"En mindre detalje" om en israelsk gruppevoldtægt gør det værd at opleve palæstinensisk forfatter, når hun besøger Danmark

Ansigtsløse og navnløse

Bogens forfatter, palæstinensiske Adania Shibli, skulle egentlig have modtaget den tyske litteraturpris 'LiBeraturpreis' for sin roman på en bogmesse sidste oktober. Men efter Hamas' terrorangreb fik romanen en del kritik, blandt andet for at dehumanisere israelerne med sine "navnløse og ansigtsløse" beskrivelser af soldaterne. Det fik priskomitéen at udskyde prisoverrækkelsen.

Shibli tog til genmæle i et essay, som Weekendavisen bragte i januar, hvor hun blandt pointerer, at alle romankaraktererne er ansigtsløse og navnløse, også de palæstinensiske. (Ville handlingerne fremstå mere humane, hvis man blot kendte deres navne, kan man også spørge sig selv?).

Folkene bag 'LiBeraturpreis' har siden undskyldt til forfatteren.

En leg med store og små detaljer

Det er netop de ansigtsløse karakterer, som gør Shiblis roman stærk, eller nærmere: det er hendes leg med detaljerne. Forfatteren har udvisket nogle detaljer for at give plads til nogle andre.

Det er netop de ansigtsløse karakterer, som gør Shiblis roman stærk, eller nærmere: det er hendes leg med detaljerne. Forfatteren har udvisket nogle detaljer for at give plads til nogle andre.

Vi kender ingen navne på romankaraktererne, til gengæld er vi for eksempel hele tiden orienteret om dato og tidspunkt. Shibli slutter med jævne mellemrum sine passager med eksempelvis at skrive: "Det var om aftenen den 12. august 1949." På den måde tvinger forfatteren læserne til at reflektere over, hvilke detaljer, der er de væsentlige, og hvilke, der ikke er.

Det er også "en mindre detalje", der mange år efter hændelsen i Negev-ørkenen får en ung kvinde til at interessere sig for hændelsen. 

Kvinden bliver faktisk helt besat af at undersøge, hvad der skete, at "finde sandheden", og dén besættelse udgør rammen for anden halvdel af bogen. Vi skifter officerens perspektiv ud med kvindens. 

Kvinden har lige fået nyt job, men hun kan ikke koncentrere sig om andet end hændelsen. Hun har tankemylder, og forfatterens beskrivelse af menneskets indre tankeaktivitet er fantastisk: på samme tid realistisk, humoristisk og intelligent.

Med jævne mellemrum tænker palæstinenseren for eksempel over, hvorfor hun mon er besat af detaljer:

"(…) Hændelsen fandt sted en morgen, som præcis et kvart århundrede senere ville falde sammen med den morgen, jeg blev født (…) Det kan virke som et udtryk for ren og skær selvoptagethed, at det, der gjorde mig opmærksom på hændelsen, (…), var en mindre detalje som denne, sammenlignet med de større detaljer, (…) Alligevel er der nogle, som mener, at denne måde at opfatte tingene på og det at fokusere på de mest ubetydelige detaljer, (…) er den eneste vej til sandheden, faktisk det endelige bevis på, at den eksisterer."