Et forældet børnesyn hersker stadig nogle steder

For nogle år siden havde jeg kontakt til en pige. Hun kom fra noget, der på overfladen lignede en velfungerende familien. Faren var veluddannet, succesfuld og velklædt i jakkesæt. Alligevel var noget galt.

Pigen mistrivedes, og hun havde brug for hjælp. Hun havde gennem lang tid – årevis – samlet mod til sig, og nu havde hun endelig sagt det højt og rakt ud efter hjælp: Faren begik seksuelle overgreb mod hende. Men kommunen troede ikke på hendes ord.

De voksne, hun mødte, kunne ikke forestille sig, at sådan en pæn mand forgreb sig på sin datter. De troede mere på ham end på hende.

Hun blev stemplet som et såkaldt lyvebarn og klappede selvfølgelig i som en østers. Når mennesker mødes af mistillid og mistro, gemmer de deres sårbarheder væk for at beskytte sig selv.

I det gamle børnesyn er den voksne autoritær, kontrollerende og nærer mistillid til barnet.    

Bente Boserup
Forperson for Børnerådet

Det er ikke et særkende for hverken børn eller voksne – det er alment menneskeligt.

De voksne, som denne pige mødte i kommunen, repræsenterede det gamle børnesyn. I det gamle børnesyn er børn ufuldstændige voksne. Blikket er på, hvad barnet gør i stedet for, hvordan barnet har det. Hvis et barn opfører sig 'dårligt,' er det barnet, der er et problem. Derfor tyr den voksne til skæld ud, grænsesætning og straf.

I det gamle børnesyn er den voksne autoritær, kontrollerende og nærer mistillid til barnet.

Når vi i de sidste måneder har fulgt med i sagerne på døgninstitutionerne Nexus og Fensmarkgade i Københavns Kommune, er beretningerne også udtryk for, at et gammelt og forældet børnesyn stadig hersker nogle steder i praksis.

På Nexus var straf, skæld ud og sågar vold noget af personalets go-to, når børnene ikke levede op til deres krav, og på Fensmarkgade vendte personalet det blinde øje til og lod børnene gøre ting, som de burde have været beskyttet imod.

Heldigvis spirer det nye og mere tidssvarende børnesyn også frem i praksis. For eksempel har Danmark fået sit første børne- og ungekrisecenter i Joannahuset, som ubetinget tager barnets perspektiv. Det er et nybrud. Som man har kunne følge i medierne, er det ikke uden gnidninger. Det gør kommunernes helhedsorienterede indsats om familierne sværere.

Det skal tages seriøst. Men det betyder ikke, at vi skal stoppe med at lytte til børnene. Det betyder, at vi skal øve os og forme praksis efter det.

Der er lokalt et kæmpe arbejde med at forandre kultur og arbejdsgange.

Bente Boserup
Forperson for Børnerådet

Når børn fortæller os noget, er det et udtryk for deres virkelighed. Det de oplever. Børn giver os deres perspektiv. Det er sjældent det fulde billede, og nogle gange er der faktuelle fejl. Men vi må have tillid til, at det er deres oplevelse af verden, og de fortæller os den af en grund.

I det nye børnesyn tror vi på børnene – også når det er svært. Vi lytter til dem og giver deres perspektiver vægt. Vi ser børn som ligeværdige, og vi har tillid til, at børn gør det bedste, de kan og gerne vil samarbejde.

Det er en stor udfordring at bringe det perspektiv ind i praksis. I rigtig mange år har vi lyttet til de voksne omkring barnet. De som kender barnet og er tæt på barnet. Nu skal vi lytte til barnet.

Det kræver øvelse og feedback. Det betyder, at der lokalt er et kæmpe arbejde med at forandre kultur og arbejdsgange. Rigtig mange fagprofessionelle omkring børn er i forvejen pressede på tid og ressourcer. Og når man giver børn ret til at blive inddraget, giver man de voksne pligt til at inddrage. Derfor kræver det nye processer og prioriteter at nå i mål.

Der skal udvikles nye metoder til at belyse barnets perspektiver, så også mindre børn, der har svært ved at sætte ord på deres ønsker, bliver inddraget.   

Det sker ikke fra den ene dag til den anden. Men det skal nok lykkes!

For alle os, der befinder os i børneverdenen, er drevet af at gøre en forskel for børn. Og det kommer vi til at gøre.