Løkkes nye parti er allerede overhalet af virkeligheden

Timingen er elendig. Lars Løkkes nye centrum-højre-parti er et svar på et spørgsmål, som ingen stiller længere. For hvem kan sige, at yderfløjene dominerer i dag?

Under valgkampen i 2019 gik Lars Løkke solo, brød med både sit eget parti og sin egen fortid som statsminister, der havde regeret på yderfløjenes mandater, og foreslog at gøre, hvad Mette Frederiksen reelt og effektivt har gjort lige siden.

I løbet af de seneste to år er yderfløjene blevet skubbet ud af manegen. Hverken venstre- eller højrefløjen har længere nogen afgørende indflydelse på den førte politik i Danmark, og den yderliggående polarisering, som for få år siden var ved at rive op i det politiske landskab, er gået i sig selv igen. Sjældent har midten stået så stærkt som nu. Centrismen regerer.

Vægtforskydningen ind mod midten viser sig i flere opsigtsvækkende dynamikker. Først og fremmest er det rasende højreoprør, som partiet Stram Kurs kortvarigt satte på dagsordenen for to år siden, fuset ud. Samlet set står Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige også svagere end i mange år. Højrefløjen truer ikke længere det etablerede Danmark.

Dernæst er Enhedslisten slået ind på en hyper-pragmatisk linje, hvor partiet tilmed affinder sig med gentagne nederlag – uden at lave nogen form for parlamentarisk ballade. Enhedslistens magtesløshed på Christiansborg har ikke engang fremprovokeret etableringen af nye, yderliggående røde partier. Venstrefløjen udfordrer heller ikke det etablerede Danmark.

Den altafgørende faktor for centrismens triumf er således, at statsmininister Mette Frederiksen (S) har ført en demonstrativt midtersøgende kurs, hvor hun målrettet har sørget for at placere sig nøjagtig dér, hvor vælgerflertallet allerede befinder sig. På ingen politikområder har S-regeringen forsøgt at udfordre hverken folkestemningen eller de parlamentariske forligsmuligheder i Folketinget.

Mandaternes logik bestemmer, og derfor har S-regeringen i forlig efter forlig kunnet spille de gamle magtpartier ud mod hinanden og har skiftevis kunnet lave brede aftaler med Venstre, Konservative, Radikale Venstre og SF.

Socialdemokratiets centrisme har effektivt lukket det vindue, som Lars Løkke selv åbnede i sidste valgkamp. 

Lars Trier Mogensen
Kommentarskribent

Fællesnævneren er og har været, at yderfløjene ikke skal levnes plads til at kunne kuppe sig til indflydelse og dermed potentielt kunne gennemtvinge tiltag, som vælgerflertallet ville kunne være uenige med.

I den praktiske politik har statsmininister Mette Frederiksen stort set fulgt den plan, som Venstres daværende formand Lars Løkke Rasmussen præsenterede i sin bog 'Befrielsens Øjeblik' midt under valgkampen i 2019. Han drømte om et bredtfavnende midtersamarbejde på Christiansborg uden vetoret til yderfløjene, præcis som det efterfølgende er sket.

Hvad der dengang lød som et besindigt nybrud – netop da Stram Kurs kulminerede i sit flygtige klimaks, og venstrefløjen var i fuld gang med at mobilisere unge førstegangsvælgere i en kompromisløs klimakamp – er i dag blevet magtens modus operandi. S-regeringen går forsigtigt og opportunistisk frem. Derfor er der ikke noget politisk tomrum, som Lars Løkke Rasmussen kan forsøge at rykke ind i og udfylde med sit nye parti.

I bogen 'Befrielsens Øjeblik', som stadig må siges at udgøre det tankemæssige fundament for det nye parti, spørger bogens forfatter, Kirsten Jacobsen, ind til idéen om at ville danne en SV-regering, og hun anfører, at det måske vil blive vanskeligt. Hertil svarer Lars Løkke profetisk:

"Nej, men jeg kan godt forstå, at mange mennesker siger: "Vi er et lille land i en stor verden. Kunne de store, erfarne midterpartier dog ikke prøve at løfte opgaven i fællesskab?". Personligt tror jeg, at det kommer til at ske en dag; men der skal nok være en udløsende mekanisme for at sætte processen i gang."

Paradoksalt nok blev den udløsende mekanisme netop udgivelsen af hans egen bog, for siden hen har det været ”de store, erfarne midterpartier”, som har løftet opgaven i fællesskab på Christiansborg, ansporet af corona-krisen og anført af statsminister Mette Frederiksen, som ikke har villet lade sig styre af yderfløjene.

Realpolitisk fører S-regeringen en centristisk kurs, der ikke er til at skelne fra fantasifostret af en fortænkt 'SV-regering'. Tag bare de seneste ugers aftaler: S-regeringen er for eksempel lykkedes med at forpligte alle tidligere regeringspartier på en mindelig løsning med en såkaldt taskforce, der skal undersøge mulighederne for at bringe de danske børn hjem fra Syrien. Uden for står yderfløjspartierne på begge sider.

Samme mønster gentager sig på den grønne front, hvor S-regeringen i forhandlingerne om både en ny klima-landbrugsreform og med udspillet til trafik-investeringer har fået placeret sig så mådeholdende centristisk, at Enhedslisten efter alt at dømme vil være tvunget til at stå uden for, samtidig med at i hvert fald Nye Borgerlige nok også vil betakke sig.

Skræmmebilledet af yderfløjenes jerngreb om dansk politik er krakeleret, og det vil blive umuligt for Lars Løkke at opbygge en fortælling om, at han skulle være den eneste, der kan bygge bro hen over midten.

Han kæmper mod spøgelser, og som politisk projekt kommer partiet flere postomgange for sent. Men det betyder ikke, at projektet er dødsdømt, i hvert fald ikke som en karriereforlænger for Lars Løkke personligt. Rent vælgermæssigt vil det nye parti bestemt have rimelige muligheder for at klare spærregrænsen ved næste folketingsvalg.

Når det kunne lykkes for Naser Khader og Ny Alliance at komme ind med fem mandater i 2007, når Uffe Elbæk og Alternativet blev valgt ind med ni mandater i 2015, og når Pernille Vermund og Nye Borgerlige klarede skærene med fire mandater i 2019, har det sandsynligheden for sig, at også Lars Løkke vil kunne forlænge sit politiske liv. Han har før vist en ekvilibristisk evne til at overleve i selv de mest håbløse situationer.

Lige nu kan der ligefrem være et marked. Den generelle rodløshed blandt vælgerne og den aktuelle faneflugt fra både Venstre og Radikale Venstre skaber gunstige vilkår for partiet, som endnu ikke officielt har fået et navn. Partiets kommunikationschef Jeppe Søe har dog registreret web-domænenavnet Moderat.dk, og et foreløbigt godt bud kunne derfor være, at Løkke-partiet kommer til at hedde Moderat.

Iscenesættelsen af partiet som en fornyende kraft inde på midten ændrer imidlertid ikke på, at 'Moderat' som nyt parti savner en egentlig parlamentarisk eksistensberettigelse. Lars Løkke har ganske enkelt ikke fat i en ny politisk understrøm i tiden.

I bedste fald vil han sparke en åben dør ind og blot befæste statsminister Mette Frederiksens midtersøgende magtposition. I værste fald vil partiet 'Moderat', eller hvad det nu kommer til at hedde, være nødt til at opsøge ledige synspunkter for at tiltrække sig opmærksomhed og indtage mere og mere nicheprægede særstandpunkter, som det eksempelvis skete forleden med den første egentlige udmelding om at ville afskaffe SU'en på kandidatuddannelserne.

Det vil blive umuligt for Lars Løkke at opbygge en fortælling om, at han skulle være den eneste, der kan bygge bro hen over midten.

Lars Trier Mogensen
Kommentarskribent

Som tidligere statsminister vil Lars Løkke være omgærdet af en konstant medieinteresse, og han vil derfor kunne få held med at turnere med nogle af sine forliste reformidéer fra de to regeringsperioder. Men nogen større forandringskraft ser 'Moderat' ikke ud til at kunne blive. Simpelthen fordi midten allerede er udspændt af Socialdemokratiet.

Hvad der næsten mirakuløst lykkedes for Emmanuel Macron ved det franske præsidentvalg i 2017, hvor han egenhændigt fik erobret midten og trængt begge yderfløje væk, er og bliver ikke muligt i Danmark her i 2021. Det politiske system i Danmark lider nemlig ikke af den "sklerose", som Emmanuel Macron hævdede havde forårsaget en handlingslammelse i fransk politik. Om noget har Mette Frederiksen udvist handlekraft.

Højrefløjen i Danmark har slet ikke længere den tiltrækningskraft, som Marine Le Pen stadig formår at opildne med sit oprørsparti Rassemblement National, og den hjemlige venstrefløj er også meget langt fra at repræsentere den form for forandringsvilje, som den røde rebel Jean-Luc Mélenchon mønstrede tilbage i 2017.

De enestående forudsætninger, som Emmanuel Macron havde dengang, tåler ingen sammenligning med Lars Løkkes yderst begrænsede muligheder. Han kan meget vel få en ny stol i folketingssalen, men næppe rykke rundt på noget afgørende.

Herhjemme har statsminister Mette Frederiksen allerede og kynisk formået at dele og herske og derved knust enhver ansats til udfordrende opposition.

Socialdemokratiets centrisme har effektivt lukket det vindue, som Lars Løkke selv åbnede i sidste valgkamp. Som en pensioneret general udkæmper han en krig, der for længst synes overstået.