Daginstitutionernes Landsorganisation: Her er seks forslag til mere frisættelse på børneområdet

Erfaringer fra de ikke-kommunale daginstitutioner er langt hen ad vejen gældende for dagtilbudsområdet generelt, endda uden at have været igennem et fagpolitisk eller forvaltningsorienteret filter.

Bygget på erfaringer direkte ud fra det levede liv i daginstitutionerne, kan vi pege på følgende forslag til mere frisættelse og mere tidssvarende løsninger på børnepasningsområdet:

1. Sæt grænser for djøfiseret topstyring
Forvaltningens behov for at måle den pædagogiske kvalitet er legitim, men omfanget af måling og konceptstyring i kommunale og selvejende er vokset for vildt.

De fleste daginstitutioner i kommunalt og selvejende regi oplever en stigende topstyring af arbejdsgange.

Erfaringer med frisættelse i Helsingør og Rebild kommune viser, at det pædagogiske personale motiveres af selv at have indflydelse på deres arbejdsgange og pædagogiske kultur.

Når det er vigtigt at begrænse topstyrede krav, er det dels fordi det pædagogiske personale mister ejerskab til deres opgaver.

Hvis man mener det alvorligt med frisættelse af børneområdet, er man nødt til at give de selvejende og private daginstitutioner samme økonomiske tilskud per barn som kommunale institutioner.

Tanja Krabbe
Sekretariatschef, DLO

Men det er også et selvstændigt problem, at de obligatoriske administrative opgaver er vokset så meget i omfang.

Tid og nærvær kan ikke undværes, hvis man skal levere pædagogisk kvalitet. Topstyrede koncepter og arbejdsgange er derfor ikke kun et bidrag til kvalitetsløft, men kan risikere at være det modsatte.

Nogle vil pege på, at begrænsning af den djøfiserede styring af dagtilbuddenes arbejde må være op til den enkelte kommune.

Men erfaringen viser, at den opgave ikke er lykkes i kommunerne.

En leder i en vestjyst daginstitution har opgjort, at hans medarbejdere på grund af opgaver, der kræves ifølge driftsoverenskomsten, bruger over halvdelen af deres tid væk fra børnene.

2. Beslutninger lokalt og styrk forældrebestyrelsernes inddragelse
Frisættelse kan også ske ved, at øget grad af forældreinddragelse bruges i ledelsen, sådan som det kendes fra de selvejende daginstitutioner.

Det er rigtigt, at småbørnsforældre er pressede, og derfor kræver øvelsen, at man giver vejledning til forældrene om det øgede ansvar.

Det kræver, at bestyrelser, også i kommunale daginstitutioner, har adgang til rådgivning og uddannelse i bestyrelsesarbejdet.

3. Ordentlige økonomiske rammer
Den pædagogiske kvalitet i dagtilbuddene forbedres, så forældrene i højere grad har tiltro til børnepasning i en institution.

En forbedring af pædagoguddannelsen er ikke nok. Daginstitutionerne skal også være tillokkende som arbejdspladser.

Mange af de pædagoger, der i disse år helt forlader daginstitutionsbranchen, angiver konstant brandslukning og manglende rum til faglighed som årsag.

Derfor er det godt, at der i Finansloven er mere råderum til kommunalt velfærd. Men en del af pengene skal øremærkes børnene.

Det pædagogisk uddannede personale har brug for flere kolleger. Den del af opgaven er ikke løst med minimumsnormeringer. Minimum for kvalitet er én voksen til tre vuggestuebørn eller til seks børnehavebørn.

Loven om normeringer endte med at stille krav om forholdet målt på bruttolønsum. Men når halvdelen af tiden bruges væk fra børnene, er vi endt med normeringer ude på stuerne, der er halvdelen af 'minimum.'

Det er ikke så underligt, at en nylig undersøgelse af vuggestuerne i Danmark konkluderer, at kun 13 procent af stuerne har god pædagogisk kvalitet.

4. Gør tilsynet uvildigt
Når der sker en frisættelse i form af mindre topstyring, er vi nødt til at skaffe os sikkerhed for, at slutresultatet er øget kvalitet.

Det kan kun gøres gennem et styrket tilsyn med udgangspunkt i børneperspektivet og pædagogisk kvalitet. Men det skal vel og mærke være et tilsyn, som er sat fri for administrative interesser, og som kan stille alle typer daginstitutioner lige, uanset ejerform.

Derfor skal tilsynet være uafhængigt, enten som på friskoleområdet eller statsligt.

5. Giv forældrene frit valg
Selvejende og private daginstitutioner er på mange måder et godt eksempel på civile kræfter, der løfter kernevelfærd.

Man er nødt til at give de selvejende og private daginstitutioner samme økonomiske tilskud per barn som kommunale institutioner.  

Tanja Krabbe
Sekretariatschef, DLO

De skal leve op til samme lovkrav og har samme tilsyn, og de er populære hos forældrene.

Mange af disse institutioner har netop med det større lokale ejerskab mulighed for at afprøve nyt, og de er i høj grad nødt til at lytte til forældrenes ønsker.

Men netop disse institutioner får mindre offentligt tilskud end andre daginstitutioner og har derfor en usikker fremtid.

Hvis man mener det alvorligt med frisættelse af børneområdet, er man derfor nødt til at give de selvejende og private daginstitutioner samme økonomiske tilskud per barn som kommunale institutioner.

Derfor har Daginstitutionernes Landsorganisation foreslået, at en arbejdsgruppe skal se på alle dele af driftsøkonomien, så civile kræfter også fremover har mulighed for at bidrage til kernevelfærden.

6. Husk hele børnepasningsområdet.
Også på børnepasning i privat regi er man nødt til at give forældrene et frit valg.

De private pasningsordninger som alternativ til den kommunale dagpleje skal derfor ligestilles med dagplejen, når det handler om tid til indkøring, friplads- og søskendetilskud.  

I Daginstitutionernes Landsorganisation vurderer vi, at erfaringerne kan bidrage til en udvikling af børnepasningsområdet.

Vi ser frem til at fortsætte dialogen med alle politiske partier og interessenter på dagtilbudsområdet.