Centrale oplysninger om omstridt motorvej blev fjernet, da minister svarede Folketinget

Oplysninger om et trecifret millionunderskud i nye samfundsøkonomiske beregninger af Den Tredje Limfjordsforbindelse blev fjernet fra transportministerens svar til Folketinget, efter at Vejdirektoratet havde foreslået at oplyse om tallene. Oplysningerne var relevante for Folketinget, mener professor. 

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

Da transportminister Thomas Danielsen (V) oplyste Folketinget om opdaterede beregninger af Den Tredje Limfjordsforbindelsen, fortalte han ikke, at projektet var blevet en samfundsøkonomisk underskudsforretning.

Netop det havde Vejdirektoratet ellers foreslået, at ministeren skulle oplyse i et svar til Folketinget. 

Dermed fik offentligheden ikke kendskab til et nyt sæt beregninger fra Vejdirektoratet, der viste, at regeringens gigantprojekt efter fordyrelser var endt som en underskudsforretning for samfundet. 

Det viser dokumenter, som Altinget har fået aktindsigt i.

Artiklen fortsætter længere nede.

Sådan så Vejdirektoratets udkast til et svar til Folketinget ud

Foto:

Oplysningerne var relevante

Oplysningen om de nye beregninger blev ellers præsenteret udførligt i et udkast til et svar til Folketinget, som Vejdirektoratet havde udarbejdet til ministeren.

Men i det svar, som ministeren endte med at sende til Folketinget, var alle oplysninger om de negative tal forduftet.

I stedet oplyste ministeren blot, at de seneste beregninger af projektet viste et samfundsøkonomisk overskud på over 700 millioner kroner, og at der var foretaget en metodeændring i beregningerne. 

Det møder kritik fra flere partier og professor i transportøkonomi ved Københavns Universitet Mogens Fosgerau.

"Det er relevante oplysninger, som Vejdirektoratet vælger at skrive ind i svaret. Men den oplysning forsvinder, efter at svaret går gennem departementet," siger han.

Altinget har foreholdt oplysningerne for Sten Bønsing og Frederik Waage, der begge er professorer i forvaltningsret ved henholdsvis Aalborg Universitet og Syddansk Universitet. 

De er enige om, at det ikke er brud på ministeransvarlighedsloven, at ministeren valgte at udelade oplysningerne om de negative beregninger i svaret til Folketinget.

"Min vurdering er, at man lever op til alle krav til orientering af Folketinget, især når man oplyser, at man har ændret sin beregningsmetode," siger Sten Bønsing.

Den vurdering bakkes op af Frederik Waage.

"Det er selvfølgelig vigtigt og relevant set fra offentlighedens perspektiv, at sådan noget her kommer frem. Men det er ikke vildledende, fordi ministeren jo faktisk skriver ind i svaret, at beregningerne er lavet med en opdateret metode," siger han.

Artiklen fortsætter længere nede.

Sådan svarede transportministeren på spørgsmålet

Foto:

"Det er røgslør"

Vejdirektoratets udkast til svaret til Folketinget blev udarbejdet, efter at Transportministeriet i februar bad styrelsen om hjælp til at svare på et spørgsmål fra den radikale transportordfører, Stinus Lindgreen.

Han havde i et skriftligt spørgsmål til Transportudvalget efterspurgt opdaterede samfundsøkonomiske beregninger af Den Tredje Limfjordsforbindelse, som Folketinget på det tidspunkt stod overfor at skulle lovbehandle.

I det udkast, som Vejdirektoratet udarbejdede, fremgår det, at projektet ved en genberegning med de senest opdaterede anlægspriser ville være en samfundsøkonomisk underskudsforretning på 188 millioner kroner.

Samtidig oplyser Vejdirektoratet her, at det var opmærksom på, at Transportministeriet var i gang med at skifte samfundsøkonomisk regnemetode. 

Derfor oplyste Vejdirektoratet samtidig, at projektet i en genberegning med de nye regneregler i stedet ville give et samfundsøkonomisk overskud på 707 millioner kroner.

Vejdirektoratet valgte altså i sit svar at oplyse om resultatet af beregningerne efter både den gamle og den nye metode.

Det var en fornuftig måde at svare på spørgsmålet, mener professor Mogens Fosgerau.

"Hvis man gerne vil vide, hvordan projektet har ændret sig, så er man nødt til at bruge den gamle metode. Det gør det svært for Folketinget at se, hvordan økonomien i projektet reelt ser ud, når man skifter metode. Det er røgslør," siger han.

Læs også

RV: Der er pyntet på tallene

Men i det svar, som transportministeren endte med at sende til Folketinget, var oplysningen om, at projektet gav underskud med den gamle regnemetode, blevet fjernet.

Her oplyste ministeren kun om den beregning, der viste et samfundsøkonomisk overskud.

Det møder kritik fra den radikale transportordfører, Stinus Lindgreen, at han ikke blev præsenteret for det fulde billede i det svar, han modtog fra ministeren.

"Han rutter ikke med sandheden. Vejdirektoratets svar til mig er i tråd med den måde, vi hele tiden har snakket om projektet. Derfor kan det da godt undre, at man har ment, at man skulle pynte på tallene for at få mig til at tie stille," siger han. 

Oplever du det som et forsøg på at lukke munden på kritikerne?

"Det er klart, at når vi får at vide, at det er en god forretning, så må vi jo æde den. Men det er det jo ikke."  

Hvad betyder det for din tillid til transportministeren, at han har fjernet den her ifølge dig relevante oplysning fra svaret?

"Jeg undrer mig over, at han ikke bare har givet det svar, som Vejdirektoratet havde lavet. Det rummer alle informationer, det er korrekt, og det er fyldestgørende. Jeg forstår ikke, at man vælger at gemme noget af svaret af vejen," siger Stinus Lindgreen. 

Minister: Vi oplyste rigtigt

Altinget har tidligere beskrevet, hvordan den samfundsøkonomiske metodeændring i Transportministeriet blev besluttet bare dagen før, at ministeriet bestilte nye beregninger hos Vejdirektoratet op til et afgørende møde i forligskredsen. 

Det skete 19. februar 2024, hvor Transportministeriet efter lange overvejelser besluttede at bringe sin regnemodel i overensstemmelse med den seneste vejledning fra Finansministeriet, der blev fremlagt i juni året før. 

Metodeændringen betød, at ministeren i svaret til Folketinget kunne meddele, at projektet trods fordyrelser fortsat var en overskudsforretning ifølge de seneste beregninger med den aktuelle regnemodel. 

Altinget har spurgt transportminister Thomas Danielsen, hvorfor han valgte ikke at oplyse om resultatet af beregningerne efter både den gamle og nye metode i svaret til Folketinget.

Han skriver i en mail:

"Der er spurgt til de nyeste beregninger, og den faglige vurdering i Transportministeriet er, at det netop er det, der er svaret på. Den vurdering er jeg enig i."

Den forklaring køber Stinus Lindgreen imidlertid ikke.

Ministeren har besluttet at ændre regnemetode efter anvisning fra Finansministeriet. Hvorfor skal han oplyse dig, hvordan beregningerne så ud med den gamle metode?

"Jeg ville gerne have begge dele med i svaret, netop fordi den her nye metode betyder, at beregningerne ikke er sammenlignelige med de beregninger, vi har lavet af alle andre projekter tidligere." 

"En upassende arbejdsproces" 

Også Enhedslisten og Alternativet er utilfredse med, at oplysningerne om de negative beregninger ikke blev delt med Folketinget.

"Det er en meget upassende arbejdsproces, som vidner om, at regeringen har ønsket at få det her vedtaget, koste hvad det vil," siger transportordfører Jette Gottlieb.

Også Alternativets klimaordfører er utilfreds med, at kun det ene sæt beregninger blev beskrevet i svaret til udvalget.

Det begrænsede hans muligheder for at kritisere motorvejsprojektet, mener han. 

"Vi står med et projekt, som i forvejen har en dårlig økonomi, men som nu styrtdykker økonomisk. Når regeringen ikke lægger kortene på bordet, så har vi ikke en chance for at lade hverken resten af Folketinget eller befolkningen forstå, hvor ringe det går for det projekt," siger han.

Altinget har oplyst Transportministeriet om ordførernes udtalelser, men ministeren har ikke ønsket kommentere dem.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thomas Danielsen

Transportminister, MF (V)
lastvognsmekaniker, bankrådgiver (Sparekassen Holstebro 2009)

Mogens Fosgerau

Professor, Økonomisk Institut, Københavns Universitet
cand.scient.oecon. (Aarhus Uni. 1990), ph.d. i matematik (UCL 1992)

Frederik Waage

Professor, dr.jur. mso
cand.jur. (Københavns Uni. 2006), LL.M. (College of Europe, 2006)

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024