Efterretningstjeneste: Rusland øger militær tilstedeværelse i Arktis
OPRUSTNING: Rusland styrker sin tilstedeværelse i Arktis, men arbejdet er hæmmet af mangel på intern koordinering samt sanktioner og lave oliepriser, lyder vurderingen fra Norges militære efterretningstjeneste.
Andreas Krog
RedaktørDe russiske myndigheder ser energiressourcerne i Arktis som en hjørnesten i økonomien. National kontrol er derfor en forudsætning.
Efterretningstjenesten
Ligesom flere andre landes efterretningstjenester har den norske militære efterretningstjeneste observeret og noteret sig Ruslands aktiviteter i Arktis.
"Ruslands tilstedeværelse i Arktis er blevet styrket betydeligt i de seneste år, og udviklingen forventes at fortsætte. Den civile tilstedeværelse er steget, men tydeligvis har udviklingen af den russiske militærstyrke høj prioritet i Kreml," skriver tjenesten – der bare hedder Efterretningstjenesten – i sin årlige vurdering af Norges aktuelle sikkerhedsudfordringer, som blev offentliggjort tidligere på måneden.
Konkret genåbner Rusland flere baser langs den arktiske kystlinie med tyngdepunktet i vest. Baserne vil være vigtige for at hævde suverænitet og etablere et redningsberedskab i Nordøstpassagen. Nogle af baserne vil være udstyret med moderne jordbaserede våbensystemer og kan understøtte både jord-, luft- og søenheder.