Kommunerne må lære af NASA's rumprogram

Af Ninna Thomsen (SF)
Sundheds- og omsorgsborgmester, Københavns Kommune

Da Præsident Kennedy besluttede, at USA skulle bygge og sende en raket til månen, affødte det via de kommende års rumprogram en række nye opfindelser, som vi bruger den dag i dag.

For eksempel måtte rumhjelmenes visirer ikke blive ridsede. Den opfindelse blev til ridsefri solbrilleglas. En anden opfindelse var solceller til at skabe energi med.

NASA udnyttede også andres opfindelser, for eksempel Teflon, der blev brugt til varmeskjolde og Velcro, der blev brugt til at fastgøre ting med.

I kommunerne og regionerne står vi på sin vis i samme situation som rumprogrammet, når vi taler om at bruge teknologi til at sikre velfærden. Vi har for det første behov for, at der bliver udviklet nye teknologiske løsninger. For det andet skal vi bruge de smarte ting, der allerede er opfundet, på en god måde.

I København siger vi helt konkret i vores plan frem mod år 2025, at vi skal sprænge rammerne for, hvordan en kommune udvikler og arbejder med velfærdsteknologi. Vores ambition er at blive førende inden for udvikling af velfærdsløsninger. Vi gør det ikke alene, men gennem partnerskaber med borgere, medarbejdere, virksomheder, fagforeninger og forskningsinstitutioner.

Vi skal selvfølgelig ikke opfinde alt selv, men indkøbe de produkter, som er efterprøvede, og som virker. Der er ingen grund til, at vi i kommunerne eller regionerne genopfinder den dybe tallerken.

Men vi kan ikke afvente, at der kommer nye løsninger på markedet, som kan løse samfundets udfordringer. Ikke her i Danmark, hvor den offentlige sektor efterspørger velfærdsteknologiske løsninger på fællesskabets vegne. Med den hastige teknologiske udvikling skal den offentlige sektor være mester i at finde, teste og bruge velfærdsteknologien.

Teknologien er kun en mindre brik, men den er vigtig, og i kommunerne og regionerne må vi tage vores del af ansvaret for, at fremtidens smarte maskiner og apparater bliver udviklet.

Ninna Thomsen (SF)
Sundheds- og omsorgsborgmester, Københavns Kommune

Idéklinik skal omsætte idéer til løsninger
I Københavns Kommune har vi i flere år arbejdet på at fremme de nye ideer i samarbejde med medarbejdere, borgere og virksomheder. Det nyeste skridt er, at Københavns Kommune i år etablerer en idéklinik.

Idéklinikken skal omsætte idéer fra københavnere og medarbejdere til løsninger, som københavnerne kan bruge i hverdagen. Målet for idéklinikken er, at 100 idéer inden 2018 skal omsættes til løsninger i samarbejde med virksomheder. Dagligdagens udfordringer skal være med til at forandre den måde, den offentlige sektor fungerer på. Og det gør jo ikke noget, hvis det er danske virksomheder, der ender med at producere det nye selvrensende toilet eller dimsen, der let spotter dehydrering.

Virksomheder skal se kommunerne som åbne laboratorier, hvor nye løsninger kan testes i tæt samarbejde med borgere og medarbejdere. I København er der allerede mange testforløb på byens plejecentre, genoptræningscentre og sundhedshuse.

Personalet skal uddannes
Med hensyn til at indføre de nye teknologier må vi lære af vores erfaringer. Vi har måske tidligere været tilbøjelige til at blive forblændet af nye smarte dimser. Vi skal blive bedre til at tage udgangspunkt i de behov, borgerne har, i stedet for at nogen kommer med en dims, og så prøver vi at udbrede den.

Teknologien skal passe til borgerens behov og ikke omvendt. Og det er nødvendigt at uddanne eller træne medarbejderne i at bruge de nye apparater, så både de og brugerne er trygge ved det. Medarbejderne vil gerne borgernes bedste, men hvis de ikke har fået den fornødne uddannelse og træning, gør de, som de plejer, og teknologien bliver ikke brugt.

Det betyder, at kommunen ikke opnår gevinsten i for eksempel mere tid til borgeren eller bedre arbejdsmiljø. Man skal have ’kørekort’ til en loftlift for at bruge den, og man skal lære at indstille et stemmestyret nødkald, for at det virker rigtigt.


Velfærdsteknologi er ikke en løsning i sig selv
Og vi må anerkende, at folk er forskellige. Nogle borgere - og medarbejdere - har for eksempel meget svært ved at forstå og bruge IT. Vi skal ikke skabe et A- og et B-hold, hvor nogle får glæde af teknologien, mens andre ikke gør.


Endelig viser erfaringerne, at ældre mennesker generelt er mere skeptiske over for teknologiske hjælpemidler, end handikappede er, så det stiller nogle krav til kommunerne, når vi indfører de smarte dimser og apparater på ældreområdet.

Hvis borgerne ikke er motiverede for at lære at bruge de nye apparater, er der stor risiko for, at vi mislykkes med at indføre dem. Og igen: Vi høster ikke gevinsten.



Velfærdsteknologi kan ikke i sig selv fremtidssikre den offentlige sektor. Den daglige indsats fra de mange SOSU’er, sygeplejersker, plejere, assistenter, skolelærere og andre medarbejdere i den offentlige sektor er nøglen. Teknologien er kun en mindre brik, men den er vigtig, og i kommunerne og regionerne må vi tage vores del af ansvaret for, at fremtidens smarte maskiner og apparater bliver udviklet.


Vi skal ikke sende folk til Månen, så det er ikke raketvidenskab. Men det er sund fornuft.