SOS Børnebyerne ansætter international chef
I den danske afdeling af velgørenhedsorganisationen SOS Børnebyerne har Camilla Torp Olsen sat sig på stillingen som international chef. Hun har indtil nu været programkoordinator i samme hus.
Line Jenvall
RedaktionsassistentCamilla Torp Olsen er steget i graderne hos SOS Børnebyerne.
Den tidligere programkoordinator skal fremover gå forrest i det internationale arbejde og får fundraisingansvaret for projekter med store fonde og internationale puljer med en titel af international chef. Det skriver Børsen.
46-årige Camilla Torp Olsen har haft sin gang hos den velgørende børneorganisation i de sidste syv år og var inden da projektleder i organisationen Fagligt Internationalt Center. Fra 2006 til 2012 var hun medlem af bestyrelsen for Civilsamfund i Udvikling, og oprindeligt er hun uddannet cand.mag. i international pædagogik og internationale udviklingsstudier fra Københavns Universitet.