Lektor: Regeringen bør tage sin reformiver og vende den mod sig selv

Baggrunden var dengang, at skiftende regeringer havde igangsat hver sin reform af læreruddannelsen.

Problemet var, skrev Held: "Ingen kan huske, hvordan man gjorde i 1960 og i 1987... Ingen kan huske, hvad Folketinget egentlig besluttede i 1991 og pả hvilket grundlag.” Det politisk-administrative var begyndt at lide af ”amnesi," lød diagnosen - af hukommelsestab.

Opskriften på kaos
Det, vi kan lære af de sidste tre årtiers politiske ledelse af uddannelsesverden, er, at det er afgørende, at vi får den patologiske tilstand, som Finn Held så præcist diagnosticerede, behandlet – inden det lykkedes for et politisk-administrativt system uden hukommelse at ekspertere sin egen patologiske tilstand ud i hele samfundet. 

Da SVM-regeringen kom til i 2022, var det igen tid til at handle med hovedet under armen og reformkommissionen ved bordenden.

Jørn Bjerre
Lektor, Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse

Der er nemlig noget sandt i den gamle metafor, der siger, at det politisk-administrative system er samfundets hoved, mens institutionerne er dets arme. For det politisk-administrative system kan kun vise handlekraft ved at få andre til at gøre noget.

Det kan det gøre på to måder: Enten kan systemet stille krav til, hvilken kvalitet, der skal leveres – sådan som det, groft sagt, var tilfældet med de såkaldte kræftpakker – eller også kan det politiske system forsøge at styre den måde, hvorpå institutionerne arbejder - det er, hvad skiftende regeringer på en klodset måde har forsøgt at gøre indenfor uddannelsessektoren.

Adrenalinen stiger, kvaliteten falder
Jeg har oplevet konsekvenserne af disse forsøg på klos hold. Det har hver gang virket som forsøg på at stikke en kæp ind i de hjul, der får systemet til at køre rundt.

Tiltagene får alle til at arbejde på højtryk, men på en lige så desorienteret måde, som når myrer reagerer på, at nogen har stukket en kæp ned i deres myretuer: Det får adrenalinen til at stige, men man brænder den af på uproduktive møder og omlægning af rammer i stedet for på at udvikle de ting, man er ekspert i.

Sådan var det, da den daværende Venstre-ledede regering i 2016 satte sig for bordenden og viste handlekraft ved at indføre den såkaldte to-procentbesparelse; da Socialdemokratiet tog over i 2019, viste de handlekraft ved at kræve, at en vis procentdel af uddannelserne blev flyttet ud i områder, hvor det for længst havde vist sig umuligt at skaffe studerende.

Da SVM-regeringen så kom til i 2022, var igen tid til at handle med hovedet under armen og reformkommissionen ved bordenden, hvilket nu altså munder ud i det såkaldte ”nye kandidatlandskab”. Hvad var resultaterne af to-procentbesparelser? Hvordan virkede udflytningerne? Ingen ved det, ingen kan huske det drejede sig om.

Den politiske svikmølle
System-amnesien virker efter den politiske svikmølles logik – man laver reformer, som gør de udførende systemer afhængige af det politisk-administrative system, og den ene regerings reform skaber arbejde til efterfølgende regeringer.

Da den socialdemokratisk ledede Thorning-regering i starten af 2010’erne reformerede den læreruddannelse, jeg dengang var ansat i, så nedlagde man de fag, jeg underviste i, og indførte nye smarte moduler, som skulle give en mere fleksibel og praksisrettet faglighed. Det fik mig til at søge væk.

Vi må vende reform-kikkerten 180 grader og se kritisk på, hvordan det politisk-administrative system fungerer.

Jørn Bjerre
Lektor, Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse

Over de næste ti år, kæmpede mine tidligere kollegaer så med at putte den gamle faglighed ind i de nye tomme betegnelser, da det var ved at lykkedes, så vendte man udviklingen. I 2023 opfandt man nye fag, der næsten hed det samme som dem, jeg underviste i dengang. Men Uddannelses- og Forskningsministeriet talte ikke om, at de gik tilbage til noget, men om at de gik frem til noget nyt og bedre.

Samme model ligger til grund for den brede aftaletekst, som regeringen for nyligt lagde frem under betegnelsen ”et kvalitetsprogram for folkeskolen”, hvis hovedoverskrift er: frihed og fordybelse. I teksten kan man læse, at programmet vil gøre op med folkeskolens „Fælles Mål”, og gøre “folkeskolens formål og fagenes indhold til omdrejningspunkt for skolens undervisning.”

Men, hvorfor er det mon nødvendigt? Fordi en tidligere socialdemokratisk regering under slagordet ”et fagligt løft” gjorde op med en undervisning, som netop havde folkeskolens formål og fagenes indhold som omdrejningspunktet.

Nu er det nye "Frihed til kortere skoledage”, dengang var det nye en længere, mere styret skoledag. Nu er det nye “afskaffelse af understøttende undervisning”, dengang var understøttende undervisning det nye. Nu er det nye “Afskaffelse af centralt krav om lektiehjælp”, dengang var det nye indførelse af lektiehjælp.

Et skridt frem og to tilbage
Er man ikke bare blevet klogere? Nej, for det at blive klogere kræver at man bygger på tidligere erfaringer og lytte til kritik. Den hukommelsesløse øvelse i at tage et skridt frem og to tilbage slider institutionerne ned. Den ødelægger muligheden for at opbygge indre økologer af erfaring, fordi der hele tide skal skiftes retning og gives krop til overfladiske politiske slogans. 

Betragter man nu regeringens kandidatreform på baggrund af denne analyse, så er det nærliggende at forudse, at vi får en ny reform indenfor de næste ti år, som vil være baseret på et bredt forlig og hedde noget i stil med ”Faglighed og fordybelse”. En kommissionsrapport vil pege på, at der er sket et mærkbart fald i uddannelsernes kvalitet, økonomer vil pege på, at dette har konsekvenser for BNP, de studerende vil pege på, at de mangler tid til at fordybe sig, og psykologer vil tale om stress og mistrivsel.

Konklusionen er, at det er lykkedes for det politisk-administrative system i løbet af de sidste par årtier at eksportere den system-amnesi som Finn Held så spirer i 1990’ernes ministerier ud i samfundets institutioner.

Hvis vi skal gøre noget ved denne igangværende tragedie, så må vi vende reform-kikkerten 180 grader, og se kritisk på, hvordan det politisk-administrative system fungerer. Jeg vil gerne ganske gratis levere bullet-points til par slides, der kan skitsere ”sigtelinjerne” for et nyt politisk administrativt ”landskab”, under ”slagordet”: Giv det politisk-administrative system dets hukommelsen tilbage.

• Kassér disruptions-teorien – vis handlekraft ved at understøtte selvbærende professionelle systemer.
• Styr på output og input, men stop med at forstyrre professionelle, så de ikke kan passe deres arbejde.
• Følg og beløn dem, der er dygtige til det, sagen drejer sig om, og stop med at belønne dem, der er gode til at dreje i den retning, vinden blæser.
• Skab en direkte forbindelse mellem de erfaringer, som de professionelle gør indenfor samfundets sektorer, og de helt nødvendige øvelser på tegnebrættet, som skal foregå i ministerierne. 
• Ansæt embedsmænd, der har faglig erfaring fra de sektorer, de skal administrere.
• Lyt til kritik, særligt når den kommer fra dem, der skal udføre arbejdet.