Bo Lidegaard: Nyt værk om Staunings Grønland føjer vigtige brikker til rigsfællesskabets historie

Nørgaard er optaget af rigsfællesskabets fremtid og det perspektiv, brydningen i mellemkrigstiden kaster på den evigt aktuelle problematik om forholdet mellem de umage parter i det fællesskab, som en del i Grønland sætter spørgsmålstegn ved. Nørgaard skriver kolonihistorie, "der så vidt muligt er fortalt gennem danskernes og grønlændernes egne ord og handlinger".

Dermed formår han på samme tid at fortælle historien gennem Stauning og hans håndgangne mænd, samtidig med at han giver en stemme til de mange grønlændere, der i disse afgørende år som nogle af de første kastede sig ind i debatten om Grønlands fremtid og tilknytning til Danmark.

Disse stemmer er måske bogens vigtigste bidrag, også til vores forståelse af den aktuelle debat.

Ville forandre Grønland til det bedre

Staunings dybe og livslange interesse for "det mærkelige land" og dets "naturfolk" er velkendt, og han udgav selv bogen 'Min Grønlandsfærd', efter han i sommeren 1930 som den første danske statsminister havde besøgt landet og om bord på Disko besejlet Vestkysten.

Her havde han besøgt små og store steder og talt med høj og lav, og her dannede han sig et personligt og dybtgående indtryk af forholdene i det fjerne land. Staunings tilgang var den politiske, og han kom ikke kun for at se og høre. Han ville forandre tingene – og til det bedre.

Stauning var udpræget skeptisk over for danske – og udenlandske – erhvervsinteressers ønske om lettere adgang til de grønlandske ressourcer. Som landsfader også for Grønland, ville han beskytte "naturfolket" mod kapitalismen og de dårligdomme, han mente ville følge i kølvandet på økonomisk udbytning og udnyttelse af landets mineralske rigdomme.

Men selv om hans indstilling var grundlæggende paternalistisk, havde han også et stærkt ønske om at give grønlænderne mere at skulle have sagt over egne forhold.

Han store livsprojekt – at grundfæste folkestyret, så folkets brede masser fik både ret til og mulighed for at tage ansvar for sin egen skæbne – gjaldt også Grønland og grønlænderne. Samtidig havde han blik for, hvad Grønland betød for Danmark og for Kongerigets stilling i verden.

Stauning kom skidt fra start

Stauning så den dybe forbindelse mellem de tre rigsdele, for Færøerne var i høj grad også i Staunings bevidsthed, også mere, end Grønland brød sig om – især når det gjaldt færingernes adgang til de rige grønlandske fiskebanker.

Det er tankevækkende at læse de udførlige referater fra landsrådenes debatter, der skarpt går i rette med den danske regering.

Bo Lidegaard
Historiker, forfatter og partner, KayaPartners.

I forhold til Grønland kom Stauning skidt fra start med sin håndtering i 1924 af den langvarige strid med Norge om suverænitet og fangstrettigheder i Østgrønland. Han tiltrådte en aftale med Norge, der skulle bilægge striden ved at give nordmændene flere rettigheder til fangst og fiskeri på Østkysten, men uden først at spørge, hvad mon Grønland mente om den sag.

Da de grønlandske landsråd, der netop var etableret for at give grønlænderne demokratisk medindflydelse på egne forhold, fik nys om aftalen, efter den var ratificeret i Rigsdagen, blev de mildt sagt vrede og skuffede – og med god grund.

Det er tankevækkende at læse Nørgaards udførlige referater fra de to landsråds debatter om sagen, hvor Grønlands fremmeste mænd udførligt, skarpt og selvbevidst går i rette med den danske regering på en måde og med ordvalg, der til fulde dokumenterer, hvor tidligt landsrådene trådte i karakter med egen stemme, karakter og vilje – og som afgørende korrektiv til den danske forvaltning.

Lastet med gode historier

Nørgaard fletter overbevisende Staunings optagethed af Grønland og den storpolitiske strid om øen ind i Danmarks historie i begyndelsen af 1930'erne. Det er næsten som aksen Stauning-Grønland bliver selve danmarkshistoriens omdrejningsakse, om hvilken også en perlerække af tidens mest kendte personligheder kredser med Knud Rasmussen som strålende midtpunkt.

Selv om det på visse stræk bliver næsten for meget af det gode, får Nørgaard dermed naget en pointe, som ellers er underspillet i dansk historieskrivning; nemlig hvor stor en rolle Grønland spiller også for Danmarks position i verden.

Det handler ikke om, at Danmark "står på ryggen" af Grønland, eller på anden vis opnår særlige privilegier i kraft af Grønland.

Men ligesom Danmark trods sin lidenhed spiller en uforholdsmæssig stor rolle i Grønland, gør det modsatte sig også gældende: Fordi Grønland er så stort et land, fordi befolkningen er så tæt sammenværet med den danske, og fordi øen ligger, hvor den gør.

Det er mange skibe lastet med gode historier, Niels Nørgaard sætter i søen, og mange tråde han skal samle.

Det lykkes måske ikke helt, at få det hele til at gå op i en højere enhed, men her er rigtig meget nyt og spændende stof, læst og tolket med sikkert blik for, at historien tit foregår lige for næsen af os, uden vi rigtig kigger efter og forstår, hvor det er, det sker.

På den måde får Niels Nørgaard føjet vigtige brikker til både Grønlands og Danmarks historie. Det er noget af en præstation og guf for enhver, der interesser sig for de dele af verden.