Debat

3F: Hummelgaard raser over TV 2-dokumentar, men regeringen åbner samtidig en ladeport for hvidvask

Peter Hummelgaard vil stoppe hvidvask fra samfundets top, som lige nu kortlægges i TV 2-dokumentaren 'Den Sorte Svane'. Men samtidig muliggør regeringen hvidvask og terrorfinansiering ved at droppe kravet om dansk bankkonto til udenlandsk arbejdskraft på udvalgte områder. Det er et fejlskud af dimensioner, skriver Søren Heisel og Claus von Elling fra 3F.

Regeringens kamp mod hvidvask er helt rigtig. Derfor bør regeringen øjeblikkeligt skrotte planerne om at droppe kravet om dansk bankkonto til mange af de udlændinge, der arbejder i Danmark, skriver Søren Heisel og Claus von Elling.
Regeringens kamp mod hvidvask er helt rigtig. Derfor bør regeringen øjeblikkeligt skrotte planerne om at droppe kravet om dansk bankkonto til mange af de udlændinge, der arbejder i Danmark, skriver Søren Heisel og Claus von Elling.Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Søren Heisel
Claus von Elling
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Regeringen, ikke mindst justitsminister Peter Hummelgaard (S), er ligesom vi dybt rystet over de afsløringer om systematisk hvidvask fra samfundets top, som i øjeblikket kortlægges i TV 2's dokumentar 'Den Sorte Svane'.

Peter Hummelgaard er som resten af Folketinget godt gammeldags sur over den samfundsmoral, der blotlægges i dokumentaren, og han proklamerer stramninger over for det systematiserede snyderi, som sker i et lyssky samspil mellem advokater, smarte forretningsfolk og forhærdede kriminelle. Et system, der koster samfundet milliarder af kroner hvert eneste år.

I 3F er vi helt på Hummelgaards hold.

Næsten hver eneste dag afslører vi fusk og snyd på arbejdspladserne. Vi ved, hvad vi snakker om. Vi skal blæse til frontalt angreb på den systematiske hvidvask af sorte penge fra kriminalitet.

Vi skal afvæbne de mange banditter i habitter, og vi skal sætte endnu hårdere ind mod de forhærdede kriminelle, som er første led i fødekæden til det systematiske snyderi.

Regeringen åbner ladeport for fusk

Men Hummelgaards velplacerede raseri kommer til at klinge hult, når regeringen samtidig åbner en anden dør for hvidvask og terrorfinansiering. Regeringen vil nemlig droppe kravet om, at en del af den udenlandske arbejdskraft i Danmark skal have deres løn indsat på en dansk bankkonto.

Det er helt uforståeligt.

Hvis de mange udlændinge på de danske arbejdspladser på udvalgte områder kan få deres løn udbetalt på en bankkonto i deres hjemland, åbnes der en ladeport for snyd og fusk og hvidvask.

Læs også

Det vurderer regeringens ypperste myndigheder på området; PET, Rigspolitiet, National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) og Hvidvasksekretariatet.

Disse myndigheder vurderer i en række svar til Folketinget, at lovforslaget vil gøre det sværere for politiet at opdage, efterforske og strafforfølge sager om hvidvask, terrorfinansiering med videre.

"Dansk politis efterforskningsmuligheder er således som udgangspunkt bedre og hurtigere i Danmark, end dansk politis efterforskningsmuligheder i udlandet," skriver således Rigspolitiet og NSK i deres svar til Folketinget.

Regeringens kamp mod hvidvask er helt rigtig.

Søren Heisel og Claus von Elling
Hhv. forbundssekretær, 3F og formand, Byggegruppen i 3F

PET skriver blandt andet i deres svar:

"Efterforskning rettet mod visse udenlandske bankkonti kan være forbundet med flere praktiske og juridiske udfordringer end efterforskning af danske bankkonti. (...). Det kan være vanskeligt at dokumentere, og dermed bevise, de finansielle spor gennem eller til jurisdiktioner langt uden for Danmark, ligesom det direkte forsæt til terrorfinansiering også kan være vanskeligt at bevise."

Regeringens kamp mod hvidvask er helt rigtig. Derfor bør regeringen øjeblikkeligt skrotte planerne om at droppe kravet om dansk bankkonto til mange af de udlændinge, der arbejder i Danmark. Det er et fejlskud af dimensioner. Vi er helt på Hummelgaards hold.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Heisel

Forbundssekretær, 3F, formand, SkillsDenmark
Tømrer (1984)

Claus von Elling

Gruppeformand, 3F Byggegruppen, formand for Bygge-, Anlægs- og Trækartellet (BAT)
Tømrer, akademimerkonom i ledelse

Peter Hummelgaard

Justitsminister, MF (S)
cand.jur. (Københavns Uni. 2012)

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024