DF revser ministersvar om it-skandale
Tyson W. Lyall
RedaktørIBM implementerede i sommeren 2013 det Oracle-baserede økonomi-, indkøbs- og lagersystem NASA for Region Sjælland. Regionen skriver selv i et notat om systemet (se link), at fejl har gjort det svært at gennemføre normale driftsopgaver, "både med at betale fakturaer til leverandørerne, udsende fakturaer til debitorer, samt bestille og udlevere varer til afdelingerne".
Region Sjælland betaler 85 millioner kroner for at få etableret og drevet systemet i fire år.
Kritikken kommer, efter Region Sjælland i snart et år har oplevet store problemer med deres it-system, NASA, der blandt andet skal effektivisere økonomi- og lagerstyring på hospitaler i regionen. Problemerne har medført, at ambulancers benzinkort er blevet spærret, ligesom leverancer af udstyr til læger og sygeplejersker blandt andet er udeblevet.
Dansk Folkeparti bad derfor tidligere på året sundhedsministeren redegøre for, hvordan han vil dæmme op for lignende episoder i fremtiden. Ministerens svar lyder imidlertid, at den slags er helt op til regionerne selv (se svaret her). Et klart udtryk for ansvarsforflygtigelse, mener DF's sundhedsordfører Liselott Blixt.
"Hvis vi vil have it-systemer, der fungerer, så er det ikke godt nok bare at lægge ansvaret over på regionerne. Ministeren burde være med til at indsamle erfaringer på tværs af regionerne, gå i dialog med dem om bedre løsninger, om økonomi osv. Der er for få, der bekymrer sig om denne her problematik," siger hun.
Spørgsmål: Ministeren bedes redegøre for, hvordan man vil undgå lignende hændelser i fremtiden? Der henvises til Ekstra Bladets artikel: "Elendigt it-system kan koste liv på sygehuse" af 26. januar 2014".
Svar: Opgave- og ansvarsfordelingen vedrørende it i sundhedsvæsenet indebærer, at det er regionernes ansvar at indkøbe, implementere og drive de it-systemer, som anvendes på sygehusene. Dette gælder også det it-system til brug for indkøb, økonomi- og lagerstyring, som omtales i den nævnte artikel.