Færøerne får borgerlig regering
ENIGHED: En ny regering på Færøerne er på plads og vil blandt andet tilbagerulle omdiskuteret fiskerireform og forhandle med Danmark om øget udenrigspolitisk råderum.
Andreas Krog
RedaktørEfter godt halvanden uges forhandlinger oven på lagtingsvalget den 31. august fik Færøerne fredag en ny borgerlig regering bestående af liberale Sambandsflokkurin, konservative Fólkaflokkurin og kristendemokratiske Miðflokkurin. I spidsen for den nye regering står Sambandsflokkurins formand, Bárður á Steig Nielsen, der overtager posten som lagmand fra Javnaðarflokkurins formand, Aksel V. Johannesen.
Sambandsflokkurin og Fólkaflokkurin får hver tre medlemmer af det nye landsstyre, og Miðflokkurin får et medlem. Se en oversigt over fordelingen af poster i boks til venstre.
Beholde fiskelicenser
Den nye koalition kan mønstre 17 af de 33 mandater i Lagtinget og vil delvist tilbagerulle en meget omdiskuteret fiskerireform, som blev gennemført af den centrum-venstre-koalition bestående af Javnaðarflokkurin, Tjóðveldi og Framsókn, som sad på magten fra 2015 frem til valget i august i år.
Licenser skal ikke længere sættes på auktion, og rederne får nu igen lov til at beholde fiskelicenser i længere tid. Den tidligere koalition ønskede, at licenserne til at udnytte de færøske fiskeressourcer hovedsageligt skulle være på færøske hænder. Derfor gjorde reformen det sværere for udlændinge at eje færøske fiskelicenser. Det vil den nye koalition nu rulle tilbage.
Bárður á Steig Nielsen, lagmand
Kaj Leo Holm Johannesen, landsstyremedlem for sundhed
Helgi Abrahamsen, landsstyremedlem for arbejde, energi, miljø og indenrigsanliggender.
Jørgen Niclasen, landsstyremedlem for finanser
Jacob Vestergaard, landsstyremedlem for fiskeri
Elsebeth Mercedis Gunnleygsdóttur, landsstyremedlem for socialanliggender
Jenis av Rana, landsstyremelem for kultur og udenrigspolitik
Desuden vil koalitionen give færingerne skattelettelser og bekæmpe den stigende boligmangel, som er en af konsekvenserne af, at den færøske økonomi buldrer derudaf, og befolkningstallet stiger. Det skal desuden være lettere at få finansiering til at bygge og bosætte sig i de mindre byer på de mindre øer langt væk fra Tórshavn og Klaksvík.
"Færøerne skal være et land, hvor alle skal have det samme udgangspunkt i livet til at udvikle sig, sagde lagmand Bárður á Steig Nielsen fra Sambandspartiet.
Forhandlinger med Danmark
Den nye koalition ønsker ikke færøsk løsrivelse fra Danmark og rigsfællesskabet, sådan som den forrige koalition ønskede det på sigt. Men ønsket om større råderum på det udenrigspolitiske område står stadig ved magt. Og ambitionen er at indlede forhandlinger med den danske regering om sagen.
Det nye lagting havde sit første møde lørdag.