Følg Folketingets åbningsdebat: Pensionspresset var tungt på tydeligt frustreret Monika Rubin

Den blå opposition fik ikke ram på Jan E. Jørgensen

Af Esben Schjørring, politisk redaktør

Venstres nye politiske ordfører, Jan E. Jørgensen, debuterede i rollen som taler på sit partis vegne til en åbningsdebat.

Han havde valgt en sjov – i genren "boomer-humor" – ramme om sin tale, hvor han sammenlignede partierne i blå blok med deltagere i forskellige OL-discipliner. Venstre selv sammenlignede han med en ti-kæmper med det formål for øje at lancere Venstre som balancernes parti, sådan som Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose også gør det.

Balancen mellem velfærd og skattelettelser, grøn omstilling og forsvar og by og land. Med balance-begrebet går Venstre på strandhugst hos Konservative, men pointen er også, at man stadig holder fast i forestillingen om sig selv som et folkeparti.

Men hvad med så balancen mellem pensionsalder, velfærdsstatens finansielle holdbarhed og mængden af udbudt arbejdskraft? Og skulle vi ikke finde balancen allerede nu omkring forhandlingsbordet? Det var oppositionens væsentligste ærinde.

Her havde Jan E. Jørgensen iført sig den af Venstre foreslåede "arbejdslivskommission" som harnisk. Det burde især være i den borgerlige oppositions interesse at trænge igennem her, men de blå sværd var for sløve til at tilføje Jan E. Jørgensen rigtig skade. Lidt overraskende, at man fra den borgerlige opposition side ikke mere ihærdigt forsøgte at få Jan E. Jørgensen til at tage stilling til, om der er et problem om social retfærdighed i det nuværende pensionssystem, sådan som socialdemokraterne siger.

Støjberg bærer stadig nag 

Af Esben Schjørring, politisk redaktør

Det siger meget om dansk politik, at Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, gennemførte en hel tale og efterfølgende spørgerunde stort set uden at tale om udlændingepolitik.

Emnet er efter Socialdemokratiets kursomlægning for snart ti år siden og med dannelsen af SVM-regeringen som et slags nationalt kompromis om dansk udlændingepolitik uden rigtig eksplosionskraft. Vi er meget langt fra værdikampens velmagtsdage i nullerne. Det er i sig selv et perspektiv på, hvorfor sammenhængskraften i blå blok har det så svært. For i nullerne var det netop udlændingepolitik og værdikamp, der samlede de borgerlige partier til en egentlig blok.

Hen over det seneste års tid har de borgerlige forsøgt sig med, om familiepolitik måske kunne udgøre en fælles lim, men det hørte man ikke meget til Støjbergs tale. Det er tydeligt, at hun stadig bærer på en betydelig mængde nag over for sit gamle parti, og det er paradoksalt nok noget, der på én og samme tid gør hende stærk og svag. Stærk, fordi hendes kritik har bid, men svag, fordi det er svært at bygge et politisk projekt op på det.

Det viser sig i særklasse, når det kommer til den grønne trepart. På den ene side vil Støjberg gerne have, at Venstre vender hjem til de borgerlige, på den anden siden angriber hun igen og igen den grønne trepart, som Venstre bare er meget glad for – og som økonomiminister Stephanie Lose har stor personlig andel i. På den måde kommer Støjberg til at manifestere, hvor svære udsigterne er til at genetablere blå blok.