Bjarne Corydon i ny bog: Højere produktivitet er Danmarks nye ”store nødvendighed”

{{video:ID}}Efter aftale med Dansk Konkurrenceevneråd bringer Altinget kapitel 2 i bogen ’Hvorfor Danmark?’, der udkommer fredag 9. september som e-bog.

Dansk Konkurrenceevneråd har stillet sig selv en titanisk stor men samtidig helt akut opgave: At samle trådene i diskussionen om, hvordan vi i Danmark kan forny og accelerere vores unikke globale position, som et af klodens mest velfungerende samfund – i en verden under hastig forandring. 

Som aktiv deltager i rådets diskussioner har jeg særligt hæftet mig ved tre paradokser, som går igen på tværs af meget forskellige problemstillinger - og som kun yderligere betoner behovet for en samlet tilgang til opgaven med at nyvurdere Danmarks konkurrencekraft.

For det første har Dansk Konkurrenceevneråd igen og igen noteret sig den paradoksale modsætning mellem fortid og fremtid. På den ene side ved vi, at Danmark har evnet at flytte sig kolossalt fremad på næsten alle parametre de seneste 30-40 år.

Én generations insisterende reformarbejde har udrettet mirakler. Vi er gået fra randen af statsbankerot og en velfærdsmodel, der lignede en falleret utopi, til medaljeskamlen på de globale ranglister. Med holdbare offentlige finanser, fuld beskæftigelse, et stadigt stærkere bytteforhold, et næsten problematisk stort betalingsbalanceoverskud, bred reallønsfremgang, store pensionsopsparinger og en pionerstilling i forhold til grøn teknologi.

På den anden siden kan vi også nøgternt konstatere, at vi er meget langt fra at have fundet formlen for, hvordan Danmark flytter sig videre fremad. Mod bæredygtighed, øget social mobilitet og en fornyelse af vores stilling som globalt foregangsland.  

For det andet afspejler såvel rådets diskussioner en udtalt bekymring for, at fortidens bedrifter og reformresultater, som vi i øjeblikket nyder godt af, i virkeligheden skygger risikabelt for skrøbeligheden ved stilstand i en verden, der bevæger sig fremad med syvmileskridt.

Et tabt årti, hvor Danmark hviler på laurbærrene, kan vise sig dyrekøbt og fatalt i en tidsalder, hvor andre samfund satser og investerer massivt i egen udvikling og omstilling. 

For det tredje - og måske mest slående - hæfter mange i rådet sig ved det paradoksale mismatch mellem mængden af gode viljer og manglen på konkret handling. Aldrig har så mange aktører vel været mere optaget af så progressive dagsordener som nu.

Vi har brug for samarbejde, men også mere konkurrence – indefra såvel som udefra

Bjarne Corydon
Chefredaktør, Dagbladet Børsen, fhv. finansminister (S)

Velfærdsstatens værdigrundlag er unikt bredt accepteret. Ønsket om bæredygtighed samler på tværs af generationer og klassiske interessemodsætninger.

Det omfavnes af både virksomheder og lønmodtagere – og det omsættes til omfattende nye lovgivningsmæssige forpligtelser af politikere i både Danmark og EU. Men heller aldrig har så mange haft så gode intentioner, som risikerer at skuffe så mange så dybt.

For allesteds lurer en bekymring for, at alle de gode ambitioner ikke bliver til nok. At vi for eksempel ikke når de kritisk vigtige deadlines på klimaområdet, som naturvidenskaben har stillet os som bundne opgaver. At velfærdsservicen ikke udvikler sig i takt med nye generationers krav og forventninger.

At hele ESG-dagsordenen måske blot var et højkonjunkturfænomen. Et udtryk for mentalt overskud i en tidsalder, hvor penge var gratis og nogen bildte sig ind, at klassiske økonomiske problemer var løst en gang for alle. 

Læg endelig hertil, at der aktuelt simpelthen ikke findes nogen samlet plan, vision eller koordinationsproces for arbejdet med at forme Danmarks fremtid. Det er naturligvis ikke en forudsætning for fremskridt – og kan til tider endda være en forhindring. 

Omvendt er der i lige netop Danmark særligt god grund til at samordne vores stræben mod større samfundsfremskridt: Med vores velfærdsmodel bruger vi halvdelen af BNP på hinanden. Hvis ikke de penge og den reguleringskraft bruges klogt, bliver det umådeligt svært for markedskræfterne at trække hele læsset selv. Men anno 2022 spejder man stadig forgæves efter en samlet klar plan og retning for Danmarks næste store skridt frem.

Operationalisering af store nødvendigheder
Betragter man de tre paradokser under ét, er der ingen tvivl om, at diskussionen om Danmarks fremtid og fremskridt kalder på et helhedsperspektiv. Hvad kan vi egentlig lære af fortiden – og hvad er det egentlig der skal til for at gribe nye muligheder? Hvilken metode kan genbruges og samtidig fornyes radikalt? 

For mig at se forekommer et gennemgående træk vigtigere end noget andet: Evnen til at modne, forankre, befæste og eksekvere på en fælles forståelse og håndtering af samfundets ”store nødvendigheder”.  

Ser man bagud, er det den afgørende forklaring på den reformkraft og vedholdenhed, der tidligere har flyttet Danmark. På tværs af enormt forskellige omstændigheder har løsningerne på nogle af Danmarks største historiske problemer haft samme karakteristika.

Vi skal have alle med, men vi må også være et samfund og en økonomi, der tiltrækker klodens dygtigste mennesker

Bjarne Corydon
Chefredaktør, Dagbladet Børsen, fhv. finansminister (S)

Uanset om problemet bestod i underskud på betalingsbalancen, inflation, strukturarbejdsløshed, energiforsyningssikkerhed, global markedsadgang, sikkerhedsgarantier overfor atombevæbnede, ikkedemokratiske nabolande, demografisk modvind, offentlig gæld, underskud og rentebyrde, så har metoden været den samme igen og igen: Operationalisering af nødvendighed.

Hermed mener jeg, den fælles evne til at anskueliggøre langsigtede trusler som nærværende og uafviselige problemer via opbygningen af stærke forandringskoalitioner og styringsredskaber, der forpligter over tid.  

Det er logikken bag blandt andet fastkurspolitikken, afskaffelsen af dyrtidsregulering, opbygning af det danske pensionssystem, olie- og vindeventyret, de mellemfristede økonomiske planer, rækken af velstandsfremmende arbejdsudbudsreformer, budgetloven, Danmarks placering som kernemedlem af EU og NATO – og andre beslutninger, der har tjent os afgørende godt, selvom mange oprindeligt fandt dem ubekvemme.

I hvert eneste tilfælde har Danmark efterfølgende nydt godt af, at alle parter i det politiske øjeblik har kunne acceptere kortsigtede ulemper og formået at sætte sig udover egne særinteresser, for i stedet  at gribe ud efter de langsigtede fordele ved forandring. 

Skåret ud i pap
I den senere tid – både i kraft af mit virke i rådet men også mere generelt - har jeg ikke kunnet befri mig fra erindringen om Nyrup-regeringens flerårige program ”Danmark som Foregangsland”. I sidste halvdel af halvfemserne mundede tårnhøje ambitioner og endnu højere selvbevidsthed ud i et væld af rapporter og konferencer om en uendelighed af alverdens gode intentioner. 

Men til sidst kortsluttede finansminister Mogens Lykketoft det hele med rapporten ”Arbejde og Service” fra 1999. Her skar han ud i pap, at mere arbejde var en nødvendig forudsætning for at finansiere enhver anden vision: At mere arbejde fordrede bedre incitamenter.

At bedre incitamenter indebar, at det bedre skulle kunne betale sig at arbejde. At danskerne skulle gå senere på pension. At økonomiske planer udregnet efter pålidelige økonomiske regnemodeller medførte ubehagelige men nødvendige reformkrav: eksempelvis at adgangen til overførselsindkomster skulle være mindre generøs.

I dag står vi med andre og mindst lige så komplekse udfordringer. Behovet for at omsætte gode intentioner til en ny nødvendighed er den samme – hvis ikke større. Men muligheden for at skære lige så hårdt igennem, sådan som Lykketoft i sin tid gjorde, er måske uden for rækkevidde. 

Men hvis man blot som tankeeksperiment i dag skulle gøre hans brutale kunststykke efter, hvad måtte så betragtes som tidens gennemgående ”store nødvendighed”? Mere arbejde, bedre incitamenter, højere velstand og større råderum i den offentlige økonomi er bestemt stadig en væsentlig del af løsningen. Nødvendigt, men næppe helller længere tilstrækkeligt. 

Få mere ud af mindre til gavn for mange flere 
For mig at se er fællesnævneren for den ny tids problemer, at man ikke kan betale sig fra dem. Sagt koldt og teknisk fordrer de øget produktivitet. At vi evner at få mere ud af det, vi laver, ved brug af mindre til gavn for flere. Vejen hertil går via teknologisk innovation, skalering, internationalisering, globalisering og øget konkurrence men også via nye samarbejds-, ledelses- og organisationsformer. 

Her ligger den væsentligste erkendelsesudfordring, når det gælder Danmarks langsigtede muligheder. En langt højere produktivitet, tror jeg, er Danmarks nye ”store nødvendighed”, som betinger, hvorvidt vi formår at realisere enhver anden af vores mange andre fine ord, intentioner og følelser om ESG, velfærd og fællesskab.

Og samtidig tror jeg også, at falske løsninger på det problem udgør den største og mest direkte trussel mod selv den smukkeste af alle gode hensigter. 

Det kræver, at vi i dag tør tage livtag med – og træffe – de umiddelbart ubehagelige beslutninger

Bjarne Corydon
Chefredaktør, Dagbladet Børsen, fhv. finansminister (S)

Vi har brug for en ny konsensus om nødvendighed, som fuldt ud matcher halvfemsernes. Når noget er vigtigt og presserende nok skærpes også den kollektive selvjustits i diskussionen om årsag og virkning.

Da mere arbejde var forudsætningen for finansiering af velfærdsstaten, måtte der gøres op med bekvem udenomssnak om diffuse forhåbninger til bløde virkemidler og eksperimenter. Der kunne mobiliseres beslutningskraft til at gøre det, der forlods skønnedes mest sandsynligt at virke bedst – hvad eftertiden afslørede, at det faktisk også gjorde.    

Kan vi lykkes med noget tilsvarende i forhold til kravet om højere produktivitet? Det bør være en bestræbelse, der forener alle kræfter med ægte interesse for Danmarks fremtid. Og igen bør vi tvinge os selv og hverandre til at se ubekvemme sandheder i øjnene: 

Lad mig lægge for: Jeg tror, at investeringer er vigtige, men at det næppe nytter at kaste flere penge efter problemerne. At vi skal have alle med, men også må være et samfund og en økonomi, der tiltrækker klodens dygtigste mennesker. 

At vi har brug for samarbejde, men også mere konkurrence – indefra såvel som udefra. At vi på sigt skal kunne leve med større pres i retning af fortsat omstilling og fornyelse. At vi også skal skuldre det, når det pres retter sig imod de interesser, der normalt nyder store offentlig sympati:

Det være sig både de virksomheder, sektorer og lokale egne af landet, der aktuelt har det svært i mødet med stærkere konkurrence. Men i mindst lige så høj grad  også dem, der aktuelt præsterer så godt, at lige netop de bliver spurgt mest til råds om, hvad vi alle bør gøre for som samfund at stå os godt i fremtiden. 

Men måske vigtigst så tror jeg, at vi er nødsaget til radikalt og gennemgribende, at nytænke hvad uddannelse, opkvalificering og efter- og videreuddannelse er, kan og skal være i det 21. århundredes Danmark.

Udvikling af kompetencer må i dag tildeles samme reformbevågenhed, som i sin tid skatter og overførselsindkomster. Og det så meget desto mere i en tid, hvor den politiske trend ellers er at kigge væk og decentralisere driften af de samfundsinstitutioner, som afgør kommende generationers fremtidsmuligheder. 

Kort sagt: De der hævder, at elske den offentlige sektor og velfærdsstaten allermest, bør også gøre mere end nogen andre for at effektivisere den gennemgribende. 

Opgaven er svær. Men ikke uløselig. Og vi har gjort det før. Denne gang er de mulige langsigtede gevinster ved et nyt, nødvendigt reformprogram større end nogensinde før: En potentielt langt stærkere politisk løftestang for fornyet begejstring, håb, optimisme og offervilje. Men det kræver, at vi også i dag tør tage livtag med – og træffe - de umiddelbart ubehagelige beslutninger.