Derfor kan borgmester-opgør kaste Radikale ud i opslidende magtkamp

Ifølge centralt placerede kilder i det københavnsk-radikale bagland er der nemlig lagt op til, at selve valget af spidskandidat bliver udskudt til januar, såfremt Mia Nyegaard bliver vraget på det ekstraordinære årsmøde, der skal afholdes 3. november. 

Rationalet er, at det ikke er hensigtsmæssigt at bede de personer, der måtte overveje at stille op som spidskandidat, om at gøre deres stilling op med så kort varsel. 

Samtidig skal der i det tilfælde også stemmes om, hvorvidt rangordningen af de øvrige radikale kommunalvalgskandidater skal udskydes. 

Dermed kan partiet stå i en situation, hvor de hverken har en spidskandidat eller en færdig kandidatliste med mindre end et år til kommunalvalget.

Næppe en ønskværdig situation på et tidspunkt, hvor de andre partier på rådhuset må formodes at geare alvorligt op for deres kampagneindsatser. 

Uretfærdigt behandlet 

Sagens hovedperson, Mia Nyegaard, har stadig til gode at kommentere sagen offentligt. 

Men i et brev til medlemmerne af Radikale Venstre i København, har hun gjort det klart, at hun føler sig urimeligt behandlet af oprørerne i hendes allernærmeste politiske bagland.

Hun mener, at de har givet hende et alt for kort varsel på 24 timer til at forholde sig til mistillidsmeldingen, der blev præsenteret for hende og Radikales bestyrelse i København for to uger siden.  

"Jeg ærgrer mig over, at man ikke har henvendt sig direkte til mig om utilfredshed eller bekymringer om mit spidskandidatur, så vi kunne have drøftet det," skriver Nyegaard i brevet, som flere medier, herunder Altinget har beskrevet. 

Borgmesteren skriver videre, at hun gerne tager imod "kritik og forslag" til, hvordan hun bliver en bedre kandidat og borgmester". Men intet i brevet peger på, at hun skulle være på vej ud af københavnsk politik. 

Atombombe-paragraffen 

Opfattelsen af, at Mia Nyegaard er blevet uretfærdigt behandlet deles også i visse dele af det københavnsk-radikale bagland. 

Her er der ligeledes utilfredshed over, at de Nyegaard-kritiske gruppemedlemmer har brugt en særlig paragraf i partiforeningens vedtægter til at tvinge en afstemning om hendes spidskandidatur igennem. 

Bestemmelsen – der af nogle bliver kaldt atombombe-paragraffen – er oprindeligt tiltænkt situationer, hvor partiet hurtigt skal kunne håndtere medlemmer, der viser sig at have holdninger, der strider imod gængs radikal politik eller som opfører sig direkte krænkende eller på anden måde problematisk. 

Det mener dele af baglandet ikke er tilfældet i sagen om Mia Nyegaard.

Her er der ifølge dem tale om en klassisk politisk magtkamp, hvor nogle blandt borgmesterens partifæller for sent har besluttet sig for, at de vil være konge i stedet for kongen, men forsøger at sminke det som en sag om en politisk leder, der har udvist krænkende adfærd og derfor må udskiftes. 

Gammel sag spørger

Det er dog langtfra sådan, at Mia Nyegaard nyder entydig opbakning i det radikale bagland.

Det kom som bekendt til udtryk, da hun sidste år blev valgt som spidskandidat uden modkandidat.

Her stemte næsten 40 procent af de stemmeberettigede blankt, og sagerne om dårligt arbejdsmiljø og medarbejderflugt blandt Mia Nyegaards tætteste embedsmænd spøgte i kulisserne. 

Blandt visse radikale er der en frygt for, at nye sager kan dukke op og gøre livet surt for partiet op til kommunalvalget. 

Hos partitoppen på Christiansborg er den officielle holdning, at man ikke vil blande sig i sagen om Mia Nyegaard, der betragtes som et lokalt anliggende. 

Dybfølt irritation

Det ses dog som afgørende, at partiet får et godt valg i København, der traditionelt har været en radikal højborg. Særligt i lyset af, at Moderaterne i nylige målinger er gået tilbage, uden at det har gavnet Radikale. 

Her spøger den sag, der førte til den tidligere radikale leder og beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslevs utidige exit bare en måned før kommunalvalget i 2017. 

Derfor er analysen på Christiansborg, at det er bedre at gå igennem et uskønt forløb for at komme af med en problematisk kandidat et år før valget, end at løbe risikoen for, at nye møgsager kan torpedere kommunalvalgkampen, når den for alvor går i gang.

I centrale dele af radikales københavnske partiorganisation er der mest af alt en dybfølt irritation over, at partiet nu står i et regulært internt opgør på et tidspunkt, hvor tiden skulle bruges på alt andet end det. 

Visse steder er der også forundring over, at meldingen om tillidstabet til Mie Nyegaard kommer efter en længere periode med relativ ro i borgmestersekretariet og ovenpå en budgetaftale, hvor Radikale fik sat klare aftryk i form af skattelettelser og en gennemgribende reform af parkeringsområdet. 

En uskøn proces lurer 

Med Mie Nyegaards beslutning om at blive og tage kampen op, må man formode, at begge fløje bruger tiden frem mod mødet 3. november på en intens mobilisering af støtter for eller imod hendes fortsatte kandidatur.

Da mistillidserklæringen i sidste uge blev lækket til pressen, var den gængse opfattelse, at kultur- og fritidsborgmesteren var færdig i københavnsk politik. 

Det kan hun stadig meget vel være.

Men sandsynligheden for, at partiet kan skifte spidskandidat uden at skulle igennem en langstrakt og potentielt uskøn proces ser nu ud til at være forsvindende lille.