Disse fire spørgsmål vil definere efteråret i dansk klimapolitik

Men havvinden har haft nogle svære år. En del af krisen handler om høje renter, inflation og forsyningsproblemer. Men det er også et stort problem, at optimismen omkring brint er dalet. Det er nemlig i Power-to-X – og særligt brint – at havvindsudviklerne ser den største forretningsmulighed.

At brint ikke er det enorme guldæg, som man ellers troede for få år siden, har flere eksperter påpeget. Senest har Den Europæiske Revisionsret, som foretager uafhængig revision med EU’s regnskaber, udsendt en opfordring til Kommissionen om at foretage et "realitetstjek" på deres brintambitioner for 2030, som ifølge revisorerne er alt for optimistiske.

Ved at samle en række udbud i ét stort, håber regeringen, at de kan få sparket liv i den hårdtprøvede branche. Det er også håbet, at den igangværende markedsdialog om brintrørsforbindelsen fra Jylland til Tyskland vil forsikre virksomhederne om, at der stadig er grund til at tro på brintens fremtid.

Hvorvidt håbet holder til et møde med virkeligheden, får vi svar på til december, når udbuddet lukker. Og i mellemtiden vil regeringen og erhvervslivets vindlobbyister udkæmpe en kamp om, hvordan ansvaret og gevinsterne for at høste Nordsøens vindressourcer skal fordeles.

Er trepartsaftalen til diskussion?

Selv om den grønne trepartsaftale blev indgået inden sommerferien, er den som bekendt ikke lov, før den er vedtaget i folketingssalen. Inden længe begynder forhandlingerne, hvor særligt Konservative, SF og Radikale kommer til at være de tre partier, regeringen er særligt interesseret i at få med i aftalen.

Det er også de tre partier, der har markeret sig offentligt og blandt andet sagt, at de ikke ville stemme for en CO2-afgiftsmodel i stil med Svarer-udvalgets mildeste bud. Det er en model, som har et højere afgiftsniveau end det niveau, trepartsaftalen vil have landbruget underlagt de næste ti år.

Der er dog formentlig grænser for, hvor mange kommaer, parterne bag den grønne trepartsaftale kan leve med, at oppositionen rykker. Aftalen står på et skrøbeligt fundament, har det lydt fra parterne. Spørgsmålet er derfor, hvad oppositionen reelt har at forhandle med.

For det første har regeringen flertal. Et flertal, der blev et mandat større med Christian Friis Bachs partiskifte til Venstre.

For det andet er det svært at komme udenom en arealaftale i denne størrelsesorden, når man er regeringsinteresserede partier som Radikale, Konservative og SF. En underskrift vil være minimumskrav for fremtidig regeringsdeltagelse, og så er spørgsmålet, om man ikke lige så godt kan gøre det med det samme.

Skal klimaloven revideres?

Ifølge klimaloven skal regeringen fremsætte et nyt reduktionsmål for 2035 i løbet af 2025.

Den forpligtelse har regeringen da også bekræftet i regeringsgrundlaget. Samme regeringsgrundlag lægger dog op til mere. Regeringen vil "vurdere om reduktionsmålet i 2030 skal opjusteres yderligere", som det lyder.

Samtidig vil regeringen opsætte et nyt mål for Danmarks internationale klimaeffekt, der skal måle hvor mange reduktioner dansk eksport af grøn teknologi fører til ude i verden.

Det er også på tegnebrættet at "undersøge konsekvenserne af at opsætte et mål for CO2e-aftrykket for det danske forbrug", ligesom regeringen også har annonceret, at Danmark skal nå klimaneutralitet allerede i 2045 – og ikke i 2050, som det ellers står i klimaloven.

I 2050 vil regeringen nå 110 procents reduktion. Udmeldingen møder støtte i grønne kredse, men indtil videre er den ikke blevet omsat til lov.

Der er med andre ord lagt op til en større diskussion af dansk klimapolitik og klimalovens rolle. Og det er en diskussion, som der allerede er taget hul på.

For eksempel har regeringens uafhængige rådgivere i Klimarådet længe forsøgt at overbevise regeringen om at indføre mål for Danmarks forbrugsbaserede udledninger. Tager man højde for de varer, som importeres til landet, er danskernes CO2-aftryk nemlig cirka tre gange så højt, som en opfyldelse af Parisaftalens mål vil kræve.

Klimarådet har også i Altinget åbnet for en diskussion af, om den danske klimalovs centrale 2030-mål fungerer efter hensigten. En diskussion, de vil fortsætte i nye analyser i løbet af efteråret.

2025 er et halvt år væk, så derfor er der stadig god tid for regeringen at løbe på, inden 2035-målet skal vedtages. Men bag målet ligger en mere grundlæggende diskussion om, hvordan dansk klimapolitik skal styres. Den starter allerede nu og bliver interessant at følge i efteråret.

Er 2030-målet bare nået?

Ifølge regeringen blev der med trepartsaftalen stort set sat punktum ud for Danmarks 2030-mål.

"Med aftalen når vi vores klimamål i 2030," konkluderede skatteminister Jeppe Bruus (S), mens klimaminister Lars Aagaard anlagde en mere moderat tone og sagde, at "vi med større sikkerhed er på vej til at nå 2030-målet".

Regeringen har været heldige med, at nye tal for lavbundsjorde og skove gjorde, at trepartens aktører reelt ikke behøvede at finde mere end 1,5 millioner ton CO2-reduktioner for at 2030-målet kunne vinges af. Spørgsmålet er dog, om regeringens held fortsætter på den anden side af sommerferien.

Aarhus Universitets forskere har for længst varslet, at de til efteråret vil udkomme med anden del af deres studie om lavbundsjorde, der vil vise, at lavbundsjorde har en højere CO2-udledningsintensitet end hidtil ventet. Hvor meget er uvist, og det er tvivlsomt, om det vil være en katastrofal korrektion. Men det vil skubbe klimaregnskabet i den forkerte retning.

Til oktober åbner regeringen et nyt udbud for et andet klimamæssigt smertensbarn, nemlig CO2-fangst og -lagring (CCS). Udbuddet sætter hele 28 milliarder statslige kroner på højkant, og aktører inden for både fangst, transport og lagring af CO2 kan byde ind.

Udbuddet bliver en skæbnestund for CCS-teknologien. I april måtte regeringen i sin klimafremskrivning nedjustere forventningen til, hvor mange reduktioner, CCS kan bidrage med i 2030. Også resultaterne af det såkaldte NECCS-udbud, der blev offentliggjort i april, blev en skuffelse for klimaminister Lars Aagaard og regeringen.

Der er stadig en række usikkerheder forbundet med regeringens klimapolitik, som en række eksperter og aktører har mindet regeringen om i løbet af det seneste lille års tid, hvor de gode nyheder ellers har stået i kø. Den diskussion kommer til at få nyt liv i anden halvdel af 2024.