Er Folkemødet blevet reduceret til en fredagsbar for højtråbende fanatikere?

Det vil være en overraskelse, hvis Folkemødet på Bornholm ikke oplever sin del af højtråbende anti-israleske aktivister, der med palæstinensiske flag, bannere med det fromme ønske om udryddelsen af Israel og israelerne ”from the river to the sea” og stålsatte vilje til at hindre andre i at tale, mens de råber.

Særligt efter, at Folkemødets direktør, Peter Christiansen, noget uforstandigt forleden nærmest inviterede hele hylekoret til solskinsøen med sin opfordring til arrangører om, at hvis der dukkede demonstranter op ved arrangementerne, så kunne det være en blændende god ide at invitere dem på scenen og give dem taletid.

Den lader vi stå et øjeblik.

En relevant debat om fremtidens grønne brændstof eller om, hvor meget vild natur, Danmark kan tåle at reservere mellem plovfugerne, kan så pludselig handle om Gaza og om en krig er en krig eller et ”folkemord”.

Det er indlysende, at de mennesker, der forhindrede statsministeren i at holde tale på kvindernes internationale kampdag i marts og her forleden hindrede udenrigsministeren i det samme ved et debatarrangement med insisterende afbrydelser om, at der i Gaza er tale om et folkemord, ikke en krig, mener, at debatter om alt andet end deres Israel-kritik er underlødige og ligegyldige.

I grunden komisk at lige Lars Løkke Rasmussen (M) var målet al den stund, at netop den lilla udenrigsminister har vældig travlt med løbende at fremstå nuanceret og balancere mellem både Israels ret til selvforsvar, og at palæstinenserne fortjener deres egen anerkendte stat snart, til trods for 7. oktober.

Anderledes er instinktet, når flagsvingende, anti-israelske fanatikere forventes at forstyrre festen. Så skal de i udgangspunktet inviteres på scenerne og have taletid.

Søren Søndergaard
Fhv. pressechef, Dansk Folkeparti

Nogen kæmpe Israelven vil næppe mange kalde ham, særligt målt op imod statsministeren.

Det er de mennesker, Folkemødets direktør kom til, lidt indirekte, men alligevel, at invitere både til klippeøen og helt op på scenerne til de Folkemøde-debatter, som mange tusinde mennesker i måneder har puklet med at få på plads.

Som for langt, langt størstedelens vedkommende handler om alt andet end terroristers vilde massakrer, Gaza og krig.

Der gik godt nok kun få dage, så ”præciserede” Folkemødets direktion søndag meddelelsen, så nu er forstyrrelser ikke velkomne. Forinden havde direktøren dog i Berlingske fået ventileret, hvor han selv står, da han kaldte aktivisternes sag ”meget, meget ædel”.

Det er simpelthen et lærebogseksempel i gennemført elendig kommunikation.

Når jeg med et glimt i øjet prikker til venner og bekendte og til folk, der bare ikke når at komme udenfor hørevidde, siger, at ”det der 'from the river to the sea', dét støtter jeg. Dér skal Israel jo være!”

Så griner folk lidt nervøst og synes, at det enten er lidt kikset værkstedshumor eller malplaceret, ufølsom boomer-humor. Men det er vel en reel uenighed?

Hvis der kun skal ligge én stat mellem Jordanfloden og Middelhavet, sådan som de kække modstandskrigere i Hamas og de mange tusinde anti-israelske demonstranter i Danmark de seneste otte måneder har råbt om og skrevet på bannere, så kan det vel akkurat lige så godt være det demokratiske Israel, der omsider efter kun 76 års krig og trusler kan få lidt fred, som et Palæstina, ledet af enten terrorister fra Hamas eller det bundkorrupte Fatah?