Arkitektforeningen: Den nationale arkitekturpolitik må for alt i verden ikke ende som et skrivebordsdokument

Gennem de seneste fem år har jeg rejst landet tyndt og aflagt besøg i knap halvdelen af landets kommuner for at tale om arkitekturpolitik.

Ofte er jeg blevet mødt med umiddelbar modvilje hos nogle lokale politikere, som mener, at arkitekturpolitik kun er noget for kommuner, der har råd til at bygge stort og nyt – eller som er beriget med en stor og fredet bygningsarv.

Men jeg oplever en helt anden opmærksomhed, når samtalen hurtigt slår ind på, hvad det primært drejer sig om, hvordan man modvirker affolkning, revitaliserer belastede kvarterer eller skaber gode rammer for læring og trivsel.

Eller når jeg giver konkrete eksempler på, hvordan andre byer har omdannet tidligere fabrikker til boliger eller kulturhuse, eller fået bylivet tilbage i bymidten med gennemtænkte by- og land-strategier.

Med andre ord, så snart det bliver klart, hvor bredt et felt arkitekturpolitik dækker over, og hvor mange udfordringer arkitektur- og plan-kompetencer kan være med til at finde gode svar på, spidser de for alvor ører.

Først da bliver det tydeligt, for de lokale politikere, at arkitekturpolitik kan bruges som et redskab til at omsætte deres ønsker om at skabe mere levende byer og en socialt- og miljømæssig bæredygtig udvikling.

Nationale udfordringer kræver lokale løsninger 

Ekspertgruppen bag den kommende nationale arkitekturpolitik, som jeg er en del af, udgav før sommerferien en rapport om udfordringsbilledet. Den så ind i de vigtige samfundsmæssige udfordringer og behov, som den nye arkitekturpolitik skal bidrage til løsningen af.

Der er tale om en lang række udfordringer, som kan være meget forskellige fra kommune til kommune: bymidter, der savner liv, tomme bygninger, der forfalder, manglende natur i byerne, fravær af billige og tilgængelige boliger, bevaringsværdige kulturmiljøer, der nedrives uden forståelse for deres værdier, og uhensigtsmæssig udnyttelse af arealerne i det åbne land med videre. 

Man kan ikke sidde på Christiansborg og definere hvad god arkitektur og god planlægning er. Det skal de lokale politikere og planlæggere gøre lokalt i tæt dialog med borgerne og ud fra lokale forhold.

Lars Autrup
Direktør i Arkitektforeningen

Faktisk er vi overbeviste om, at vi både nationalt og lokalt kan opnå langt mere kvalitet for de penge, der bliver investeret i byggeri og byudvikling.

Det er nøgletemaer, som griber ind i flere politiske områder, i særdeleshed bolig- og byggeri, landdistriktspolitik, miljø, sundhed og planlægning med videre. Og det afspejler den kompleksitet, der ligger i byggeriet i dag.

Det er disse udfordringer, som en national arkitekturpolitik skal adressere og identificere, ligesom den skal rejse opmærksomheden på de udviklinger, vi ikke ønsker i Danmark – men som risikerer at finde sted, og som vi vil fortryde, hvis vi ikke tager styring på.

En sådan overordnet ramme eller masterplan efterspørges faktisk klart i kommunerne – selv hos de kommuner, som har gennemarbejdede arkitekturpolitikker, fordi det ekspliciterer den tænkning og fremtidige regulering, som udgår fra Christiansborg.

Er det så den nationale arkitekturpolitik, der skal definere, hvad der er kvalitet, og hvordan der skal bygges i kommunerne?

Nej, selvfølgelig ikke.

Man kan ikke sidde på Christiansborg og definere, hvad god arkitektur og god planlægning er. Det skal de lokale politikere og planlæggere gøre lokalt i tæt dialog med borgerne og ud fra lokale forhold.

Fra national side skal man stille de rette lovrammer og redskaber til rådighed.