Den kommende ministerrokade udstiller Mette Frederiksens helt store problem

Det tidspunkt er nu indtruffet. Også fordi Troels Lund Poulsen af uransagelige årsager har valgt at tildele sig selv forsvarsministerposten som V-partiformand. Som Søren Gade så præcist sagde på valgaftenen 9. juni, så skal Troels Lund til at se sig om efter en anden ministerpost. Efter sigende var det også det råd, Lund gav til Ellemann, da sidstnævnte stadig sad på formandsposten i det gamle bondeparti.

Det er den nemme del. Troels Lund kan blive økonomiminister, hvis han ellers kan få sin næstformand Stephanie Lose med på idéen. Hun ville jo nemt kunne flytte over til indenrigs- og sundhedsministeriet. To områder hun har indgående kendskab til fra sin tid som formand for Region Syddanmark.

Det kræver så igen, at Lund finder en god post til den nuværende indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde. Men det burde være det mindste problem.

Endnu vigtigere er det, at Venstre får nogle poster at markere sig på. De to filigranministerier bestyret af talenterne Morten Dahlin og Marie Bjerre må udskiftes eller udvides. Hvad pokker skal Venstre med en kirke- og landdistriktsminister? Eller en digitaliserings- og ligestillingsminister?

Skal Socialdemokratiet for alvor have noget ud af en rokade, må det involvere en eller flere af de tre socialdemokratiske topfolk.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Troels Lund må kræve at få noget mere til sit parti. Det kunne være Erhvervsministeriet, da socialdemokraterne næppe vil afgive beskæftigelsesområdet.

Og så noget på værdipolitikken. Det er meget bemærkelsesværdigt – og ikke på den gode måde – at V hverken har undervisning, forskning, kultur, justits eller udlændige. Engang talte man om konflikten mellem højskole- og handelshøjskolevenstre. I dag kan man ikke se nogen af dem repræsenteret i Venstres ministerposter.

Og det er nu, at situationens alvor kræver noget af statsminister Mette Frederiksen. Det er nu, hun skal vise overskud og imødekomme Venstres ønsker.

Tilbage i 1994 kom lederen af det dengang stadigt eksisterende parti Centrum Demokraterne, Mimi Jakobsen, til daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, med et klart ønske om, at CD skulle have nogle bedre ministerposter.

I endnu højere grad end Jakob Ellemann mange år senere, havde Mimi ladet sig nøje med for lette poster; økonomisk samordning, forskning, kirke og turisme. CD manglede simpelthen en platform til at markere sig, og partiet var truet af spærregrænsen i meningsmålingerne. Nyrup lyttede, og CD klarede lige akkurat skærene ved valget i efteråret 1994.

Da jeg interviewede Poul Nyrup på en af Altingets scener på årets folkemøde, spurgte jeg ham ind til den situation. Han understregede, at når en partileder for et mindre regeringsparti kommer til en statsminister med et ønske om at få styrket sit partis platform i forhold til ministerposter, så er det en statsministers pligt at lytte. Det gjorde Nyrup i 1994. Det skal Mette Frederiksen gøre i 2024.

Der er dog en forskel på de to situationer med 30 års mellemrum. Selvom Poul Nyrup løbende kæmpede med problemer i sit eget parti, var det en statsminister der struttede af selvtillid og en bevidsthed om vigtigheden af det politiske projekt: at bekæmpe arbejdsløsheden.

Det kan man ikke sige om Mette Frederiksen i dag. Meningsmålingerne er elendige, og det er stadig mere uklart, hvad SVM-partierne egentligt vil ud over at holde fløjene ude af dansk politik. Altså når de ikke lige laver forlig med dem.

Lars Løkke har ikke noget stort behov for en rokade.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

På en måde har de lavet en omvendt Hilmar Baunsgaard. Den radikale statsminister blev kendt for at sige, at det ikke handler om, hvem man samarbejder med, men hvad man samarbejder om.

Hos SVM er det omvendt. Det er tydeligt, hvem man ikke vil samarbejde med, mens ingen aner, hvad man vil samarbejde om. På trods af Lars Løkkes ord om, at det skulle handle om noget og ikke om nogen.

SVM er først og sidst det arbejdsfællesskab, det blev præsenteret som ved regeringens dannelse i december 2022. De socialdemokratiske vælgere kan se undrende til, mens Venstre og Moderaterne glæder sig over skattelettelser til landets største virksomheder og rigeste familier.

Imens afventer de tilbageværende venstrebønder, der ikke måtte være skiftet til Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne, desillusionerede på resultatet af regeringens grønne trepart. Hvad vil den regering, egentlig?

Problemerne for Venstre er til at løse med nye ministerposter. Men hvad med Mette Frederiksens og Socialdemokratiets egne problemer? Her hjælper ingen rokader.

Selvfølgelig kan de aktuelle forhandlinger om EU-topposterne pludselig resultere i, at der falder en post af til Mette Frederiksen som en del af et kompromis. Selvom hun afviser interessen, er der vel ingen, der for alvor tror på, at hun ikke snupper en europæisk nødudgang, hvis den viser sig foran hende.

En anden mulighed er at benytte sig af, at der skal udpeges en ny dansk EU-kommissær. I den vildeste udgave kan Mette Frederiksen udnævne sig selv. Men det risikerer at blive en ynkelig sortie. Det kan også blive for småt. Men alligevel. I et sådant scenarie må det regnes for mest sandsynligt, at finansminister Nicolai Wammen overtager statsministerposten.

Det store og farlige spørgsmål er selvfølgelig om Socialdemokratiet kan forblive stort med Mette Frederiksen ved roret?

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Men er der en fremtid for S og SVM med en halvblå teknokrat i spidsen? Nuvel, en respekteret finansminister, men er der karisma nok i den driftssikre kassemester?

En mere dristig øvelse er at udnævne Nicolai Wammen til EU-kommissær. Dermed sidder venstrefløjens Peter Hummelgaard tilbage som eneste kronprins i partiet. Det kan måske give ro på bagsmækken. Det store og farlige spørgsmål er selvfølgelig om Socialdemokratiet kan forblive stort med Mette Frederiksen ved roret?

Det er nok svært at se for sig på denne side af et valg. Men skal Socialdemokratiet for alvor have noget ud af en rokade, må det altså involvere en eller flere af de tre socialdemokratiske topfolk.

Måske med undtagelse af Magnus Heunicke. Hvis Mette Frederiksen er klog, flytter hun ham langt væk fra Miljøministeriet og benytter anledningen til at få en havets minister af gavn og ikke kun af navn.

Som skrevet indledningsvist har Lars Løkke ikke noget stort behov for en rokade. Så det bliver kun aktuelt, hvis han vil belønne et af folketingsgruppens to talenter, Monika Rubin eller Mohammad Rona.

Eller Løkke med vanlig sans vælger at overskygge sine samarbejdspartnere ved at trække en spektakulær kanin ind fra erhvervslivet.

Hvis han ønsker regeringens overlevelse, bør han holde sig fra det sidste. Men Løkke har ofte svært ved at holde sig i skindet, når han har overhånden. Og det har han i den grad for tiden.