Direktør: Eccos larmende tavshed efterlader indtrykket af en kynisk virksomhed uden etisk kompas

For et par uger siden måtte Niels Flemming Hansen trække sig som forsvarsordfører for Konservative. Hans brøde bestod i, at han var medejer af en virksomhed, der fortsætter med at sælge Ecco-sko.

Partiet og ordføreren selv ville undgå, at der blev sået tvivl om hans engagement i kritikken af de virksomheder, der trodser alle gode råd og fortsat driver forretning i Rusland. Nogle vil muligvis mene, at det er en hysterisk reaktion. Men ikke desto mindre er det et godt billede af, hvor problematisk Eccos fortsatte engagement i Rusland er – både for Ecco selv, men også for samarbejdspartnere, butikker, medarbejdere, leverandører – og ja, altså også politikere.

I sidste uge har Ecco fremlagt sit regnskab for 2021 – et godt et af slagsen. Men kun i meget vage bemærkninger nævner man det kæmpe dilemma, som Ecco har bragt sig selv i. Det er hævet over enhver tvivl, at det er Ecco selv, der har bragt sig og sin omverden ud i de problemer, der utvivlsomt må føles håndfaste både på hovedkontoret i Bredebro og ude i butikkerne.

Masser af andre danske og europæiske virksomheder har hurtigt trukket investeringer, forretning og produktion ud af Rusland. Carlsberg var tæt på at komme for sent på det eksprestog, der var sat i gang, men nåede det i sidste sekund – og blev tilmed rost af Ukraines præsident.

Ecco kunne have gjort det samme, men har valgt at blive i Rusland. Og det er dette valg, der er interessant.

Det er helt grundlæggende en rigtig dårlig sag at sætte økonomi højere end etik

Kim Ege Møller
Direktør, Rhetorica

Massivt pres på egne medarbejdere

Når man træffer et så kontroversielt valg, der har enorme konsekvenser for omdømme såvel som kerneforretning og indtjening, må der nødvendigvis ligge nogle stærke og tungtvejende argumenter bag.

Det kan selvfølgelig alene være en kold økonomisk kalkule; at man simpelthen tror, at den pris, man lige nu betaler for at holde forretningen i Rusland kørende, vil kunne betale sig på langt sigt.

Dertil kommer naturligvis argumentet om, at man vil beskytte forretningen mod at blive overtaget af den russiske stat, og at man ønsker at holde hånden under de russiske medarbejdere. Ecco vil formentlig fremhæve det sidste argument, men gør man det, får man de øvrige økonomiske argumenter med – og det er helt grundlæggende en rigtig dårlig sag at sætte økonomi højere end etik.

Det er er et problem for Ecco, at ingen kender til ledelsens argument for at blive i Rusland. Ecco udsendte 1. marts en meget kort pressemeddelelse om, at man fordømmer invasionen og krigen, og at man stopper aktuelle investeringer, men at man så i øvrigt følger situationen – og altså bliver i Rusland.

Siden da, har der været stille. Helt stille. Ja, altså bortset fra, at man i denne uge har fortalt om det flotte regnskab og medarbejderne, der sidste år var lykkelige for at arbejde i Ecco.

Om de også er det i 2022, ved vi ikke. Man kan tvivle. Ecco taler i det hele taget nærmest ikke om engagementet i Rusland, eller om hvordan det påvirker den daglige forretning. Og det er formentlig Ecco – og andre Rusland-aktive virksomheders største problem.

Hvad er de etiske overvejelser for at blive?

Ecco har sandsynligvis valgt tavsheden af to årsager. Dels er Ecco i forvejen ikke kendte for at rutte med interviews og information om selve virksomheden, og man frygter formentlig, at det vil gå fra slemt til værre, hvis man begynder nu. Den, der lever stille, lever godt – så længe det varer.

Man kan ikke andet end have ondt af de Ecco-medarbejdere, der dagligt skal forklare, hvordan man kan forsvare at arbejde for en virksomhed, der støtter en blodig krig i Europa

Kim Ege Møller
Direktør, Rhetorica

Dernæst håber man formentlig, at krigen er hurtigt overstået, så verden hurtigt vender tilbage til en normal verdensorden med global handel og markedsaktivitet.

Imidlertid er der intet, der tyder på det sidste, og så bliver tavsheden en accelerator af problemet fremfor det modsatte. Og man kan ikke andet end have ondt af de Ecco-medarbejdere og butiksfolk, der dagligt skal forklare, hvordan man kan forsvare at arbejde for en virksomhed, der støtter en blodig krig i Europa.

Ecco har i sin ejerkreds, bestyrelse og direktion nogle af landets skarpeste forretningsfolk – og adgang til endnu flere – der formentlig nok kan kende en krise, når de ser den.

I den kreds må de nødvendigvis have diskuteret, undersøgt og analyseret det russiske engagement intenst gennem de seneste tre måneder, og de må jo have fundet nogle så tungtvejende og stærke argumenter for at blive, at det åbenbart ikke har kunnet retfærdiggøre, at de trækker sig ud. Det på trods af det enorme pres fra omverdenen.

Hvis man samtidig antager, at ejerskab, bestyrelse og direktion har det etiske og menneskelige kompas nogenlunde på plads, så må man også antage, at der i Eccos argument for at blive i Rusland findes stærke etiske og moralske overvejelser, der forklarer, hvorfor det er rigtigt at blive.

Vi tilgiver virksomheder, der kommunikerer 

Skal man give Ecco et enkelt godt råd, så er det, at de starter den samtale, der giver indblik i disse argumenter.

Lige nu tegner Ecco med deres fortsatte tavshed, et stærkere og stærkere billede af en kold og kynisk virksomhed, der alene fokuserer på at beskytte sine økonomiske værdier.

Det er muligt, at Ecco stadig vil få kritik, og at kommentatorer, redaktører og medier stadig vil kritisere og diskutere Eccos beslutning. Men i Vesten er vi bare uendeligt bedre til at tilgive virksomheder, der kommunikerer end virksomheder, der klapper i, og hvor myterne kan få lov til gro.