Syv organisationer: Ministers planer kan føre til, at tilbud for særligt udsatte lukker

Nu ønsker ministeren, at de aktivitets- og samværstilbud, hvor der er selvmøderprincip skal omlægges til paragraf 79 i serviceloven. Og det kan have store konsekvenser.

For paragraf 79-tilbud er det kommunalbestyrelsen, der beslutter, hvordan tilbuddene konkret skal tilrettelægges og udformes, herunder om tilbuddene skal iværksættes ved kommunens egen foranstaltning eller overlades til foreninger, organisationer eller brugere selv.

Med omlægningen forsvinder dermed de frihedsgrader og den pionerånd, som vi kender fra de selvejende, non-profit civilsamfundsorganisationer, der i overvejende grad driver tilbuddene i dag.

Tre store udfordringer ved omlægningen   

Omlægningen giver primært tre udfordringer for de organisationer, der leverer støtte og hjælp til samfundets mest udsatte:

Hvis kommunen ikke vil støtte tilbuddene, skal tilbuddene finansiere sig selv eller finde finansiering andetsteds. Det er vanskeligt med kort varsel, når man er selvejende og non-profit. Det vil i sidste ende kunne resultere i, at tilbuddene bliver nødt til at lukke.

1. Det bliver valgfrit for kommunen, hvorvidt de vil støtte tilbuddene eller ej. Det gør tilbuddene til et nemt sted at spare, når kommunen i budgetplanlægningen skal finde besparelser. Hvis kommunen ikke vil støtte tilbuddene, skal tilbuddene finansiere sig selv eller finde finansiering andetsteds. Det er vanskeligt med kort varsel, når man er selvejende og non-profit. Det vil i sidste ende kunne resultere i, at tilbuddene bliver nødt til at lukke.
2. Midler til paragraf 79 er traditionelt blevet uddelt til ældreområdet. Og det er da også på ældreområdet, som vi indtil nu har set tilbud under paragraf 79. Det er ofte det, som vi kender som seniorklubber. Det er således uklart, hvordan kommunerne fremadrettet vil fordele midlerne til tilbud under paragraf 79, da de skal dække en meget bredere gruppe end tidligere, og der i kommunerne – over mange år – er skabt en kultur, hvor eventuelle midler knyttet til paragraf 79 uddeles til en anden målgruppe end borgerne på de sociale væresteder.
3. Kommunen beslutter persongruppen, og hvordan tilbuddene skal tilrettelægges og udformes. En af fordelene ved selvejende civilsamfundsorganisationer er deres pionerånd og mulighed for hurtigt at iværksætte nye tiltag og tilbud, når de ser et behov herfor. Det begrænses, hvis det fremadrettet bliver kommunerne, der kan beslutte både persongruppe og rammerne for tilbuddene.

Borger før bureaukrati

Det er dybt bekymrende, at man vælger at omlægge paragraf 104 tilbud. Man har på Christiansborg vedtaget en Ensomhedsstrategi, hvor man netop vil styrke tilbuddene på paragraf 104 og kendskabet til disse, da de kan have en helt afgørende rolle for det enkelte menneskes trivsel og adgangen til et fællesskab.

Omlægningen risikerer nemlig først og fremmest at lukke sociale tilbud for udsatte personer. Men det er også en meget bureaukratisk løsning.

Hvis ændringen fastholdes, skal alle omfattede tilbud have ændret deres vedtægter og driftsaftaler med kommuner. Ligesom hele deres eksistensgrundlag vil være langt mere usikkert.

Vi undrer os over, at tilbuddene ikke langt tidligere er blevet involveret i processen omkring udfordringen med de uvisiterede paragraf 104-tilbud. Hvis tilbuddene var blevet gjort opmærksom på problemstillingen tidligere, kunne vi have tænkt med på mulige løsninger, og klædt embedsværket bedre på i forhold til konsekvenserne af en sådan omlægning.

Vi vil meget gerne være gode medspillere – men det kræver, at vi bliver inddraget.

Vi vil derfor foreslå, at Folketinget stiller et lovforslag, der præciserer, at tilbud efter paragraf 104 både kan være både visiteret og uvisiteret – sådan som det også i dag fremgår af vejledningen på området.