Islamforsker: Indvandring skaber dybere værdipolitiske konfliktlinjer i Danmark

Denne ikke-konfessionelle, halvskjulte og fjerne protestantisme, der lever gnidningsløst side om side med areligiøsiteten påvirker også relationen til andre religioner, især islam, argumenterer flere danske (religions)sociologer.

Blot at tale om 'islam' er altså for upræcist, for islam i Danmark kan karakteriseres et kompleks af islam'er med flere forskellige rivaliserende men også gensidigt forstærkende træk.

Først og fremmest er der en islam, der er præget af den moderne islamistiske vækkelse, der stræber efter at skabe islamiske stater, styret eller inspireret af sharia lov og etik.

For det andet er der en islam, der undertiden betegnes som post-islamisme, fordi den ikke har islamismens ambitioner om en decideret islamisk stat, men snarere et samfund, hvor islamiske værdier opnår magt og agt via demokratiske metoder.

For det tredje er der en islam, som er fundamentalt præget af, at dens tilhængere befinder sig i en diasporasituation – dette vender jeg tilbage til.

Alle disse islamtyper er samlet udtryk for hvad nogle forskere simpelthen kalder for transnational eller global islam, ofte præget af islamismistiske attituder.

Bekymring for hadprædikanter
Med et begreb som 'konfliktlinje' bevæger vi ud i nogle videnskabelige dilemmaer om konfliktens strukturer og italesættelser.

Skal vi forstå konflikten som antropolog Fredrik Barth gjorde det i sin tid, da han i stedet for at betragte "cultural stuff" som noget iboende og stabilt, gjorde opmærksom på, at kultur snarere er konstitueret ved grænsedragninger – eventuelt ligefrem konfliktlinje-dragninger.

Konfliktlinjen er betinget af den demografiske udvikling, som har rod i migration fra muslimske majoritetslande.

Thomas Hoffmann
Professor og islam-forsker, KU

Tale om kulturelt fællesgods og rødder er i denne optik kunstige distraktioner og overdrevne konstruktioner af kontinuitet, der italesættes for at dække for, at det hele handler om grader af magt og resurser blandt sociale grupper.

Eller skal vi gå mere primordialistisk eller symbolic politics-orienteret til værks og forsøge at forklare konfliktlinjerne som udtryk for rodfæstede religiøse fjendebilleder?

Kristendom og islam har stærkt anti-kristne og anti-muslimske repertoirer i deres helligtekster og teologier, som kan 'våbengøres' under særlige omstændigheder, for eksempel af karismatiske prædikanter.

Den nationale sanktionsliste afspejler denne bekymring for såkaldte hadprædikanter.

Uanset hvilken synsvinkel der anlægges på konfliktlinjen, er den som allerede nævnt betinget af den demografiske udvikling, som har rod i migration fra muslimske majoritetslande.

Danmarks Statistik udgiver hvert år en status, som politikere, myndigheder, presse og forskere løbende konsulterer.

Ikke bare som demografi i bakspejlet og nu, men også som befolkningsfremskrivning.

Europas lande har forskellige demografier, men fælles er væksten.

Pew Research Center lavede en rapport i 2017, hvor man præsenterede tre forskellige demografiske scenarier for hele Europa i 2015, med henholdsvis 7, 5, 11 og 14 procent som mulighed for vækst af den muslimske befolknings fremskrivning i Europa.

Den Store Udskiftning
Antal og demografi spørgsmål har siden nullerne resulteret i forskellige teorier om en gradvis muslimsk-etnisk konvertering af Europas nuværende ikke-muslimske befolkningsmajoritet til en minoritet, undertiden kaldet 'demografisk jihad' eller 'Den Store Udskiftning' (efter det franske forlæg, le grand remplacement).

Teorierne har allerede været luftet i den politiske diskurs på højrefløjen.

Teorierne betegnes almindeligvis som konspirationsteoretiske. Som konspirationsteoretiske komplekser kan de udefra set identificeres som udtryk for en afmagtsfølelse over for sociale forandringer og udfordringer, men samtidig opleves som mestringsstrategier for dem, som gør brug af konspirationsteorierne.

Uagtet teoriernes overdrivelser, konspiratoriske og spekulative træk risikerer de få effekt af Thomas-teorem (der lyder "If men perceive situations as real, they are real in their consequences").

Med andre ord: det er ikke de konkrete tal, der er afgørende, men folks opfattelse af dem. Yderligere kan vi konstatere, at nogle muslimske aktører også er begyndt at omtale muslimsk demografi som et magtmiddel.

Hermed risikerer teorierne at få karakter af selvopfyldende profetier for de involverede.

Ovenfor skitserede jeg forskellige islam'er i Danmark, herunder at islam i Danmark er præget af en diaspora- eller migrationssituation.

Det forhold er afgørende for analysen af de værdipolitiske konfliktlinjer i dag.

Når vi taler om muslimer med migrationsbaggrund i Danmark i dag, tænker vi gerne religionen som noget, der bliver importeret og som udøver en selvstændig kraft over muslimerne uanset kontekst.

Men denne tankegang eller hypotese kan desværre skygge for den vigtige omstændighed, at det snarere er den nye migrationssituation, der udøver indflydelse på religionen og dens tilhængere.

Altså at det i lige så høj grad er migrations- og diasporasituationen, der påvirker og former det religiøse liv, som det er religionen i en mere abstrakt forstand.

Homogenisering af den religiøse livsverden
Migrationssituationen har en tendens til at homogenisere den religiøse livsverden. Det gælder også for muslimer.

Selvom de kan komme fra forskellige lande med forskellige religiøse traditioner og historiske forløb, kan man ofte iagttage en proces med tiltagende homogenisering af det religiøse liv.

Spørgsmålet er: på hvilken måde? Her tegnes et dobbelttydigt billede.

Muhammedkrisen fik en unik profil i den offentlige debat og kan vel om noget defineres som værdipolitisk.  

Thomas Hoffmann
Professor og islam-forsker, KU

På den ene side kan migrationssituationen være med til at mobilisere religionen som en social medspiller i de nye lande.

Her kan de herboende forvaltere af de religiøse fællesskaber være med til at hjælpe deres nye trosfæller på plads, forklare dem spillereglerne og i det hele taget facilitere en form for lindrende hjemlighed.

På den anden side viser samme migrationsforskning også, at religionen kan have en tendens til at forvandle sig til en modspiller i form af en neokonservativ og isolationistisk religiøs vækkelse, med intensiverede patriarkalske strukturer og hyper-maskuliniserede adfærdsmønstre.

Opmærksomheden på, hvorvidt noget er i overensstemmelse med islam eller ej, bliver intensiveret, delvis støttet af islamiserende nationalstater og trans- og internationale islamistiske organisationer.

Den såkaldte Muhammedkrise i midten af nullerne blev en krise med klare religiøse komponenter.

Først og fremmest fremprovokeret af en islamisk tradition for streng lovgivning mod blasfemi, meget mere end den billedforbudstradition som analyserne i første omgang botaniserede i.

Krisen fik en unik profil i den offentlige debat og kan vel om noget defineres som værdipolitisk.

Partipolitisk var spørgsmålet om krisens legitimitet med til at splitte såvel den venstreorienterede som den borgerlige fløj internt.

Således så man nu både et sekulært og et religiøst højre – og et ditto på venstrefløjen.

Magtforståelser
For den muslimske befolkning spillede oplevelser af magt og afmagt, retfærdighed og uretfærdighed, givetvis en væsentlig rolle.

Eksempelvis muslimske aktivisters oplevelse af juridiske afmagt i forhold til blasfemiparagraffen, der reelt var dead letter law, det vil sige en lov der reelt aldrig blev eksekveret.

Men for danske muslimer også oplevelsen af agency og empowerment i forhold til at kunne mobilisere muslimske stater og et globalt islamisk fælleskab på en for Danmark hidtil ukendt måde.

Standard binære magtforståelser som eksempelvis magtfuld majoritet versus relativ magtesløs og sårbar minoritet blev ambivalente på en national og global skala.

Den etniske majoritetsdansker havde ikke samme transnationale forestillede fællesskaber at trække på som de danske minoritetsmuslimer.

Her kunne man have frygtet en stærk modreaktion fra den danske majoritet mod den muslimske minoritet, der ville sætte sig igennem som politisk handling, men noget sådan indtraf tilsyneladende ikke.

I stedet syntes majoritetsbefolkningen at opretholde en robust støtte til muslimers borgerlige rettigheder samtidig med en villighed til at indskrænke muslimske fundamentalisters rettigheder.

En række danske samfundsforskere karakteriserede dette som et liberalt paradoks, men et godartet et af slagsen.

Ikke desto mindre synes krisen og dens tegninger at have udviklet sig til et internationalt (u)retfærdighedssymbol for eksempelvis islamofobi og ytringsfrihed, alt efter hvilken side man sympatiserer med.

Den er blevet til en lavintensiv Protracted Symbolic Conflict med indlagte højintensive offentlige debatter om ytringsfrihed, 'blasfemifrihed' og satire på den ene side samt spørgsmål om hadtale, racisme og såkaldt islamofobi på den anden side.

Undervejs har krisen i samspil med andre faktorer fremprovokeret militante islamistiske angrebsplaner, mest fatalt i 2015, da en herboende radikaliseret dansk-palæstinenser angreb 'blasfemiske' aktivister ved et debatarrangement og senere også det jødiske trossamfund.

Det har også resulteret i forhøjede sikkerhedsforanstaltninger i danske mediehuse og et enormt boost inden for anti-radikaliseringsindsatser og efterretningsanalyse.

Islamofobi er kommet for at blive
Krisens fortsatte evne til at generere værdipolitisk kamp har også ført til et øget læringspotentiale. Seneste eksempel var Folketingets beslutningsforslag B18 i 2023 om at udarbejde undervisningsforløb om krisen til brug i Folkeskolen.

Et forslag der i sidste instans faldt. En nyere afart af Muhammedkrisen er den såkaldte Korankrise. Også denne har været præget af intensive debatter samt været knyttet til oplevelser af magt og afmagt.

Det forholdsvise nye begreb 'islamofobi' er sandsynligvis kommet for at blive, selvom begrebet er blevet kritiseret.

Thomas Hoffmann
Professor og islam-forsker, KU

Et eklatant eksempel har især været muslimske borgeres oplevelse af afmagt i forhold til politiets beskyttelse af aktivisters koranskændinger, men givetvis også agency og oplevelse af en vis form for politisk succes i forhold til vedtagelsen af § 110, den såkaldte koranlov.

Akkurat som især danske muslimer kommunikerede afmagtsfølelse, således kommunikerede andre dele af befolkningen afmagtsfølelse over for det politisk-religiøse krydspres, som den islamiske verden mobiliserede (for eksempel Tyrkiet, Iran og OIC) samtidig med et intensiveret jihadistisk trusselsbillede ifølge PET.

Igen blev de gængse binære modstillinger mellem magt og afmagt mere ambivalente samtidig med, at konfliktlinjens polariseringseffekter syntes af øges. Der er adskillige ligheder imellem de to markante og historiske kriser.

Sandsynligvis vil der opstå nye lignende kriser i fremtiden.

Men der er også forskelle.

Én forskel er, at den danske stat er blevet mere agtpågivende og pragmatisk i symbolpolitiske spørgsmål med klare islamiske komponenter.

En anden forskel er de store dagblades næsten unisone modstand mod koranloven, men langt mere delte syn på problematikkerne under Muhammadkrisen.

En tredje forskel er givetvis, at danske islamiske interesse- og paraplyorganisationer (for eksempel Dansk Muslimsk Union og iChange) er blevet professionaliserede.

Sidstnævnte vil givetvis give anledning til mere af det såkaldte integrationsparadoks, det vil sige det fænomen at jo bedre minoriteter er integrerede med hensyn til økonomi, uddannelse og hverdagslig sameksistens, jo mere vil oplevelser af diskrimination og – for muslimers vedkommende – såkaldt islamofobi blive rapporteret.

Det forholdsvise nye begreb 'islamofobi' er sandsynligvis kommet for at blive, selvom begrebet er blevet kritiseret for at være uklart defineret, politisk exploiteret, overfokuseret på irrationelle følelser og præget af concept creep, psykolog Nick Haslams term for det forhold, at et begrebs oprindelige definition af et skadevoldende fænomen krybende udvides – indtil det originale og berettigede fokus forsvinder.

To afgørende forhold
Opsummerende vil jeg konkludere, at demografi, kulturelt-religiøse forskelle og et diaspora-religiøst kompleks med stærke transnationale bånd markerer sig i religiøst-etniske claims-making inden for alle sektorer af samfundslivet og er med til at definere en værdipolitisk konfliktlinje, hvis skala ikke tidligere er set i Danmarks nyere historie.

Konfliktlinjen har allerede spillet en vis rolle i et halvt århundrede.

Den synes at blive stadig mere intens og ekstensiv i disse år og der er ikke noget, der tyder på, at den minimeres i fremtiden.

To forhold vil formodentlig her vise sig afgørende. For det første folkestyrets og civilsamfundets evne til at sætte problemer under debat og at anerkende demokratisk konflikt som et legitimt og funktionelt gode.

Det samme bliver folkets evner til at forvalte det såkaldte liberale paradoks, hvor almindelige borgeres rettigheder beskyttes, mens antidemokratiske fundamentalisters udfordres.