Efter massefyringer: Topchef færdig i Danish Crown
Jais Valeur stopper som administerende direktør for Danish Crown. Hans afgang kommer i kølvandet på lukningen af Danish Crowns slagterier, der har kostet omkring 2000 medarbejdere jobbet.
Emilie Tilma
RedaktionsassistentEfter ni år i direktørstolen stopper Jais Valeur hos Danish Crown.
Det skriver virksomheden selv i en pressemeddelelse.
Her skriver Danish Crown, at man arbejder på en ny koncernstrategi, der skal ligge klar i efteråret. I den forbindelse ønsker man "at finde en langsigtet CEO-profil til at lede Danish Crown igennem den næste strategiperiode".
Processen med at finde en ny administerende direktør er nu "acceleret", og derfor har Jay Valeur meldt sin afgang.
"Jeg har tidligere på året meddelt Danish Crown, at jeg ikke ser mig selv som langsigtet CEO for selskabet," fortæller den afgående direktør og forsætter:
"Det giver derfor mening for mig, at bestyrelsen ønsker at fremrykke denne proces og se længere fremad, så virksomheden kan gå en ny strategi i møde med en langsigtet afklaring omkring den øverste ledelse".
Her er koncernens bestyrelsesformand enig.
"Det er både bestyrelsens og Jais’ vurdering, at Danish Crown har brug for nye og fortsættende ledelseskræfter til den omfattende opgave, som skal løftes i de kommende år," udtaler bestyrelsesformand i Danish Crown, Asger Krogsgaard.
Jais Valeurs afgang kommer i kølvandet på en række massefyringer, der er resultatet af lukninger af Danish Crowns slagterier i henholdsvis Sæby og Ringsted.
I Ringsted fik 1.200 medarbejdere stukket en fyreseddel i hånden i april, mens tilsvarende 800 ansatte i juni sidste år mistede deres arbejde, da Danish Crown lukkede sit slagteri i Sæby.
Processen med at vælge en ny direktør er i gang, men Valeur varetager, efter aftale med bestyrelsen, direktørposten, indtil en afløser er fundet.