Ny rapport kan vælte arbejdsskademyndighederne, advarer fagbevægelsen
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen risikerer, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) de facto bryder sammen, hvis hun gennemfører en ny plan for at nå målet om lavere sagsbehandlingstider i arbejdsskader. Sådan lyder advarslen fra fagbevægelsens repræsentanter i AES' bestyrelse.
![Daværende beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) indgik en bred aftale kort før valget om en ny arbejdsskadelov, der skulle nedbringe sagsbehandlingstiderne. Hans efterfølger Ane Halsboe-Jørgensen (S) fik - trods kritik fra eksperter og fagbevægelsen - vedtaget loven i efteråret og har nu modtaget en plan fra AES for, hvordan målet om de lavere sagsbehandlingstider kan indfries. ](https://www.altinget.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=2560,f=jpeg/https://legacy.altinget.dk/images/article/278386/120548.jpg)
![Rikke Brøndum](https://www.altinget.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=64/https://legacy.altinget.dk/images/Writers/5390-rikke-broendum-2-48.jpg)
Rikke Brøndum
Journalist og redaktørNye forslag skal banke de lange ventetider ned på at få arbejdsskader vurderet, men de kan i stedet ende med at trække tæppet helt væk under de danske arbejdsskademyndigheder.
Sådan lyder et usædvanligt opråb fra fagbevægelsens repræsentanter i bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), der i kølvandet på efterårets omdiskuterede arbejdsskadelov har sendt en rapport med 16 forslag om lavere sagsbehandlingstider til beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).
"Det er vores oprigtige bekymring, at forsøget på at reformere sig ud af udfordringerne i arbejdsskadesystemet på sigt vil indebære, at de danske arbejdsskademyndigheder de facto bryder sammen,” lyder det fra en samlet lønmodtagerside i rapporten.