og langskægget mand, der endte sine dage som den længst siddende statsminister siden enevældet: Thorvald Stauning.

"Man må ikke have drikkevarer og mad med ind, men ellers er de forbavsende large," siger Niels Nørgaard, der er aktuel med bogen Stauning og Grønland – Kampen om den arktiske koloni mellem de to verdenskrige.

"I virkeligheden sidder man jo med en skat, der ikke må forsvinde, mellem hænderne," siger forfatteren.

Socialdemokraten Stauning er mest kendt for sine gerninger som statsminister. Mindre kendt er det, at han efter valgsejren i 1929 også udnævnte sig selv til minister for Grønland – en opgave, der ellers tilhørte indenrigsministeren.

Det er Stauning, der bestemmer, og det er ham, der ved bedst.

Niels Nørgaard
Forfatter

Dermed satte Stauning sig i spidsen for at udvikle og beskytte grønlænderne, som han kaldte "naturfolket", i den danske koloni 3.000 kilometer væk.

Den socialdemokratiske landsfader blev også central i den storpolitiske konflikt med Norge, der i mellemkrigstiden besatte en del af Østgrønland.

Den historie folder Niels Nørgaard ud i sin første bog, som historiker Bo Lidegaard giver fem ud af seks A'er i sin anmeldelse på Altinget.

For at gøre det, har Niels Nørgaard, der egentlig er journalist, over flere år dykket ned i blandt andet Staunings personlige arkiv.

"Han har den mest perfekte håndskrift. Alt kan læses, og der er ikke et ord, man kan misforstå. Derfor er det en fantastisk kilde til at forstå, hvordan han selv tænkte og administrerede Grønland, da han var grønlandsminister," siger forfatteren.

Sur Stauning ombord på M/S Disko

Takket være den perfekte håndskrift ved vi, at Stauning var en mand i personlig krise, da han i 1930 gik ombord på skibet M/S Disko i København for at besøge Grønland som den første danske statsminister nogensinde.

Han var lige blevet separeret fra Olga Stauning, der havde nægtet at lade ham tage deres syvårige søn Søren med på sin livs rejse.

"Når du får dette brev er jeg på vej til Grønland og mulighederne for at møde døden er større end sædvanlig," skrev Stauning, der følte sig "berøvet det barn, der skulle lyse op i mine sidste år".

"Olga synes, at det er for farligt at tage Søren med. Og hun havde jo også ret. Det var på mange måder med livet som indsats, hver gang man sejlede med skib til Grønland," forklarer Niels Nørgaard.

Det var derfor en ensom og sur Stauning, der lagde til i Julianehåb (i dag Qaqortoq) for at besøge et hospital.

"Da han møder den danske læge i Julianehåb, siger han: 'Vis mig lokummerne. Hvis de er i orden, så er resten sgu nok også i orden’," fortæller Niels Nørgaard.

Sundhed handlede dog om andet end rene lokummer i 1930’ernes Grønland, hvor mere end hver tredje dødsfald skyldtes tuberkulose.

Grønlandsordfører Stauning

Allerede i 1906 blev Stauning grønlandsordfører for Socialdemokratiet. Derfor kendte han på mange måder godt landet og dets udfordringer.

"Stauning kender godt problemerne. Men han er realiteternes mand og er nødt til at se landet med sine egne øjne og høre historien fra grønlænderne selv," siger Niels Nørgaard.

"Sælfangsten er på retur, så der skal findes nye indtægtskilder til Grønland. Det er blandt andet rævefarme, kræv og især fiskeri," siger forfatteren.

Netop fiskeriet blev centrum for en af de store konflikter mellem Danmark og Grønland i Staunings tid.

"Han er også meget bevidst om, at der er store strategiske og udenrigspolitiske interesser i Grønland, hvor især Norge spøger i kulissen," fortæller Niels Nørgaard.

Konflikten med Norge

Bogen er også et indblik i Danmark og Grønland i mellemkrigstiden, hvor forgængeren til FN, Folkeforbundet, havde etableret en internationale domstol i Fredspaladset i Haag.

Som seere af DR-succesen Sirius vil vide, besluttede domstolen nemlig i 1933, at "Danmark skulle vise vilje og evne til at være tilstede i hele Nordøstgrønland".

For at forstå hvorfor, skal man over 100 år længere tilbage i tiden til 1814, hvor Danmark stod på tabernes side i Napoleonskrigene. Her mistede danskerne Norge, men beholdt Grønland, Færøerne og Island – oprindeligt norske bilande, der kom med ind i det dansk-norske rige helt tilbage i 1380.

I virkeligheden er jeg også meget spændt på, hvordan en grønlænder vil læse den her bog. Vil de læse den som endnu en ældre hvid mands beretning om, hvad der foregik dengang, eller synes de der er respekt og blik for deres syn på forholdene?

Niels Nørgaard
Forfatter

For nationaltsindede norske politikere var det en historisk uretfærdighed, der skulle rettes op på, og Thorvald Stauning var i 1924 en del af den danske delegation, der forhandlede med nordmændene.

"Nordmændenes udgangspunkt er, at Østgrønland er terra nullius – ingenmandsland. Der bor ikke nogen, så hvorfor kan det ikke tilhøre Norge? Danmark holder fast i, at det i mange år har været en del af det danske kongerige, så selvfølgelig skal vi beholde det," forklarer Niels Nørgaard.

Kompromisset blev en aftale, der gav nordmændene lov til at fortsætte deres mangeårige fangst af blandt andet sæler og fisk i Østgrønland, også selvom nordmændene ikke anerkendte den danske suverænitet over Grønland.

Hele aftalen blev lavet bag om ryggen på landsrådet i Grønland. Da konservative og radikale politikere foreslog at spørge de folkevalgte i Grønland, inden man vedtog aftalen på Christiansborg, afviste Stauning.

Aftalen blev lukket.

Landsrådet i Grønland blev "forundret" over, at danskerne indgik en "traktat, der angår vort land" uden at høre dem. Grønlændernes "tillid til de danske svækkes" lød advarslen til København.

Og konflikten var langtfra slut.

Stauning i Haag

I sommeren 1931 hejste fem norske fangstmænd det norske flag og døbte en del af Østgrønland til 'Eirik Raudes Land’ efter vikingen Erik den Røde.

Som en del af aftalen fra 1924 havde Danmark og Norge givet hinanden hånd på, at eventuelle stridigheder skulle afgøres ved en domstol. Så få uger efter det norske flag var blevet hejst, sagsøgte Danmark Norge i Haag.

"Alle er klar over, at stemningen er så meget i kog, at vi må undgå, at det bliver et næsten væbnet opgør. Det må klares ved en domstol, og begge lande vælger at respektere domstolens udfald. Det vil sige, at hvis domstolen siger, at det er et gammelt norsk område, så skal vi respektere det," siger Niels Nørgaard.

Selvom arbejdsløsheden rasede i Danmark, begav Stauning nu ud på det, som Niels Nørgaard i bogen beskriver som "en usædvanlig arbejdsrejse til Holland," og som man på moderne dansk kunne kalde et flex.

Midt i proceduren i Fredspaladset sad der pludselig en høj mand med stort vikingeskæg på tilhørerpladserne.

"Han udtaler sig ikke, men han sidder bare i retssalen med sit store skæg og ser vred ud og viser flaget," siger Niels Nørgaard.

Det er svært at forestille sig, at Mette Frederiksen i dag ville rejse af sted for at sidde stille i en retssal i tre-fire dage.

"Ja, og specielt når man tænker på, hvor alvorlige problemer, der er i Danmark på det tidspunkt. Stauning kommer jo knap nok hjem, før der udråbt generalstrejke i København, og han forhandler det berømte Kanslergadeforlig på plads. Alligevel giver han sig tid til at tage ned og vise flaget," siger Niels Nørgaard.

Staunings besøg var uofficielt, men i en tale i Haag sagde han, at kampen om Grønland ikke handlede om økonomi, men at det var en "æressag at fuldføre det værk, på hvilket der er arbejdet på i 200 år."

"Det at være den grønlandske befolknings værner og beskytter, at arbejde for en naturlig og sund civilisatorisk og kulturel udvikling af den grønlandske befolkning, at føre den op til et stade, hvorfra den kan træde i kulturel forbindelse med andre nationers folk," sagde Stauning.

Der var én grønlænder til stede i retssalen i Haag, da den japanske retsformand læste dommen op og slog Danmarks suverænitet over hele Grønland fast. Det var den dengang 43-årige Augo Lynge, som tyve år senere blev et af Grønlands første medlemmer af Folketinget.

Ifølge en reportage i Politiken havde polarforskeren Knud Rasmussen inviteret ham med for "at vise ham retssalen, dommerne og hele det fremmedartede og højtidelige miljø, for at han skal kunne aflægge beretning for sine landsmænd."

Sårbare grønlændere

For Niels Nørgaard har arbejdet med bogen givet et fascinerende indblik i det danske selvbillede i forhold til Grønland og grønlænderne.

"Der er jo helt klart en opfattelse af, at vi er de gode koloniherrer i modsætning til resten af verden, der er de onde koloniherrer," siger Niels Nørgaard.

Her er Thorvald Stauning ingen undtagelse.

"Hans udgangspunkt er, at Danmark hersker over Grønland. Og når vi gør det, så er det vores forbandede pligt at behandle grønlænderne anstændigt og ordentligt. Han kalder grønlænderne for et primitivt naturfolk, som han mener er ekstremt sårbare. Derfor var Grønland også et lukket land, som man kun kunne besøge med særlig tilladelse fra Grønlands Styrelse i København," siger Niels Nørgaard.

Når man læser om "naturfolket" i 2024, lyder det jo eksotisk og hyggeligt, men på den anden side signalerer det vel også, at det her ikke nødvendigvis er nogen, man mener hører hjemme i regeringskontorer, byrådssale og den slags. Eller hvad?

"Det gør det jo, og Stauning har på mange måder en dobbeltsidet holdning til grønlænderne. Han er varm fortaler for, at de skal vælge deres egne repræsentanter til kommune- og landsråd, og at de skal have en stemme og gradvist udvikle sig til at stå på egne ben," siger Niels Nørgaard.

"Men når der skal træffes store strategiske beslutninger, så er det ham, der sidder ved bordenden. Det er Stauning, der bestemmer, og det er ham, der ved bedst," siger Niels Nørgaard.

Så Stauning giver grønlænderne en politisk stemme. Men hvad gør han så, når de ikke er enige med ham?

"Jamen, så overruler han dem bare. Han gør, som han selv synes er rigtigt," siger Niels Nørgaard.

En ældre hvid mands beretning

I sin anmeldelse kalder Bo Lidegaard de grønlandske politikeres stemmer for "måske bogens vigtigste bidrag, også til vores forståelse af den aktuelle debat."

Bogen udkommer, et år efter Folketinget for første gang har åbnet for at lade grønlandske folketingsmedlemmer tale grønlandsk i folketingssalen. Det er sket i kølvandet en viral tale fra Aki-Matilda Høegh-Dam (Siumut), som hun efterfølgende nægtede at oversætte til dansk.

De grønlandske politikere har dog ikke fået simultantolkning i salen og skal derfor selv oversætte deres taler og spørgsmål til dansk.

Det undrer Niels Nørgaard sig over.

"Helt fra 1911 og frem til at landsrådene bliver nedlagt (ved hjemmestyret i 1979, red.), foregår forhandlingerne både på dansk og grønlandsk. Man respekterede, at nogle af grønlænderne hellere ville tale på deres eget sprog. Men det kunne man godt lære lidt af i dag," siger Niels Nørgaard.

"Man må erkende, er at der er flere nationer i rigsfællesskabet, så selvfølgelig bør der være simultantolkning," siger Niels Nørgaard.

Har arbejdet med bogen givet dig en bedre forståelse for nogle af de følelser, der opstår i Folketinget i forhold til retten til at tale sit eget sprog?

"Ja, og jeg har jo bestræbt mig på at få grønlandske stemmer med for at kunne fortælle, hvordan de opfattede Stauning og det danske styre. Men i virkeligheden er jeg også meget spændt på, hvordan en grønlænder vil læse den her bog. Vil de læse den som endnu en ældre hvid mands beretning om, hvad der foregik dengang, eller synes de der er respekt og blik for deres syn på forholdene?"

Bogen er udkommet.