Debat

Tech-aktør: Tech-branchen skal tage ansvar og skabe ansvarlige produkter

Befolkningen vender sig i øjeblikket imod teknologiske fremskridt. For at få det bedste ud af den digitale transformation skal tech-branchen følge den europæiske tilgang og udvikle ansvarlige digitale teknologier, skriver Niels Martin Brøchner.

Mange apps gør os ikke produktive, som de lover, men de distrahere os og gør os udbrændte, skriver Niels Martin Brøchner.
Mange apps gør os ikke produktive, som de lover, men de distrahere os og gør os udbrændte, skriver Niels Martin Brøchner.Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
Niels Martin Brøchner
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Man siger normalt, at der findes tre overordnede tilgange til teknologi og digitalisering.

Der er den autokratiske kinesiske tilgang, hvor teknologien tjener statens interesser. Der er den liberale amerikanske tilgang, hvor tech-industrien har vide rammer og regulerer sig selv. Og så er der den europæiske tredje vej, som betoner politisk regulering af tech-industrien, så den i højere grad tjener borgeren og forbrugerens interesse.

Europa udviklede for alvor denne position med databeskyttelsesforordningen, men når den nye Digital Service Act med al sandsynlighed bliver godkendt og endeligt vedtaget i EU senere på året, sætter de europæiske politikere en tyk streg under denne strategi.

Jeg skal ikke gøre mig klog på detaljerne i lov eller vurdere, om den går for langt eller måske slet ikke langt nok. Men den sender et vigtigt signal og styrker den europæiske tilgang i en periode, hvor der er brug for det.

Tendens imod den teknologiske udvikling

Vi står nemlig midt i en ny form for tech-lash. Vi har snakket om det såkaldte tech-lash i mange år. Først var det drevet mod sociale medier; ureguleret hadtale, manglende datasikkerhed og radikaliserende algoritmer.

I løbet af de seneste år har dette tech-lash udviklet to nye dimensioner. 

Vi er vidne til et slags intern tech-lash, hvor entreprenører efterlader deres egne opfindelser, fordi de ikke orker at drive dem eller forholde sig til de problemer, de har medført.

På Instagram bliver earpods erstattet af høretelefoner med ledninger, og en ny zeitgeist varsler om et oprør mod tech-branchens optimeringsfetisch

Niels Martin Brøchner
Direktør, Contractbook

Zuckerberg har gang i et metavers, Musk vil etablere en civilisation på Mars, Bezos rejser i rummet og andre er travlt optaget af at udvikle et nyt krypto-baseret internet.

Tech har aldrig været mere futuristisk og ambitiøst, men som New York Times’ tech-skribent Kevin Roose skriver, er det som om, at de store tech-moguler er blevet rastløse og trætte af deres jobs.

Dertil er der et nyt slags eksternt tech-lash, hvor folk vender sig mod det teknologiske fremskridt på en mere general og diffus måde.

Instagram bliver earpods erstattet af høretelefoner med ledninger, og en ny zeitgeist varsler om et oprør mod tech-branchens optimeringsfetisch.

Hverken futurismen eller oprør er frugtbar

Hver måned synes der at lande en ny bog om, hvordan digitale teknologier stjæler vores opmærksomhed og reducerer vores evne til at holde fokus.

Så efter års stigende aktiekurser falder tech-giganternes værdi pludseligt. Måske har en lang pandemi med hjemmeskole og fredagsbarer på Zoom gjort os skærmtrætte?

Futurismen forenes i dag med et neo-analogt oprør med den digitale verden i et ubehag ved den nuværende tech-industri. Ingen af disse reaktioner er dog særligt frugtbare. De løser ikke vores nuværende udfordringer.

Vi har problemer med uhensigtsmæssige algoritmer og digitale produkter, der er designet til at tage mere opmærksomhed, end de behøver. Mange apps gør os ikke produktive, som de lover, men de distrahere os og gør os udbrændte. Og jeg er sgu også træt af at miste mine earpods hele tiden. De gamle med ledningen var jo fine nok.

Men vi må stadig huske på, at digitaliseringen af vores samfund er et fremskridt. Vi bliver mere produktive af at automatisere, vi bliver klogere af at have mere information tilgængelig, og vi bliver gladere af at kunne være i forbindelse med folk.

Ansvar for den digitale transformation

Der er masser af ting, vi i tech-branchen skal forbedre og rette op på. Det er en langsom, kedelig proces, der kræver iteration på iteration. Det er møjsommeligt, men det nytter hverken at stikke af eller stikke hovedet i sandet.

Hvis tech-branchen skal ud af krisen kræver det, at vi skærer ind til benet, fokuserer på at udvikle ansvarlige digitale teknologier

Niels Martin Brøchner
Direktør, Contractbook

Forbrugerne må holde fast og stille krav og tech-branchen må tage ansvar.

Der er intet galt med store ambitioner, men det må ikke blive en afledningsmanøvre for at få løst de foreliggende problemer.

Hvis tech-branchen skal ud af krisen kræver det, at vi skærer ind til benet, fokuserer på at udvikle ansvarlige digitale teknologier, og at de understøtter vores mentale helbred, vores demokrati og udviklingen mod bæredygtighed. Det kræver en mere europæisk tilgang til teknologi.

I min branche, tech-branchen, snakker man ofte om growth hacking. Det er, når man metodisk introducerer små, gradvise tiltag og måler, om og hvordan de forbedrer ens kommercielle mål.

Man flytter en knap et par pixels, opsætter en A/B-test og ser om man ikke kan forbedre sig et par procentpoint. Man skriver en ny mere uformel velkomst-email og måler om interaktionen med den stiger.

Det er ofte sådan, de største og mest succesfulde tech-virksomheder er blevet bygget over tiden – og det er samme nidkære metode det kræver at bygge nye mere ansvarlige produkter.

Det er måske ikke så sexet, men det er nødvendigt for at rette op på tech-branchens ry og få det bedste ud af den digitale transformation.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Niels Martin Brøchner

Direktør, Contractbook
master of arts, management (Westminister Business School)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024