Hækkerup vil åbne plejehjem mod omverdenen

INTERVIEW: Flere frivillige skal ind på danske plejehjem for at bekæmpe ensomhed og skabe mere liv, lyder det fra social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S). Hun giver en opsang til ledere, der ofte er alt for bange for at bruge frivillige.
Altinget | Social & Forebyggelse har interviewet social- og integrationsminister Karen Hækkerup om udfordringerne på de danske plejehjem.
Altinget | Social & Forebyggelse har interviewet social- og integrationsminister Karen Hækkerup om udfordringerne på de danske plejehjem.Foto: Claus Bjørn Larsen
Kasper Frandsen
To ældre beboere stopper med at spille bowling på en wii-konsol, mens andre holder en pause med kaffen i aktivitetsrummet. Blikket følger social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S), som netop er ankommet til plejehjemmet Bomi-Parken på Amager.

Ministeren sætter sig blandt nogle beboere, som hun sludrer med over en kop kaffe, før hun skal interviewes om sine egne oplevelser samt udfordringerne og regeringens politik på plejehjemsområdet.

Lige da hun skal til at rejse sig, kommenterer en kvindelig beboer ministerens kjole, der når til knæene - "din kjole er meget kort," lyder det bramfrit.

"Synes du?" svarer ministeren lettere overrasket, mens hun griner.

Men minen bliver mere alvorlig, når samtalen falder på Ældrekommissionens rapport fra februar, der blandt andet viser, at mange beboere på danske plejehjem er ensomme og savner aktiviteter i hverdagen.

"Vi skal tage rapportens anbefalinger meget alvorligt, så vi kan sikre mere kontakt og liv på plejehjemmene," siger hun.

Der bliver dog ikke tale om, at der kommer flere penge til at løse udfordringerne. Det er kommunernes alt for økonomisk presset til, slår ministeren hurtigt fast.

Satser på flere frivillige
I stedet vil regeringen med Karen Hækkerup i spidsen satse på, at flere frivillige finder vej til danske plejehjem. Cirka hver tredje dansker er frivillig, men alligevel det er kun to ud af tre plejehjem, der har tilknyttet frivillige.

"De ældre er helt vilde med, når for eksempel unge frivillige spiller eller går tur med dem - ligesom de begyndt på her på plejehjemmet. Det giver mening for de unge, samtidig med at besøgene skaber mere liv og glæde på plejehjemmet, som der ellers måske ikke er ressourcer til. Det skal vi have meget mere af," siger Karen Hækkerup, der også er minister for frivillighed.

I starten af året udpegede hun medlemmerne til Frivilligrådet, som blandt andet skal fremlægge idéer for ministeren til, hvordan man fjerner barrierer og gør det nemmere at skaffe nye frivillige. Ifølge ministeren selv kræver flere nye frivillige en holdningsændring hos lederne.

"Nogle plejehjem har lukket døren for frivillige. De er angste for at træde ved siden af i forhold til, om opgaverne skal løses af frivillige eller af personalet. Det er noget, plejehjemmene skal arbejde med," lyder opfordringen fra ministeren

Hele Folketinget undtagen Enhedslisten har afsat en ansøgningspulje på 40 mio. kr. i forbindelse med satspuljen for 2012 til at følge op på Ældrekommissions rapport.

"Jeg håber, at pengene bliver prioriteret til projekter, der åbner plejehjem mod omverdenen ved for eksempel at invitere livet på den anden side af væggene indenfor, så skoler og børnehaver oftere kommer på besøg. Mere liv og aktivitet er til enorm glæde for alle, men det behøver hverken være besværligt eller dyrt," siger Karen Hækkerup.

Vil klare sig selv
Karen Hækkerup har selv haft nære familiemedlemmer på plejehjem. Og med de oplevelser i bagagen er hun "helt tryg" ved tanken om, at hun måske selv kommer på plejehjem.

"Jeg oplevede blandt andet med min mormor, der for ikke så længe siden døde efter tre måneder på et plejehjem, en meget stor omsorg fra både ansatte og andre beboere. Det oplevede jeg også for 20 år siden, da min morfar døde. Siden da har der endda været fuld fart på den faglige udvikling, så plejehjemmene i dag er mere livlige. Jeg har kun positive oplevelser fra plejehjem," siger Karen Hækkerup, der dog peger på, at tanken kan virke fjern med "et liv, der er fyldt med arbejde og masser af børn."  


Kun fire procent af den ældre del af befolkningen ønsker dog at komme på plejehjem. Men det skyldes ifølge Karen Hækkerup især, at folk ofte først kommer på plejehjem i sidste øjeblik.

"Tingene kan selvfølgelig altid blive bedre på plejehjemmene. Men generelt tror jeg, at det skyldes menneskers trang til at klare sig selv. Mange oplever det som et nederlag og en sorg at komme på plejehjem, fordi de ikke længere er i vante opgivelser og skal indrette sig efter andre, som de måske ikke engang kan kommunikere med," lyder det fra ministeren.

Fremtidens plejehjem
Karen Hækkerup har en klar målsætning for, hvordan danske plejehjem kan blive bedre, når det en dag måske bliver hendes egen tur til at flytte på plejehjem.

"Plejehjemmene skal have et mere positivt image. Hvis man altid hører det negative, har hverken de ældre eller personale lyst til at være der. Derfor skal vi luge ud i de dårlige steder og i stedet sprede de gode eksempler. For det andet håber jeg, at der til den tid er skabt lidt mere spræl gennem flere aktiviteter. Og til sidst håber jeg på endnu større opbakning blandt frivillige, som er afgørende for at skabe mere livlige plejehjem," siger hun.

Omvendt mener Karen Hækkerup, at flere og flere raske ældre i fremtiden vil betyde, at mange ældre flytter sammen i nye boformer.

"Om 30 år har vi have andre boformer end i dag, hvor folk også vil kunne vælge hinanden til i bofællesskaber - også selvom de kun har få år tilbage. Her vil folk have egen bolig, men fortsat adgang til hjælp eller motionsrum. Det er jo ikke en kommunal kerneopgave, men jeg tror og håber, at for eksempel fonde og markedet vil byde ind på sådanne opgaver i fremtiden," siger hun.

Nogle plejehjem har lukket døren for frivillige. De er angste for at træde ved siden af i forhold til, om opgaverne skal løses af frivillige eller af personalet. Det er noget, plejehjemmene skal arbejde med.

Karen Hækkerup (S)
Social- og integrationsminister

* Interviewet med Karen Hækkerup er også blevet bragt i Ældre Sagen Nyt d. 1. august 2012.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karen Hækkerup

Formand, Den Sociale Investeringsfond og Nordic Safe Cities, fhv. minister og MF (S)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2010)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024