Regeringen skider på folkeretten ved at tillade våbenleverancer til Israel

Forsvaret for international retsorden og menneskerettigheder bør være universelt.

Hvordan skal vi nogensinde få en mere stabil verdensorden, hvis alle skider på folkeretten, hvis der er frit slag for at invadere og besætte andre lande, hvis der er frit lejde til at sulte børn og civile og skyde nødhjælpsarbejdere?

Hvor stiller det os? Ikke godt. Og ikke sikkert.

Så mit ønske er, at den danske regering får en konsistent og menneskeretligt forsvarlig omgang med våbenhandel. Ud fra den rettesnor skal vi sikre våbenproduktion til Ukraine, men øjeblikkelig stoppe al våbenhandel og eksport til Israel.

Og i øvrigt indføre økonomiske sanktioner – også mod Israel. Et konsistent forsvar for menneskerettighederne og international ret er en forudsætning for fred og stabilitet.

Der er i mine øjne også et stort behov for, at skelne mellem nødvendig våbenproduktion til Ukraine og generel global oprustning. De største tre aktører på oprustning og militærudgifter er Rusland, Kina og USA.

Der må vi ikke være blinde for USA og Kinas magtkamp, som i de kommende årtier kan få stor betydning for vores verden, og hvor Danmark bør mane til besindighed og nedrustning.

Vi skal sikre våbenproduktion til Ukraine, men øjeblikkelig stoppe al våbenhandel og eksport til Israel.

Eva Flyvholm

Fredsforskningsinstituttet SIPRI advarer også om, at den øgede oprustning kan lede til flere reaktioner og konfrontationer.

Andre storforbrugere af våben er for eksempel Saudi Arabien og Emiraterne, og det fremstår ret åbenlyst, at diktatoriske kongedømmer med veldokumenteret historik for vold, drab og krigsforbrydelser ikke er specielt stabiliserende faktorer i verden, bare fordi de er tungt bevæbnede – tværtimod.

I vores eget nationale forsvar giver det god mening at opgradere blandt andet mulighederne for at patruljere Danmark og rigsfællesskabets grænser med flåden og overvågningsfly.

Men det er uklogt, at de politiske beslutninger og budgetter er styret af en maskinel tilgang til at bruge to procent af BNP på militæret hvert eneste år.

En beslutning partierne bag "det nationale sikkerhedskompromis" traf i stor hast, men hvor vurderingen af, hvad der er brug for, burde være kommet først.

Lige nu giver det mening at bruge flere penge på Ukraine og nogle opgraderinger af vores eget forsvar. Men de to procent binder os til at bruge store summer hver eneste år, også i fremtiden, hvilket kan blive en oprustningsskrue uden ende.

En udvikling, der både belaster vores samfundsøkonomi, forgylder våbenproducenterne, og ikke forholder sig klart til, hvad vores behov for sikkerhed er.

Jeg har hørt det fremstillet i flere debatter som om, der ingen penge er blevet brugt på Forsvaret i årevis. Men det er en misrepræsentation. Der er brugt mindre i Danmark og det meste af verden i årene efter Den Kolde Krigs afslutning – heldigvis, vil jeg også tilføje.

Men udsultningen af det nationale forsvar skyldes i høj grad også andre politiske og økonomiske prioriteringer. Irak-krigen og krigen i Afghanistan har kostet mange ressourcer og menneskeliv.

Et konsistent forsvar for menneskerettighederne og international ret er en forudsætning for fred og stabilitet.

Eva Flyvholm

Våbenlagrene blev tømt over Libyen. Og de nye F-35 fly er en milliardudgift, der har drænet kassen, men er ikke specielt velegnet til territorialforsvar.

Hvis Danmark de sidste 20 år systematisk havde afholdt sig fra angrebskrige og prioriteret vores hjemlige forsvar med både mandskab og materiel, så ville vi stå et andet sted nu.

Vi må kræve en mere langsigtet og bæredygtig strategi for vores sikkerheds- og udenrigspolitik og forholde os kritisk til, om det er i Danmarks interesse at følge USA's ønske om konstant militær oprustning, de har trods alt en del at tjene på det som hjemland for verdens største våbenproducenter.

Vi bør prioritere sikkerhed og geopolitisk stabilitet i vores eget område – og sammen med vores nordiske naboer, Grønland og Færøerne, få styr på det arktiske område og holde det så stabilt og lavmilitariseret som muligt – og holde fast i internationale aftalers betydning for stabilitet.

For det er desværre en illusion, at hvis vi bare opruster nok, så er vi også fuldstændig sikre. Verden er en hel del mere kompleks, og derfor skal vores svar også være nuanceret og tilpasset situationen. Især når verden er så usikker som nu.