Dødsfald: Fhv. Horesta-direktør og planchef i Farum, cand.jur. Mogens Beier (80)
En af afdøde Farum-borgmester Peter Brixtoftes (V) banemænd, juristen Mogens Beier, er død, 80 år gammel.
Redaktionen
Fhv. direktør for branche- og arbejdsgiverorganisationen Horesta, cand.jur. Mogens Beier, Farum er død, 80 år.
Civilingeniør-sønnen fra Glostrup var som ung organisationssekretær i Konservativ Ungdom i årene 1964-67.
Mogens Beier blev siden jurist fra Københavns Universitet i 1976 og hurtigt ansat i Centralforeningen af Hotelværter og Restauratører i Danmark og Arbejdsgiverforeningen af Hoteller og Restauranter. Fra 1992 og de følgende tre år var Mogens Beier administrerende direktør i Horesta, der er hotel- og restaurationsbranchens arbejdsgiverforening.
Så fulgte et sporskifte i 1997 til jobbet som planchef og juridisk konsulent i Farum Kommune, hvor han også boede. Det var Venstres daværende daværende, omstridte borgmester Peter Brixtofte, der ansatte Mogens Beier, men to år senere sagde Beier selv op, fordi han fandt omgangen med love og regler for løssluppen.
Mogens Beier blev da også af et nyt flertal i Farum Byråd i 2002 sat til for kommunen at bistå Indenrigsministeriet i suspensionssagen mod kommunens detroniserede, tidligere bykonge. Formelt havde han titel af juridisk konsulent i Farum Kommune i perioden 1997-2004. Så gik han på pension for at passe hus og have, en stor familie og vennekreds samt dyrke sin interesse for politik, sport og musik.