Tidligere foreningsleder: Manglende driftsmidler nedslider små organisationer

Hvordan får vi vores kompetente og ressourcestærke fonde til at erkende, at de mindre organisationer har brug for væsentligt flere øremærkede driftsmidler end, hvad der ofte allokeres. En omfordeling af øremærkede midler vil gavne vores civilsamfund, så de mindre spillere bedre kan være med og dermed også fordre den demokratiske udvikling i landet.

Den største konsekvens findes i det usunde arbejdsliv, der opbygges, når der ikke er tilstrækkelige midler til at sikre en sund arbejdsplads.

Mathias Findalen
Rådgiver, Institut for Menneskerettigheder, fhv. sekretariatsleder i Rapolitics

Lige inden jeg i sommer stoppede som sekretariatsleder i ungeorganisationen Rapolitics, var jeg i dialog med en programleder fra en fond om en mulig bevilling. Vi kom aldrig længere end ved dialogen, da jeg hørte, at der kun var allokeret fem til otte procent i budgettet til drift og nogenlunde det samme til en projektleder. Det ville umuligt kunne realiseres hensigtsmæssigt under de rammer.

Ovenstående historie er ikke en sjældenhed blandt de mindre foreninger, initiativer og organisationer i civilsamfundet. De oplever en enorm støtte og opbakning til deres projekter, men mangler ofte den støtte, der virkelig batter, nemlig driftsmidler.

Midler der sørger for, at ansatte på arbejdspladsen får en ledelse, der har styr på alt fra pensions- og frokostordning til samværspolitik og en forretningsudvikling forankret i en tydelig strategi. Midler der sørger for, at hverken organisationen eller dens ansatte i deres arbejdspres vælter ud i overarbejde uge efter uge for i sidste ende at erkende, at der ikke er mulighed for at afspadsere eller få det udbetalt som løn, da det vil belaste organisationen.

Sparsomme budgetter resulterer i ringere kvalitet i projekter
Under pandemien viste fondene sig ellers omstillingsparate og udbød puljer, der kunne søges hurtigt af de mindre organisationer, som kvitterede med online læringsforløb- og mødesteder og fællesskabsorienterede kampagner til målgrupper, som selv de store organisationer ikke formåede at række ud til. Men igen var der sparsomme muligheder til at finde den rette luft i budgetterne til drift. Midlerne skulle mestendels gå til aktiviteter og nye formater i en krisetid, og i sidste ende stod man ofte tilbage med en oplevelse af, at de store organisationer alligevel var selvskrevet, mens de mindre skulle kæmpe for hver en skilling.

Erfaringen blev, at der igen måtte gås på kompromis med den længerevarende kvalitet, fordi der ikke var nok midler til at køre driften parallelt med de nye projekter, der med lynets hast skulle implementeres.

Usunde arbejdspladser
Den manglende fleksibilitet omkring driftsmidler har ikke kun konsekvenser for de udførte aktiviteter, der bliver mindre kvalificeret med hensyn til læring, resultater og effektmåling. Den største konsekvens findes i det usunde arbejdsliv, der opbygges, når der ikke er tilstrækkelige midler til at sikre en sund arbejdsplads.

jeg mener, at samfundet vil få langt mere gavn af projekterne, hvis driftsmidler måtte fylde mere i budgetterne.

Mathias Findalen
Rådgiver, Institut for Menneskerettigheder, fhv. sekretariatsleder i Rapolitics

Den amerikanske forsker Paul Gorski har blandt flere allerede kortlagt, hvor udbredt stress og udbrændte medarbejdere er i de aktivistiske ildsjælsmiljøer. Her bukker mange under for presset i en hård konkurrencekultur, hvor finansiering er afgørende for de små spillere. Jeg støder for ofte på en ny historie fra de mindre organisationer i civilsamfundet, hvor en sygemelding eller en opsigelse (til fordel for en større organisation) har haft voldsomme konsekvenser, som ofte fører til en tydelig underbemanding, og hvor visioner, mål og værdier sparkes til hjørne.

Tillid og åbenhed er afgørende
Flere fonde anerkender fortællingerne om driftsudfordringer, men jeg har set få eksempler på, at det har medført ændringer i praksis. Nogle af fondene vil nok påpege, at sådanne ændringer vil kræve mere transparens hos de mindre organisationer, som skal vise, at de har kapaciteten til at løfte et projekt med flere frie midler. Det tror jeg, de fleste vil imødekomme med åbne arme.

Jeg anerkender, at der for fondene ligger en bedre fortælling i at fremvise flotte projektresultater fra dem, de har støttet. Men i dag har projektsamfundet i højere grad brug for kontinuitet end nye projekter, og jeg mener, at samfundet vil få langt mere gavn af projekterne, hvis driftsmidler måtte fylde mere i budgetterne. Ansvarsområderne vil kort sagt blive forvaltet langt stærkere, også til gavn for de frivillige, som er limen i vores civilsamfund.

Der findes gode eksempler på, hvad driftsmidler kan gøre. I 2018 indgik Rapolitics et strategisk samarbejde med Roskilde Festival på trods af, at Rapolitics i den periode var tæt på at skrue nøglen om, men foreningen bag Roskilde Festival kunne alligevel se potentiale. De donerede over en tre-årig periode i alt 900.000 frie midler. Friheden skabte opbakning, integritet og selvtillid og medførte, at Rapolitics senere på året kunne sende en gennemarbejdet fondsansøgning afsted.

Skal vi reducere de pressede og prekære arbejdsmiljøer og de uforløste projekter, og samtidig bibeholde det sprudlende demokratiske civilsamfund, så skal uddelingspraksissen ændres med plads til, at drifts- og lønmidler bliver en mere hensigtsmæssig procentdel i fondenes puljer og budgetudbud.