Vreden spreder sig som en pandemi, der kan vende op og ned på den politiske debat

Samme vrede har for eksempel optændt de gule veste i et elitært Frankrig, hvor det er let at føle sig tilsidesat, hvis man stemmer på noget andet end de etablerede magthavere. I Argentina rejste præsidentkandidat Javier Melei i sidste års præsidentvalgkamp landet rundt med en motorsav. Han var vred, og der var meget, han vil give en barbering med saven. Billedligt talt sagde Melei til sine vælgere: Se, jeg er vred! Er I også vrede? Han vandt valget.

Forleden læste jeg en rasende interessant artikel i Jyllands-Posten om den vredespandemi, der tilsyneladende har grebet verden. Det er associeret professor ved Institut for Antropologi på Københavns Universitet, Atreyee Sen, der i avisen peger på, at ”hele verden er vred”, groft sagt. 22 procent af verdens borgere er vrede dagligt, hævder hun, og antallet af mennesker, der oplever negative følelser dagligt, har været støt stigende det seneste årti, viser en rapport fra Gallup.

Vreden er ikke kun i de store valgkampe. Den er også i det daglige.

Søren Søndergaard
Fhv. pressechef, Dansk Folkeparti

Sen vurderer, at vreden vil forandre næsten alt: ”Fra vores relationer til global politik. Politikerne vil i stigende grad være nødt til at tage almindelige menneskers vrede alvorligt i alt det, de foretager sig”, siger hun til avisen.

Vreden er ikke kun i de store valgkampe. Den er også i det daglige. Fra vores måde at tale til butiksansatte på til vejvreden, når medtrafikanter ikke arter sig, som vi bag rattet synes, de skal. Vreden ses også i protesterne fra universitetsstuderende, der er vrede på Israel efter landets tilbagesvar på Hamas’ massakre på sagesløse israelere 7. oktober sidste år. Folk er sure på alt og alle, mænd og kvinder og på de boomere, der ikke er woke – eller på dem, der ér woke.

Der er emner nok at blive vrede over. Og det ser ud til, at vreden i fællesskab bare får mere plads år for år. Vreden er blevet en drivkraft i politik mange steder, og hvis ikke vi passer på, bliver den drivmidlet.

Amerikanerne troede for 60 år siden på deres regering. Det gør de ikke mere. De troede på håb og ambition og visioner, og at verden, og ikke mindst USA, ville blive stadigt bedre. Det gør de heller ikke mere. Nu spiller vreden: Valget er stjålet og modstanderne skal spærres inde.

Vi har importeret så meget fra udlandet, ikke mindst USA. Gode ting som Coca-Cola, Elvis Presley og Hawaiiskjorter. Der er ingen grund til at importere den politiske vrede.

Herhjemme har vi en historisk upopulær regering, der både fra højre og venstre og vælgere på alle sider får hak i tuden. Regeringens svar er at advare mod det, som, især udenrigsministeren, Lars Løkke Rasmussen, kalder yderfløjene. Det skal man måske vare sig lidt med.

Politikere skal forstå og favne folks vrede og frustration, ikke skubbe den væk. Særligt skal politikere ikke, som Hillary Clinton gjorde, tale ned til folk og kalde dem sørgelige eksistenser. Prisen for dét er netop Donald Trump.

At favne og forstå er ikke det samme som at være enig. Men skal vi have det folkestyre, vi ønsker os, skal politikerne ikke selve stille sig vrede an.

Vi skal spørge os selv, hvad der skete med det kølige overblik? Med selvbeherskelsen? Om ikke det for eksempel er bedre rent faktisk at vide, hvorfor og hvad der sker i Gaza fremfor blot at fare ud ad en følelsestangent og lade sig forføre, blive vred og råbe urimelige ting hver søndag?

Følelser styrer i politik. Det må de også godt, må jeg erkende. Måske som en af de første. For følelsen af ret og uret er god, og således et fornuftigt styringsværktøj. Men følelser behøver ingen næring fra vrede, og vreden må ikke styre.

Følelsen for noget og imod noget andet, fornemmelsen for ret og vrang skal være kickstarteren til at skaffe sig viden og træffe beslutninger. Nøgternt. Hvis hver femte i verden vælger at være vred og give los for følelserne, må vi andre mestre selvbeherskelsen.

Det er okay at bevare roen.