Debat

Philip Morris: Nyt oplysningsforbud mod tobak er et sundhedspolitisk selvmål

Borgerne har krav på nuanceret information om de mindre sundhedsskadelige alternativer til cigaretter, som findes på markedet, skriver Christopher Arzrouni fra Philip Morris.

Hvis borgerne mangler viden, begrænser man deres mulighed for at træffe de rigtige beslutninger, som kan påvirke deres helbred, skriver kommunikationschef Christopher Arzrouni.
Hvis borgerne mangler viden, begrænser man deres mulighed for at træffe de rigtige beslutninger, som kan påvirke deres helbred, skriver kommunikationschef Christopher Arzrouni.Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Christopher Arzrouni
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Du må ikke få nuanceret information. Du må ikke få at vide, at nogle tobaks- og nikotinprodukter er mindre skadelige end andre. Det har et flertal i Folketinget netop besluttet.

I forvejen er det forbudt at give den slags information på selve tobakspakken. Men fra 1. april 2021 bliver det heller ikke tilladt at give information på virksomheders hjemmesider om, at nogle tobaks- og nikotinprodukter er meget skadelige, mens andre produkter er forholdsmæssigt mindre belastende.

Det er et sundhedspolitisk selvmål at hindre borgerne i at få den information. Hvis borgerne mangler viden, begrænser man deres mulighed for at træffe de rigtige beslutninger, som kan påvirke deres helbred.

Hvis borgerne er uvidende om, at der er forskel på produkterne – cigaretter, e-cigaretter, opvarmet tobak og nikotinposer – hvorfor skulle en hardcore ryger så skifte?

Hvis borgerne er uvidende om, at der er forskel på produkterne, hvorfor skulle en hardcore ryger så skifte?

Christopher Arzrouni
Kommunikationschef, Philip Morris International

Røgfri produkter er ikke risikofri
Sandheden er, at der er stor forskel på de forskellige tobaks- og nikotinprodukter.

Når man brænder dem, bliver produkterne automatisk mere skadelige. Men når man indtager produkterne uden forbrænding, slipper borgerne eksempelvis for tjære og kulilte, som er skadelige.

Det store problem er forbrændingen og den røg, som opstår. Det er for eksempel røgen og ikke nikotinen, som er den primære årsag til kræft.

Derfor giver det faktisk mening at skifte til e-cigaretter, opvarmet tobak eller nikotinposer, såfremt man ikke holder helt op med tobak og nikotin.

Røgfri produkter er ikke risikofri. Og det bedste er at droppe tobak helt og holdent. Men ved at undgå røgen mindsker man risikoen for skade. Derfor er det vigtigt, at borgerne kender forskellene på de enkelte tobaks- og nikotinprodukter.

Sundhedsstyrelsen mangler realistisk linje
Det bedste ville være, om Sundhedsstyrelsen leverede nuancerne. Men Sundhedsstyrelsen har valgt en meget forsigtig tilgang ved at fraråde brugen af alle produkter generelt.

Det giver mening, hvis man kan få alle til at stoppe med det samme. Men man bliver også nødt til at anlægge en mere realistisk linje. Hvis folk ikke stopper med tobaks- og nikotinprodukter, er det trods alt bedre, at de vælger røgfri produkter frem for cigaretter.

Vi forstår godt, at Sundhedsstyrelsen og ngo'erne er meget på vagt over for alt, hvad der kan betragtes som markedsføring af alternativer til cigaretter

Christopher Arzrouni
Kommunikationschef, Philip Morris International

Vi mener, at borgerne har krav på ordentlig, videnskabeligt underbygget information. Og vi mener, at borgerne har krav på at vide, at de fleste sundhedsskadelige stoffer i forbindelse med tobak opstår, når man brænder den.

Vi forstår godt, at Sundhedsstyrelsen og ngo'erne er meget på vagt over for alt, hvad der kan betragtes som markedsføring af alternativer til cigaretter. Det skulle nødig være sådan, at ikke-brugere bliver lokket ind i et misbrug.

Al ære og respekt for det synspunkt. Der er også sundhedsproblemer forbundet med alternativerne til cigaretter. Ingen bør begynde at bruge tobaks- og nikotinprodukter, og det er særligt vigtigt at beskytte de unge.

Andre lande tør, hvor Danmark tier
Men i andre lande er både myndigheder, forskere og ngo'er parat til at fortælle rygerne, at der findes mindre belastende alternativer til cigaretter.

Den britiske lungeforenings medicinske direktør, Nick Hopkinson fra British Lung Foundation, har netop udtalt, at "e-cigaretter er del af en menu af muligheder, der kan hjælpe mennesker med at stoppe rygning, og det kan være et meget effektivt instrument til at stoppe".

Læs også

Ligeledes har den amerikanske hjerteforening, American Heart Association, netop offentliggjort forskning, der viser, at borgere, der skifter helt fra cigaretter til e-cigaretter, ser ud til at mindske inflammation – betændelse – i kroppen.

Disse fakta er ikke noget, som den store stygge tobaksindustri har fundet på. Det er på tide, at man lytter til viden fremfor at skyde budbringeren. Og det er på tide at give borgeren ret til information.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024