Politikerne dominerer sundhedsdebatten

MEDIER: Ny undersøgelse viser, at politikerne får klart mest medieomtale på sundhedsområdet. Nick Hækkerup (S) har i sin tid som sundhedsminister været usædvanligt dygtig til at involvere sig i positive sager, vurderer ekspert.
Foto: Kaj Lergaard
Nikolaj L. Simonsen

Nick Hækkerup har formået at sætte nogle positive dagsordener. Allerede i sine første dage som minister markerede han sig på nogle store sager. Han er muligvis den mest aktive sundhedsminister, vi nogensinde har haft. Det er overraskende, at en minister har kunne tiltrække sig så meget positiv opmærksomhed.

Kristian Lund
Adm. direktør i Lund Kommunikation
Fakta
Sådan ser listen ud:

1 Nick Hækkerup (1.370 omtaler) Sundhedsminister (S)

2 Jens Stenbæk (587 omtaler) Region Sjælland (V)

3 Bent Hansen (361 omtaler) Danske Regioner (S)

4 Mads Koch Hansen (292 omtaler) Lægeforeningen

5 Sophie Hæstorp Andersen (285 omtaler) Region Hovedstaden (S)

5 Sophie Løhde (234 omtaler) MF (V)

7 Liselott Blixt (230 omtaler) MF (DF)

8 Flemming Møller Mortensen (156 omtaler) MF (S)

9 Mai Mercado (151 omtaler) MF (K)

10 Jes Søgaard (140 omtaler) Kræftens Bekæmpelse

11 Carl Holst (139 omtaler) Region Syddanmark (V)

12 Camilla Hersom (136 omtaler) MF (R)

13 Anne Mette Dons (126 omtaler) Sundhedsstyrelsen

14 Bente Klarlund (124 omtaler) Professor

15 Dennis Kristensen (124 omtaler) FOA

16 Ulla Astman (119 omtaler) Danske Regioner (S)

17 Grete Christensen (117 omtaler) Dansk Sygeplejeråd

18 Ulla Astman (116 omtaler) Region Nordjylland (S)

19 Stine Brix (113 omtaler) MF (EL)

20 Jacob Birkler (107 omtaler) Etisk Råd

Kilde: Retriever - Aktører i sundhedsdebatten

Det er politikere, politikere og politikere, som sidder på mediernes sundheds-dagsorden. Det viser en ny undersøgelse foretaget af medieanalysefirmaet Retriever.

Undersøgelsen viser, at folketings- og regionspolitikere får langt størstedelen af medieomtalen på sundhedsområdet. Således er otte af de ti mest omtalte personer i positive og neutrale historier i sundhedsdebatten politikere. Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) topper listen suverænt med 1.370 omtaler på fire måneder i de undersøgte medier.

Hækkerup har sat dagsordenen
Tidligere chefredaktør på Dagens Medicin og sundhedspolitisk kommentator Kristian Lund mener, at Nick Hækkerup i sine bare fire måneder som sundhedsminister har været ualmindeligt dygtig til at sætte dagsordenen i sundhedsdebatten:

”Nick Hækkerup har formået at sætte nogle positive dagsordener. Allerede i sine første dage som minister markerede han sig på nogle store sager. Han er muligvis den mest aktive sundhedsminister, vi nogensinde har haft. Det er overraskende, at en minister har kunnet tiltrække sig så meget positiv opmærksomhed,” siger Kristian Lund og fortsætter:

”Han kan være ganske provokerende. For eksempel da han foreslog, at kortuddannede skal favoriseres i sundhedsvæsenet, fordi de har det svært. Det er noget, som mange i sundhedsvæsenet er uenige i – der synes mange, at man skal behandle folk lige. Samtidig mener han, at folk skal inspireres i stedet for tvinges til et sundt liv. Stik mod hvad regeringen selv sagde, inden den tiltrådte. Det skaber debat, og giver ham så meget opmærksomhed.”

Regionerne med i top
På listens top fem kan man sammen med Nick Hækkerup finde hele tre regionsrådspolitikere: Jens Stenbæk fra Region Sjælland, Bent Hansen, fra Region Midtjylland og formand for Danske Regioner og Sophie Hæstorp Andersen fra Region Hovedstaden. De er placeret på henholdsvis anden-, tredje- og femtepladsen. Et interessant resultat mener Kristian Lund:

”Det overrasker mig selvfølgelig ikke, at Bent Hansen er med helt i top. Men det er overraskende, at han er blevet overhalet af Jens Stenbæk. Grunden til, Jens Stenbæk har overhalet Bent Hansen, er fordi, der har været meget debat om de praktiserende læger. I den konflikt er Jens Stenbæk centralt placeret. Vi forventer jo som regel, at politikerne får nogle klø. Men denne undersøgelse viser, at de faktisk ofte har albuerum til at komme ud med deres budskab.”

Få eksperter på listen
Foruden de folkevalgte er Lægeforeningens Mads Koch Hansen, Jes Søgaard, nu ansat i Kræftens Bekæmpelse, Dennis Kristensen fra  FOA, Grete Christensen fra Dansk Sygeplejeråd og Jacob Birkler fra Etisk Råd at finde på listen over de 20 mest synlige aktører. Kun en enkelt forsker, Bente Klarlund, er at finde på listen.

”Det er karakteristisk for den danske sundhedsdebat, at der er ganske få 'stjerner'. Opmærksomheden samler sig ikke på nogle få eksperter, som den gør på andre områder. På sundhedsområdet er der flere eksperter inden for hver lille niche. Derfor er de ikke med på en liste som denne,” siger Kristian Lund.

Problemorienteret dækning
Den store overvægt af politikere på listen skyldes ifølge Kristian Lund, at sundhedsdebatten i Danmark i høj grad er case-orienteret:

”Skriverierne på sundhedsområdet er som regel drevet af patient-cases, hvor en person er blevet behandlet dårligt i sundhedsvæsenet. Historierne er problemorienterede, og det giver plads til, at politikerne kan markere. Dækningen er i meget høj grad drevet af patienter og patientforeninger,” siger Kristian Lund.

At der kun findes én patientforening på undersøgelsens top-20, skal ifølge Kristian Lund ikke tolkes som et symbol på, at patientforeningerne ikke sætter en dagsorden.

”Patientforeningerne er i høj grad med til at præge debatten. Der bliver bare ikke nødvendigvis refereret til dem. Kræftens Bekæmpelse er eksempelvis storleverandør af patient-cases og er enormt dygtige til at få dagsordener igennem.”

Den samlede rapport fremlægges på Folkemødet på Bornholm torsdag den 12. juni klokken 11.30 ved arrangementet 'Danmarks Stærkeste Sundhedskommunikatører' i TænkeTanken på Slægtsgården. Søren Kaster og Kristian Lund er ordstyrere til en debat om kommunikation på sundhedsområdet.  

 

Dokumentation

Fakta om undersøgelsen

Retriever Danmarks artikeldatabase indeholder mere end 300 millioner artikler fra danske, svenske og norske print- og webmedier. Følgende medier og tilhørende webmedier for perioden 1. januar 2014 – 30. april 2014 er inkluderet i datagrundlaget: 

- Altinget.dk

- Berlingske

- BT

- Børsen

- Dagens Medicin

- Ekstra Bladet

- Frederiksborg Amts Avis

- Fyens Stiftstidende

- Fyns Amtssvis

- Information

- Jydske Vestkysten

- Jyllands-Posten

- Kristeligt Dagblad

- MetroXpress

- Nordjyske Stiftstidende

- Politiken

- Sjællandske

- Ugeskrift for Læger

- Weekendavisen

- Århus Stiftstidende

Inkluderet i datagrundlaget er neutrale og positive omtaler af de pågældende aktører i forbindelse med termer i relation til sundhedsområdet. Top 20-listen over profilerede aktører er udledt af en bruttoliste på mere end 400 aktører. 

Inkluderet i datagrundlaget er artikler med positiv eller neutral omtale af den pågældende aktør. Negativt vægtede artikler er således frasorteret.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nick Hækkerup

Direktør, Bryggeriforeningen
cand.jur. (Københavns Uni. 1994), ph.d. i EU og folkeret (Københavns Uni. 1998)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024