Anne-Mette Friis: Barnets Lov kræver deltagelse – ikke tom inddragelse

Et moderne børnesyn
Et børnesyn er som bekendt bestemt af sociale og kulturelle faktorer. Blandt andet.

Danmark har formentlig ikke det samme børnesyn, som man har i Litauen eller Texas, men der kan også være store forskelle indenfor et lands grænser afhængigt af demografiske, kulturelle og sociale forhold.

Et moderne børnesyn skeler i høj grad til Børnekonventionen, hvor børn bliver betragtet som selvstændige individer i egen ret, men hvad indeholder det ellers?

Lad os nu få fokus på den demokratiske træning tidligt i livet.

Anne-Mette Friis
Selvstændig og fhv. national chef, Unicef Danmark

Med barnets lov får børn og unge en grundlæggende ret til at blive inddraget og få indflydelse på forhold, der vedrører dem. Det lyder jo fantastisk, men der er et par pointer, vi har glemt i den sammenhæng.

For det første er børn slet, slet ikke vant til at blive inviteret ind i en samtale. Det har vi utallige eksempler på og undersøgelser af.

For et par år siden arrangerede vi i Unicef Danmark et nordisk børnetopmøde med 65 deltagende børn og unge, som kunne fortælle, at de oplevede voksne, der gabte, smilede overbærende, ignorerede, grinede, afbrød eller endog faldt i søvn, når børnene havde noget på hjerte, som de ville dele.

En undersøgelse, vi lavede blandt de største nyhedsmedier i Danmark for et par år siden viste, at kun 0,4 procent af artiklerne har et barn eller en ung som en af kilderne.

Selv i historier der rummer søgeord som skole eller ungdomsuddannelse, optrådte børn eller unge kun som kilder i under 5 procent af artiklerne.

Og de mange fortællinger om elevråd, der ikke oplever reel indflydelse på skolens vigtigste beslutninger, kender vi alt for godt.

Børn føler ikke, at de bliver lyttet til, og der er virkelig brug for, at vi både træner børn og unge i at udtrykke deres mening, men også i meget høj grad for, at vi voksne lærer at træde et skridt tilbage og øve vores evne til at være Key Note Listeners.

Derfor begynder "inddragelsen" ikke først, når et barn er part i egen sag. Træningen begynder allerede i skolen før mødet med systemet, så lad os nu få fokus på den demokratiske træning tidligt i livet og jo før jo bedre.

Kodeordet er deltagelse
Et andet grundlæggende problem er, at vi bliver ved med at tale om inddragelse og ikke deltagelse, for der er virkelig forskel, som mit indledende eksempel prøvede at illustrere.

Hvis man, ligesom jeg og mange andre børnerettighedsfortalere, hyggenørder viden om Børnekonventionen, har man selvfølgelig læst artikel 12 i dens fulde form, og man har også læst det notat, som FNs Børnekomité har udgivet om artikel 12.

Børn bør ikke inddrages én gang, hvor det giver mening. Børn bør deltage fortløbende som demokratiske medborgere i samtalen.

Anne-Mette Friis
Selvstændig og fhv. national chef, Unicef Danmark

Det er ikke vanskelig læsning – det er derimod en virkelig interessant og inspirerende vejledning i, hvordan man arbejder med børns ret til at deltage.

Det vigtige er især, at kodeordet er deltagelse og ikke inddragelse.

Det lige så vigtige er, at deltagelse sker i fortløbende processer, og at der ovenikøbet er beskrevet ni vigtige elementer, som er grundlaget for meningsfuld deltagelse. Kender man dem og Laura Lundys deltagelsesmodel, er man godt hjulpet.

Ergo - børn bør ikke inddrages én gang i en proces her og der, hvor det giver mening.

Børn bør deltage fortløbende som demokratiske medborgere i samtalen, og den deltagelsesevne skal trænes tidligt, for ellers kender man hverken spillereglerne eller metoderne.

Og slet ikke, hvis man har problemer i skolen eller en psykiatrisk diagnose, for så er der ekstra stor sandsynlighed for, at man ikke får ordet.